Russiske militærfly kommer oftere tæt på Danmark

Nye tal viser, at danske F-16-fly oftere afviser russiske fly. I 2022 blev afvisningsberedskabet aktiveret mere end dobbelt så ofte som året før.

Danske kampfly går stadig oftere på vingerne for at afvise potentielle krænkelser fra russiske fly med kurs mod dansk luftrum.

Det viser nye tal fra Forsvaret.

I alt gik F-16-fly fra det såkaldte afvisningsberedskab på vingerne 80 gange i 2022. Det er mere end en fordobling fra året før, hvor de blev aktiveret 30 gange, og den stigning er tæt forbundet med Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, siger major Thomas Kristensen, der er jagerpilot i Forsvarets afvisningsberedskab på Flyvestation Skrydstrup.

- Det er selvfølgelig udtryk for, at der er krig i Europa, og Østersøen er blevet et stadig mere interessant område for russerne. Det er tydeligt, at der er mere aktivitet fra russisk side. Men vores allierede har jo også en øget tilstedeværelse i Østersøen. Så det er en spiral, hvor vi konstant matcher hinanden, siger Thomas Kristensen.

Egentlige krænkelser er sjældne

Når danske F-16-fly går på vingerne, handler det typisk om, at Forsvaret ser noget mistænkeligt på radaren, som de danske piloter går i luften for at se nærmere på.

I langt de fleste tilfælde er det russiske fly med kurs i retning af Danmark, som bøjer af, inden de når frem. Ofte kommer danske og russiske fly så tæt på hinanden, at piloterne får øjenkontakt, inden russerne vender rundt.

Egentlige krænkelser af dansk territorie er sjældne. Sidste år skete det en gang til søs og en gang i luften. Andre gange er det tæt på, siger jagerpiloten Thomas Kristensen.

- Når vi møder russerne deroppe og får visuel kontakt, er de ofte på vej mod vores interesseområde i et af deres store propeldrevne efterretningsfly. Så tager vi nogle billeder af dem og lader dem vide, at vi holder øje med dem. Og sørger for, at de ikke kommer ind over dansk territorie.

Kan I mærke flere provokationer fra russisk side?

- Generelt opfører de sig pænt. De kender os, og vi kender dem. Og så vinker vi til hinanden. Men indimellem oplever vi en mere aggressiv flyvning, der i højere grad tester vores grænser, lyder det fra Thomas Kristensen.

Forsvarets afvisningsberedskab har også civile opgaver. Det kan være assistance med kontrol af landingsstellet eller fly, der ikke svarer på opkald på radioen.

Men det vigtigste formål med afvisningsberedskabet er inden for få minutter at sende to F-16-fly på vingerne, når mulige fjender har kurs mod dansk luftrum.

Når det sker stadig oftere, er det udtryk for, at russerne vil vise, at de fortsat er en fjende, der er værd at have respekt for, siger major Esben Saling Larsen fra Forsvarsakademiet.

Video: TV 2 NEWS

- Der er tale om provokationer fra russisk side, der skal signalere, at Rusland fortsat er en betydelig militær magt, og at de mener det alvorligt. Også i forhold til et NATO-land som Danmark, siger Esben Salling Larsen til TV 2 og tilføjer:

- Når de udfordrer vores afvisningsberedskab, understreger de, at Rusland er en stormagt, der ikke er bange for NATO. Og at de er i stand til at bruge magt, hvis de en dag får lyst til det.

- Bliver russerne pågående, trækker vi os

Selvom møderne højt til vejrs mellem danske og russiske kampfly sker på en alvorlig baggrund, har de stået på i årevis og har også karakter af en form for drilleri mellem piloter. Og generelt gør de danske piloter sig umage med ikke at optrappe situationen, forklarer jagerpiloten Thomas Kristensen.

- Vi er ikke dem, der spiller med musklerne. Hvis russerne bliver for pågående, trækker vi os og holder øje med situationen på afstand, siger han og tilføjer:

- Vi holder fast i at vise dem, at vi har styr på vores luftrum og signalerer, at de ikke skal begynde på noget smart. De skal vide, at vi er der og holder øje.

Hvad må I egentlig deroppe? Må I for eksempel skyde varselsskud, hvis et russisk fly fortsætter ind over dansk luftrum?

- Det ville vi nok ikke gøre. Vi ville filme deres fly, vi ville gå tættere på og forsøge at få dem til at bøje af. Og så må det være op til udenrigsministeren på et senere tidspunkt at protestere over for russerne.

Hvad nu hvis et russisk fly angriber et dansk mål, hvad må I så?

- Hvis de bomber et dansk mål, så må jeg skyde. Selvfølgelig må jeg det. Og det kan jeg gøre uden at spørge nogen først. Det er jo ultimativt derfor, vi er der, siger Thomas Kristensen.

Forsvaret har også andre muligheder for at vise, at Danmark er på stikkerne over for russiske fly. Blandt andet kan der skrues op og ned for beredskabet ved at basere to af de fire F-16-fly fra Skrydstrup på Bornholm.

Her har de i perioder været fast placeret siden invasionen af Ukraine i februar sidste år, og efter noget tids fravær er de i denne uge dukket op igen.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra den russiske ambassade i Danmark.