Pludselig opdagede hun, at han havde taget kondomet af – nu advarer 28-årig om "stealthing"

Stealthing dækker over, når mænd i smug fjerner kondomet under sex. Ifølge foreninger kan mange blive udsat for det uden at være klar over det.

Allerede da de sad på mandens sofa, havde Stephanie Sørensen gjort det klart. Hun ville kun have sex med kondom, og hvis manden insisterede på andet, ville hun forlade lejligheden.

Manden blev ved med at proklamere, at han bestemt ikke gad bruge kondom, for det "gjorde han aldrig". Men til sidst indvilligede han, og Stephanie Sørensen husker, at hun var ekstra opmærksom på, om han tog kondomet på.

Da han pludselig stoppede undervejs, troede Stephanie Sørensen først, at der var noget galt. Han skulle bare lige rette på kondomet, sagde han. Men da manden skulle til at fortsætte, kunne Stephanie Sørensen se, at han havde taget det af.

- Jeg havde slet ikke overvejet, at han kunne finde på det. Jeg tænkte: "Det gør man da bare ikke", fortæller 28-årige Stephanie Sørensen.

Stephanie Sørensens historie er et eksempel på fænomenet stealthing. Det dækker over, at en mand sniger kondomet af under sex, uden at partneren har givet samtykke til det. Et fænomen, der ifølge en amerikansk rapport fra Columbia Journal of Gender and Law både er underrapporteret og stiger i omfang.

Kan være et mørketal

Herhjemme hører Sex og Samfund også om fænomenet på sin rådgivningslinje til unge. Organisationen understreger, at den ikke har fået mange henvendelser, men fortæller, at fornemmelsen er, at der kan være et mørketal.

- Det er for mange et ukendt fænomen, så det kan være, at de ikke ringer og beder om hjælp eller bare er forundret eller i chok. Det kan også skyldes, at mange ikke opdager, de bliver udsat for det, siger Majbrit Berlau, generalsekretær i Sex og Samfund.

Ud over Stephanie Sørensen har TV 2 været i kontakt med 15 kvinder, der alle fortæller, at de har været udsat for stealthing på et tidspunkt i deres liv. Nogle fortæller, at de har oplevet det med personer, de har mødt enkelte gange, andre med kærester. For nogle har det betydet, at de skulle tage fortrydelsespiller, mens enkelte fortæller, at de er blevet ufrivilligt gravide eller sterile på grund af en kønssygdom.

Der er ikke lavet nogen danske undersøgelser af stealthing. Men i en stor amerikansk undersøgelse fra 2019 svarede 19 procent af de adspurgte piger/kvinder og 5 procent af de adspurgte drenge/mænd, at de havde været udsat for stealthing.

I en anden undersøgelse lavet samme år i Australien svarede helt op til 32 procent af de adspurgte piger/kvinder, at de havde oplevet det.

Sådan fik vi kontakt til kvinderne

TV 2 har været i kontakt med i alt 15 kvinder, der fortæller, de har oplevet "stealthing". Kvinderne kontaktede selv TV 2s journalist, som havde skrevet et opslag i en Facebook-gruppe for piger og kvinder. Nogle af dem har TV 2 talt med, mens der i andre tilfælde er kommunikeret skriftligt. TV 2 kender alle kvindernes identitet. 

- Ubehageligt og klamt

Da Stephanie Sørensen så, at manden havde fjernet kondomet, skyndte hun sig at blokere for sin krop med sine hænder. Hun havde mødt ham på en datingapp, og de kendte ikke hinanden særligt godt.

- Han var iskold og prøvede at slippe afsted med det ved bare at være lidt fremme i skoene omkring det. Han sagde ingenting og kiggede dårligt på mig, før han skulle til at gå i gang igen, fortæller hun.

Det er så ubehageligt og klamt, at nogle er villige til at overskride de grænser

Stephanie Sørensen

Tanken om, hvis manden havde nået at gennemføre samlejet, piner hende i dag. Hun havde tidligere hørt om stealthing, men aldrig troet, at det ville ske for hende selv.

- Det er så ubehageligt og klamt, at nogle er villige til at overskride de grænser og vise så lidt respekt. Især når man er i gang med noget så intimt, fortæller hun.

