Samfund

Prins Joachim deltager alligevel i ekskong Konstantins begravelse

Tidligere lød det fra kongehuset, at prins Joachim ikke kunne deltage "på grund af arbejdsmæssige forpligtelser."

Prins Joachim deltager også i ekskong Konstantins begravelse i Athen.

Det fortæller kongehusets kommunikationsafdeling til Billedbladet lørdag.

- Det bliver alligevel muligt for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim at deltage i kong Konstantins begravelse, efter det er lykkedes Prinsen at ændre sine oprindelige forpligtelser, oplyser kommunikationsafdelingen.

Ifølge Billedbladet kan man på kongehusets hjemmeside også se, at prins Joachim nu er blevet tilføjet som deltager i kong Konstantins begravelse på mandag i Grækenlands hovedstad.

Var forhindret på grund af arbejde

Den afsatte konge af Grækenland døde tirsdag i en alder af 82 år. Inden da havde han været indlagt i flere dage på intensivafdelingen på et privathospital i Athen.

Han var i kritisk tilstand med vejrtrækningsproblemer, og ifølge flere græske medier havde han fået et slagtilfælde i sit hjem.

Torsdag aften meddelte det danske kongehus, at dronning Margrethe, kronprins Frederik og prinsesse Benedikte vil deltage i begravelsen ved Metropolis-katedralen i Athen.

Men prins Joachim var forhindret på grund af arbejde, lød det fra kongehusets kommunikationsafdeling til Billedbladet fredag.

- Prins Joachim ville gerne have deltaget, men Prinsen er desværre forhindret på grund af arbejdsmæssige forpligtelser.

Afviste en officiel begravelse

Ekskong Konstantin var gift med dronning Margrethes søster Anne-Marie og var Grækenlands konge fra marts 1964 til april 1967, hvor officerer i den græske hær tog magten ved et kup.

Han forsøgte sig med et modkup, men den slog fejl, og derfor blev han sammen med den daværende dronning Anne-Marie, som han blev gift med i september 1964, tvunget i eksil.

I 1974 blev monarkiet i Grækenland afskaffet ved en folkeafstemning, efter at demokratiet var blevet genindført. Selv om Konstantin i årtier ikke officielt har været konge, har han fået lov at beholde sin titel.

Den græske regering afviste onsdag en officiel begravelse, og Konstantin vil derfor blive begravet som privatperson ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Begravelsen vil finde sted nord for Athen i Tatoi efter familiens ønske.

Ud over sin kone, Anne-Marie, efterlader Konstantin sig fem børn og ni børnebørn.