Samfund

Halvdelen af danskerne er enige i gammelt Løkke-udsagn – det er Ellemann og Frederiksen ikke

Regeringen har endnu ikke fundet fælles fodslag i forhold til tre kvinder og fem børn med tilknytning til Danmark, der befinder sig i Syrien.

- Danske børn er danske børn – og de skal hjem. Om fornødent må deres mødre følge med. Udlændingepolitikken bliver ikke slap af at tage et menneskeligt hensyn til, at ingen mødre vil skilles fra deres syge børn.

Sådan skrev lederen af Moderaterne, Lars Løkke Rasmussen, 8. april sidste år på Twitter.

Siden er der sket meget. Moderaterne er braget ind i Folketinget, har dannet regering med Socialdemokratiet og Venstre, og Lars Løkke Rasmussen er blevet Danmarks udenrigsminister.

Men fem danske børn sidder stadig tilbage i den kurdisk-kontrollerede al-Roj-lejr i Syrien.

Spørger man danskerne, svarer lige godt halvdelen, at de skal hentes hjem til Danmark, som Lars Løkke Rasmussen skrev i april sidste år.

Uklart, hvad regeringen mener

Megafon har på vegne af TV 2 præsenteret 1004 respondenter for Lars Løkkes præcise formulering og spurgt, hvorvidt de er enige eller ej.

51 procent har svaret, at de er helt eller overvejende enige. 35 procent er helt eller overvejende uenige.

Den øvrige del af SVM-regeringen deler dog ikke flertallets holdning.

De tre mødre i al-Roj-lejren har administrativt fået fjernet deres danske statsborgerskab, mens børnene – med Lars Løkke Rasmussens ord – er danske.

Udenrigsministeren gik ved folketingsvalget i november til valg på, at både kvinder og børn skal evakueres til Danmark.

Men både Socialdemokratiet og Venstre gik til valg på, at kvinderne skal blive i Syrien, og at børnene kun skal til Danmark, hvis deres mødre tillader det.

Begge partier har bekræftet over for TV 2, at det fortsat er deres holdning.

Men det står ikke klart, hvilken holdning den samlede SVM-regering har. Det vil den ”relativt snart” gøre klart, bebudede Lars Løkke Rasmussen i forrige uge.

Danskere er splittede

Megafon har også bedt deltagerne i undersøgelsen om at tage stilling til en række udsagn om de kvinder og børn med tilknytning til Danmark, der er tilbage i Syrien.

Her mener 35 procent af de adspurgte, at både mødre og børn skal hentes til Danmark. 32 procent mener, at hverken mødre eller børn skal til Danmark.

Under den daværende S-regering blev tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres i alt 14 børn hentet til Danmark i oktober 2021. De tre kvinder har dog dansk statsborgerskab i modsætning til de tre kvinder, der er tilbage i Syrien.

De tre tilbageværende kvinder har hidtil afvist at lade deres børn rejse til Danmark uden dem.