I den amerikanske rapport fra Columbia University har forskere på baggrund af interviews med personer udsat for stealthing konkluderet, at de oplever de samme psykiske følger som ofre for andre overgreb. Ifølge rapporten vil det føles som "et tillidsbrud og en fratagelse af deres selvbestemmelse, ikke ulig voldtægt".

Stephanie Sørensen tror også, at det ville have føltes som et overgreb for hende, hvis manden havde gennemført sin manøvre. Hun ville havde følt sig udnyttet og brugt og være bekymret for, hvilke sygdomme han kunne have smittet hende med.

- Det er et ovegreb. For ja, man har sagt ja og givet samtykke til sex med kondom. Men i det øjeblik, han fjerner kondomet, har man ikke længere givet samtykke, siger hun.

Har du været udsat for et overgreb?

Hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb eller et forsøg på det, kan du søge hjælp hos Center for Voldtægtsofre, der har centre i alle regioner.

Du kan finde mere information her.

Ikke ulovligt i Danmark

Everyday Sexism Project Danmark, der er en frivilligdrevet forening mod sexisme, mener også, at stealthing er et klart overgreb. I Storbritannien, Australien og New Zealand er stealthing ulovligt, men det er ikke tilfældet i Danmark, hvor stealthing ikke er nævnt i straffeloven.

Zen Donen, der er talsperson for Everyday Sexism Project Danmark, har indtryk af, at stealthing sker relativt ofte. Når den frivillige forening har skrevet om fænomenet på de sociale medier, har den fået mange vidnesbyrd fra kvinder, der har været ofre for stealthing.

- Nogle af henvendelserne er voldsomme. Det handler om kvinder, som har oplevet at få en kønssygdom, og hvor det har haft voldsomme følger. Nogle er efterfølgende blevet sterile eller gravide, siger Zen Donen.

Kender du noget til "stealthing"?

Kender du noget til "stealthing", eller har du selv gjort det i en seksuel relation? Så hører TV 2 gerne fra dig.

Skriv til Laura Kongsmark Schuldt på laks@tv2.dk. 

Alle henvendelser behandles fortroligt.

Zen Donen fortæller, at hun ofte hører folk sammenligne stealthing med, hvis kvinder lyver om at være på p-piller. Hun mener dog, at der er en klar forskel.

- Man udsættes ikke for en fysisk risiko, hvis en kvindelig partner siger, hun tager p-piller og ikke gør det. Det er heller ikke i orden at gøre, men det er ikke et seksuelt overgreb, for det er ikke personens krop, det går ud over, siger hun.

En form for magt

Majbrit Berlau fra Sex og Samfund mener, at man ved stealthing indiskutabelt overskrider en anden persons grænser, og at samtykket forsvinder i øjeblikket, hvor kondomet fjernes.

- Det er en form for magt, man udøver over et andet menneske. Det er meget grænseoverskridende adfærd, og man påtvinger jo et andet menneske noget, de ikke har sagt ja til, og dermed en risiko for både sexsygdomme og graviditet, siger hun.

Jeg tror, at mange slet ikke kan forestille sig, at én, de er sammen med, ville gøre det mod dem

Stephanie Sørensen

Generalsekretæren understreger dog, at man som ung bør have tillid til, at langt de fleste seksuelle relationer er respektfulde.

Oplevelsen har betydet, at Stephanie Sørensen er mere varsom med, hvem hun indgår i seksuelle relationer med. Det er ikke første gang, at hun har oplevet, at mænd ikke har respekteret hendes ønske om at bruge kondom. Det har betydet, at hun i dag har svært ved at stole på mænd, fortæller hun.

Når hun deler sin oplevelse, er det med håb om, at det kan få flere mænd til at forstå, at stealthing ikke er okay. Hun håber også, at det kan forhindre, at nogen udsættes for det.

- Det skal stoppes. Jeg tror, at mange slet ikke kan forestille sig, at én, de er sammen med, ville gøre det mod dem. Det kan få store konsekvenser for folk på sigt, og der kan også være nogle, der har været ude for det uden at være klar over det, siger hun.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få kontakt til manden, som Stephanie Sørensen havde samleje med, da hun ikke kender hans efternavn eller har haft kontakt med ham efter episoden. Artiklen er derfor Stephanie Sørensens udlægning af historien.