Samfund

TV 2 Lorry lukker – bliver til Kosmopol

Ifølge direktør Morten Kjær Petersen vil tv-stationen "ryste fortiden af sig" og skifte navn og retning.

34 år er lang tid i den moderne medieverden. Og nu lukker TV 2 Lorry – for i samme sekund at genopstå under et nyt navn: TV 2 Kosmopol.

Forberedelserne har været undervejs i det seneste år. Men fra tirsdag aften skal mere end to millioner potentielle seere og brugere vænne sig til et nyt navn.

- Vi er et andet medie i dag, siger direktør Morten Kjær Petersen til TV 2.

Spørgsmålet er, hvad det reelt betyder. Ser man på TV 2 Lorrys dækningsområde, rækker det fra Gribskov i det nordlige Sjælland til Stevns.

Ifølge pressemeddelelsen vil TV 2 Kosmopol "sikre seerne et globalt udsyn ved at formidle hovedstadens stærke forbindelse til omverdenen".

Og hvad betyder det så?

- Vi går ind og siger, hvad vi er sammen om, og hvad vi er fælles om i hele det område. Og det er hovedstaden, som mange kører ind og arbejder i hver dag, forklarer Morten Kjær Petersen.

Har aldrig været lokale

TV 2 Lorry har i sin levetid dækket 34 kommuner, der tilsammen rummer mere end en fjerdedel af den danske befolkning. Fra fiskeren i Gribskov over sygeplejersken i Vangede til den fuldskæggede barista på Vesterbro.

- Det er et spørgsmål om, at vi skal være meget lokale, og vi kommer i højere grad til at være regionale, siger direktøren.

Kommer I ikke til at underprioritere det meget lokale med det her?

- Vi når ud til 2,1 millioner borgere og en tredjedel af landets kommuner, så vi kan ikke være lokale og har aldrig været det, siger Morten Kjær Petersen.

Men det lyder alligevel som om, København kommer til at stå meget centralt i det her?

- Det vil vi ikke. Når vi taler om metropolen, så er det netop fordi det område, vi dækker. Der bor 700.000 i København og Frederiksberg kommune, så der vil naturligt være mere om de kommuner frem for de andre.

Hvad vi du sige til folk, som kommer og spørger dig, hvad med os i Hundested eller i Vallensbæk?

- Jeg vil sige, at jeg godt kan forstå deres bekymring, men at jeg synes, de skal se med. Og lad os så se om en måned, om de ikke har fået ro i sjælen.

Mest uhomogent besatte område

Morten Kjær Petersen peger på, at TV 2 Kosmopol skal dække Danmarks mest uhomogent sammensatte område.

- Vi tror på, at vi på denne måde kan ramme flest og være mest relevante for folk. Det fortæller vores analyser os.

Kan du uddybe, hvad de analyser fortæller?

- Hvis vi går nogle år tilbage, var der en forståelse for, at selv om man boede i Hillerød, skulle der også være noget fra Køge. Nu kan vi se, at hvis vi sidder med en fokusgruppe i Hillerød, gider de ikke høre noget om Køge også.

Det mere specifikt lokale skal afløses af en mere bredt favnende journalistik, der også udkommer på både web og sociale medier.

- Der har været en tendens til, at nyheder var "til mig", men vi prøver nu at sige, at vi laver nyheder "til os". Der er mange problemstillinger, som går på tværs, som for eksempel sundhedsvæsen eller energi- og klimapolitik, siger Morten Kjær Petersen.

Løfter blikket og kigger ud

Når TV 2 Lorry skal have nyt navn, skyldes det også, at mange brugere ifølge undersøgelser stadig ser på stationen i et lys fra en mellemfjern fortid.

Nu skal piben have en anden lyd. Og tv-stationen et nyt navn, der skal signalere ...ja, hvad egentlig?

- Vi kalder os Kosmopol, fordi vi løfter blikket og kigger ud. Både over kommunegrænsen, men sådan set også ud over regionsgrænsen og landegrænsen.

Da TV 2 Lorry havde premiere, bestod første udsendelse af 22 minutters levende billeder fra forskellige scener i sendeområdet. Fra landlig idyl til storbyens puls og videre til bølgernes sagte skvulp langs Nordkysten og videre mod boligblokke af beton.

Der er løbet en del vand i Søerne siden. Men ikke nok til at tv-stationens image er fulgt med tiden.

- Vi hører meget fra vores undersøgelse, at når folk ser det, vi laver, er reaktionen, at det da er "meget bedre, end det plejer at være", siger Morten Kjær Petersen, som håber på at TV 2 Kosmopol vil få en chance til hos de gamle og indfange nye brugere.

Sendetiderne på TV 2-fladen vil ligne sig selv på TV 2 Kosmopol.

Men væk er Lorryland og de karakteristiske børnevejrtegninger. Og så rykker de i alt fem værter tilbage fra skiftende lokationer i sendeområdet til det gamle domicil på Frederiksberg.