Underskriftsindsamling om store bededag er blevet hacket, siger fagbevægelsen
Fagbevægelsens Hovedorganisation har startet en underskriftsindsamling, der skal vise den folkelige utilfredshed med bededagsforslaget.
Fagbevægelsen begyndte tirsdag morgen en underskriftsindsamling for bevarelse af store bededag på bevarstorebededag.dk.
På et tidspunkt efter klokken 20.30 tirsdag aften er underskriftindsamlingen blevet hacket.
Det meddeler fagbevægelsens hovedorganisation (FH) på Twitter.
- Vores underskriftindsamling "Bevar store bededag" er på et tidspunkt efter 20.30 blevet angrebet af hackere. Vi kan derfor p.t. kun bekræfte +210.000 underskrifter. Vi håndterer hackerangrebet og tager sagen meget alvorligt, skriver FH på Twitter.
Derfor har FH fjernet den løbende tæller, der registrerer nye underskrifter og justeret ordlyden til "mere end 220.000 danskere har skrevet under".
Det tal har TV 2 ikke kunnet verificere eller faktatjekke.
Klokken 22.30 fortæller en pressemedarbejder i FH til TV 2, at man har blokeret den person, man mistænker for at stå bag hackerangrebet.
Send en klar besked til regeringen
Da FH tirsdag formiddag lancerede underskriftsindsamlingen, var det med ambitionen om, at danskerne sendte en klar besked til regeringen.
På hjemmesiden kan man skrive under, hvis man "vil sende et klart budskab til regeringen: Drop planerne om at afskaffe store bededag".
Fra FH's formand Lizette Risgaard lød det i forbindelse med underskriftsindsamlingen:
- I FH taler vi på vegne af 1,3 millioner lønmodtagere. Men regeringen har ikke lyttet hverken til os, biskopperne eller de øvrige partier på Christiansborg og fortsætter med ultimatummer og korte frister.
- Derfor føler vi nu, at vi er nødt til at tage næste skridt. Vi opfordrer alle - uanset, hvad man har stemt, eller hvor man bor - til at skrive under på, at store bededag skal bevares. Regeringen kan ikke bare sætte alle normale aftaler ud af kraft, sagde hun.
Annonceringen af underskriftsindsamlingen kom samtidig med, at fagbevægelsen meddelte, at de ønsker en folkeafstemning om lovforslaget, der afskaffer store bededag.
En folkeafstemning kræver opbakning fra mindst en tredjedel af Folketinget.
Regeringen har afvist at tage sit store bededags-forslag af bordet.