Coronavirus

Dansk hospital må aflyse enkelte operationer - patienter ligger på gangene

Ifølge hospitalet drejer det sig kun om få operationer. Først lød det ellers, at det var stort set alle operationer.

Aalborg Universitetshospital oplyser i et Facebook-opslag, at "enkelte planlagte operationer" tirsdag er aflyst.

Til at starte med oplyste hospitalet, at der var tale om "alle planlagte operationer" undtagen hjerte- og kræftoperationer. Men det er nu ændret.

- Aalborg Universitetshospital kunne i går se ind i, at der ville blive stor overbelægning, hvorfor vi blev nødt til at planlægge med at udskyde planlagte operationer. Heldigvis har det vist sig, at mange af vores afdelinger har haft mulighed for at håndtere en stor del af overbelægningen, og derfor har der ikke været et særlig stort behov for at udskyde i dag, siger hospitalsdirektør, Jens Ole Skov.

Fra i morgen er der i udgangspunktet normal aktivitet, men afdelingerne vil have mulighed for at udsætte patienter, hvis det skønnes nødvendigt, forklarer direktøren.

Aflysningerne skyldes, ifølge hospitalet, et ekstraordinært stort pres med mange patienter, der har infektionssygdomme som influenza A og coronavirus. Et pres, der betyder, at hospitalet har patienter, der ligger på gangene.

Et allerede fyldt bæger

Ifølge Henrik Nielsen, der er overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aalborg Universitetshospital, har der i forvejen været pres på hospitalet.

- Bægeret er allerede fyldt. Så der skal kun ganske få ekstra patienter til, før det tipper, siger han til TV 2.

Det særlige ved corona- og influenzapatienterne er, at de skal ligge i isolation, og det kræver ekstra plads, forklarer Henrik Nielsen.

Han fortæller, at der har ligget patienter med flere forskellige sygdomme på gangene, og at det i yderste konsekvenser mindre sikkert for patienterne, fordi der mangler adgang til de tekniske installationer, der er på stuerne.

- Men der er ganske enkelt ikke flere pladser på de medicinske afdelinger. Så de ligger på kirurgiske afdelinger, og det skubber jo nogle kirurgiske patienter væk, siger Henrik Nielsen.

Tredobbelt epidemi

For tiden er det både coronavirus, influenza og RS-virus, der spreder sig. Ifølge Statens Serum Institut (SSI) kan det nærmest kaldes "en tredobbelt epidemi".

Den stigende influenzasmitte er dog ret forventelig, lyder det fra flere hospitaler, som TV 2 har talt med.

- Der er ingen tvivl om, at der er stor travlhed på hospitalerne – bl.a. på grund af covid og influenza, men vi er ikke der, hvor vi taler om aflysning af planlagte operationer, lyder det fra regionen.

Henrik Nielsen peger på, at influenzasæsonen i år ramte tidligere end normalt.

- Det begyndte før jul, og vi har en influenzaepidemi i Danmark lige nu. Men det er jo det, der sker på den her årstid, siger han.

Selv om smitten er stigende, er der ifølge Henrik Nielsen stadig ugevis med stigende smitte i vente.

- Det bedste bud vil være omkring 1. februar. Vi har ikke set toppen endnu, siger han.

TV 2 har været i i kontakt med Aalborg Universitetshospital og afventer en kommentar.