Forurening med PFAS

Populære sodavandsmærker testet for PFAS – og klarede frisag

TV 2 har i samarbejde med laboratoriet Eurofins testet fem kendte sodavandsmærker for evighedskemikalierne PFAS. Ingen af dem indeholdt stofferne.

Coladrikkende danskere kan ånde lettet op.

TV 2 har testet fem forskellige slags sodavand, herunder de tre populære colamærker Pepsi Max, Coca Cola og Coca Cola Zero, for potentielt sundhedsskadelige PFAS-stoffer.

Ingen af læskedrikkene indeholdt dog spor af de såkaldte evighedskemikalier. Det er stoffer, der godt nok ikke er akut giftige, men som akkumuleres i kroppen over tid og kan medføre en lang række negative helbredseffekter – herunder forøget risiko for nogle typer af kræft.

I testen bad TV 2 det akkrediterede laboratorium Eurofins om at undersøge fem populære sodavandsmærker for 20 af de mest problematiske PFAS-stoffer.

Eurofins testede udover de tre cola-mærker Pepsi Max, Coca Cola og Coca Cola Zero også Faxe Kondi og Ramlösa Citrus.

Ingen af drikkene indeholdt spor af PFAS, hvilket de to bryggerier Carlsberg og Royal Unibrew hilser med tilfredshed. De oplyser begge, at de selv er begyndt at teste vandet i produktionen for PFAS.

PFAS i øl fra Fanø

Hovedingrediensen i sodavand og øl er som bekendt vand, og derfor er de danske bryggerier helt afhængige af kvaliteten af det vand, som de offentlige vandværker leverer til deres produktion.

Det måtte Fanø Bryghus sande i 2021, da det stod klart, at alt lokalt vand i kommunen overskred nye skærpede grænseværdier for PFAS i drikkevand på to nanogram per liter.

Vandet på Fanø er forurenet med PFAS over grænseværdien, og vandforsyningen fik først i oktober 2022 installeret et midlertidig rensningsanlæg.

Det betyder, at alle øl fra Fanø Bryghus, der er brygget før oktober 2022, efter alt at dømme indeholder dobbelt så meget PFAS, som det er tilladt i drikkevand.

- Vandet på Fanø er noget af det fineste vand, har vi altid sagt. Og så finder man så ud af, at ”shit, det er fyldt med PFAS”. Det er ikke godt det her, siger direktør Sofie Jansen fra Fanø Bryghus.

”Shit, det er fyldt med PFAS”. Det er ikke godt det her

Sofie Jansen, direktør for Fanø Bryghus

Test af sodavand for PFAS

TV 2 bad det akkrediterede laboratorium Eurofins analysere fem af de mest populære sodavandsmærker i Danmark for 20 forskellige PFAS-stoffer. Der blev ikke fundet spor af PFAS i nogen af drikkevarerne.

Følgende mærker blev testet:

  • Pepsi Max
  • Coca Cola
  • Coca Cola Zero
  • Faxe Kondi
  • Ramlösa Citrus

Da bryghuset hørte om den nye grænseværdi, gik man straks i gang med at lede efter en løsning,

- Jeg undersøgte, hvad vi kunne gøre. Vi overvejede selv at få et rensningsanlæg på. Jeg var så langt ude, fortæller direktør Sofie Jansen.

Fanø Bryghus valgte dog i sidste ende at afvente, at den lokale vandforsyning Fanø Vand fik etableret deres midlertidige rensningsanlæg i oktober 2022.

- Det er dejligt for os herovre, at man har fundet en løsning indtil videre, siger Sofie Jansen.

En mere permanent rensning af drikkevandet på Fanø forventes at kunne etableres i løbet af foråret 2023.

Bryggerier holder øje

Flere steder i Danmark er indvindingsboringer som dem på Fanø ramt af PFAS-forureninger over grænseværdien for drikkevand.

En rundspørge foretaget af TV 2 viste for nylig, at hver femte kommune har en eller flere drikkevandsboringer, hvor vandet indeholder PFAS i mængder over grænseværdien. Derfor er en række vandforsyninger nødt til at fortynde eller rense sig ud af PFAS-problemerne, hvis de ikke kan få dispensation fra Styrelsen for Patientsikkerhed til at forsætte med at levere forurenet vand i en periode.

Helbredseffekter af PFAS

PFAS-stoffer kan være sundhedsskadelige og medføre:

  • Forøget risiko for nyrekræft og testikelkræft
  • Nedsat vaccineeffekt hos børn
  • Forhøjede kolesteroltal
  • Forandringer i leverenzymer
  • Mindre fald i fødselsvægt
  • Øget risiko for højt blodtryk hos gravide

Kilde: CDC

Hos Bryggeriforeningen er man godt klar over, at PFAS kan gå hen og blive et problem for bryggerierne på længere sigt.

- Situationen giver da lidt grå hår i hovedet på vores medlemmer, for de har en interesse i, at det vand, der bliver brugt i deres produkter, er så rent som overhovedet muligt, siger kommunikationschef Louis Illum Honoré fra Bryggeriforeningen.

Situationen giver da lidt grå hår i hovedet på vores medlemmer

Louis Illum Honoré, kommunikationschef for Bryggeriforeningen

Han fortæller, at bryggerierne er ret optagede af, hvor i landet der bliver fundet PFAS i drikkevandet.

- Og jeg er også sikker på, at de kigger lidt grundigere end normalt på kvalitetsrapporterne for vandet, for at være helt sikre på at det vand, de bruger i deres øl og sodavand, overholder de krav, der er, siger Louis Illum Honoré.

TV 2 har tidligere testet en række forskellige typer flaskevand, hvoraf hovedparten også bliver tappet af danske bryggerier.

I alt ti forskellige mærker af flaskevand blev analyseret for PFAS, men ingen af dem indeholdt spor af evighedskemikalierne – ligesom de fem sodavandsmærker TV 2 nu har testet heller ikke gjorde det.

Tester selv nu

Hos bryggeriet Carlsberg sikrer man sig mod ubehagelige overraskelser ved selv at teste vandet, der bruges i produktionen for PFAS. Det har selskabet ikke tidligere gjort, men man begyndte på det i sommeren 2022.

Carlsberg producerer blandt andet Coca Cola, Coca Cola Zero og Ramlösa Citrus, som TV 2 fik testet for PFAS.

- Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at I ikke har fundet spor af PFAS i vores produkter, siger presserådgiver Kasper Emil Jakobsen fra Carlsberg.

Carlsberg oplyser, at vandet til deres bryggeri i Fredericia kommer fra de offentlige vandværker, mens vandet til selskabets Kildevæld-produkter, som TV 2 også tidligere har testet for PFAS, bores op i Saltum.

- Vi tester vandet begge steder årligt. Det omfatter nu også test af PFAS, forklarer Kasper Emil Jakobsen fra Carlsberg.

Vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at I ikke har fundet spor af PFAS i vores produkter

Kasper Emil Jakobsen, presserådgiver for Carlsberg

Hos konkurrenten Royal Unibrew er meldingen den samme. Man får vandet fra den lokale vandforsyning, men bryggeriet tester også selv vandet for PFAS.

- Vi har ikke på noget tidspunkt set resultater i nærheden af grænseværdierne for PFAS-forbindelser. Resultatet af jeres test er derfor som forventet, siger Henriette Hanne Øllgaard fra Royal Unibrew.

Selskabet er producenten bag de kendte sodavandsmærker Pepsi Max og Faxe Kondi, som viste sig ikke at indeholde PFAS i TV 2s test.