Coronavirus

Patientforening efterlyser klar besked efter stigende smitte

Det vil have store konsekvenser, hvis der igen kommer restriktioner på plejehjem. Organisation håber på tiltag fra sundhedsmyndighederne i tide.

På landets plejehjem er både beboerne og deres pårørende bekymrede.

Udover smitte med influenza og RS-virus er smitten med coronavirus også stigende. Det samme er antallet af dødsfald – og i en sådan grad, at der er en betydelig overdødelighed blandt landets ældste og mest sårbare.

Der er en bekymring, og det er vigtigt at tage hånd om

Morten Freil, direktør

Det får nu Danske Patienter, der er paraplyorganisation for en lang række patientforeninger som Lungeforeningen og Alzheimerforeningen, til at efterlyse klar besked fra de danske sundhedsmyndigheder.

For der er med den stigende smitte også en stigende tvivl blandt de sårbare og pårørende på plejehjemmene om, hvorvidt der bliver gjort nok for at beskytte dem, lyder det fra Morten Freil, der er direktør for Danske Patienter:

- Det ville være godt, hvis myndighederne fik kommunikeret tydeligt, hvordan plejehjemmene, de sårbare og pårørende skal forholde sig, siger han.

Og her kan sundhedsmyndighederne ifølge Morten Freil med fordel inddrage patientforeningerne mere.

- Hvis myndighederne har en tættere dialog med patientforeningerne, ville de også opnå viden om den usikkerhed, som patienter og pårørende har – og hvad det i virkeligheden er, man skal kommunikere ud. Der er en bekymring, og det er vigtigt at tage hånd om, siger Morten Freil.

Håber på tiltag i tide

Ifølge direktøren vil det have store negative konsekvenser, hvis smittespredningen ender i en situation, hvor der igen skal indføres besøgsrestriktioner på plejehjem og hospitaler.

- Derfor håber vi, at man i tide får kommunikeret klare retningslinjer, der kan dæmme op for smitten på plejehjemmene og hospitalerne, siger Morten Freil.

Men ifølge både Sundhedsstyrelsens og Statens Serum Institut (SSI) er der ingen nye anbefalinger på vej i forhold til værnemidler, herunder mundbind, lød det senest i en mail fra Sundhedsstyrelsen til TV 2 mandag.

Vi har derfor en god beskyttelse

Sundhedsstyrelsen

Fra Statens Serum Institut lød det også mandag, at det bedste råd er at blive vaccineret, hvis man endnu ikke har taget imod tilbuddet. Men det gælder ikke et femte stik, sådan som Alzheimerforeningen efterlyste i juledagene.

Her oplyste Sundhedsstyrelsen ifølge Berlingske nemlig i en mail, at der ikke var behov for et femte stik.

Sundhedsstyrelsen oplyser onsdag i et skriftligt svar til TV 2, at den løbende vurderer, om der er behov for yderligere tiltag som for eksempel endnu et boosterstik. Den skriver også, at tilslutningen til boostervaccinationen i efteråret "har været tårnhøj" – særligt blandt de mest sårbare.

- Covidvaccinernes beskyttelse mod alvorlig sygdom og død har i de første vurderinger været rigtig god. Vi har derfor en god beskyttelse, skriver styrelsen.

Styrelse ville styrke indsatsen for at øge tilslutning til vaccinerne

Danske Patienter peger også på den lave vaccinetilslutning blandt sundhedspersonale, hvoraf en del arbejder på plejehjem sådan som TV 2 kunne fortælle i december.

Her viste tal fra SSI, at mens 89 procent af plejehjemsbeboerne har modtaget et boosterstik siden september, så var det på det tidspunkt kun cirka hver femte af sundhedspersonalet mellem 18 til 49 år, der havde fået et boosterstik.

Det er en meget sårbar gruppe, og jeg tror desværre ikke, vi kan beskytte dem meget bedre end dét

Allan Randrup Thomsen, professor

Sundhedsstyrelsen oplyste til TV 2 i december, at styrelsen nu ville ”styrke indsatsen for at øge tilslutningen.” Men heller ikke på den front er der sket meget.

I et skriftligt svar oplyser Sundhedsstyrelsen, at den har været i dialog med regioner og kommuner, og at der er "tilbudt informationsmateriale til brug for den lokale kommunikationsindsats."

Sundhedsstyrelsen henviser derudover til, at den i en pressemeddelelse 16. december opfordrede danskerne til at tage mod tilbud om en vaccine. Pressemeddelelsen handler om influenzavaccination og ikke boostervaccinen, der kort bliver nævnt.

Hyppig testning af personer og besøgende

Professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, peger også på, at vaccineandelen blandt personalet på for eksempel plejehjemmene er meget lav.

Jeg tror ikke, vi får så meget ud af endnu en booster her og nu

Allan Randrup Thomsen, professor

Han ser gerne, at mange flere tager mod vaccinen.

- Selv om vaccinerne ikke er perfekte til at forhindre spredning af smitte (blandt andet på grund af en ny variant, red.), så reducerer de altså smitteoverførslen noget. Og dermed vil risikoen for, at personalet fører smitten med ind på plejehjemmene også blive reduceret. Ikke til nul, men noget, siger han til TV 2.

Allan Randrup Thomsen peger blandt andet også på en anbefaling om hyppig testning af personalet og besøgende som en mulighed. For når smitten først er kommet indenfor dørene, så bliver den nemt båret rundt af de ansatte.

Ændrede procedurer, så de ældre ikke udsættes for flere forskellige ansatte på én dag, kunne også være en løsning.

- Men derudover er det svært, må man sige, fordi dem, der er på plejehjemmene, er jo nok alt andet lige de dårligste af de dårlige. Det er en meget sårbar gruppe, og jeg tror desværre ikke, vi kan beskytte dem meget bedre end dét, siger Allan Randrup Thomsen.

Endnu et boosterstik er ikke løsningen lige nu

Immunforsvaret bliver dårligere med alderen, hvilket også har den konsekvens, at de ældres immunforsvar reagerer dårligere på vaccinerne. Samtidig forsvinder immuniteten hos de ældre også hurtigere på grund af immunforsvaret.

Allan Randrup Thomsen mener derfor ikke, at endnu et boosterstik, sådan som Alzheimerforeningen foreslår, er en løsning:

Samtidig viser amerikansk data ifølge Allan Randrup Thomsen, at den seneste booster ikke var voldsomt effektiv til at øge niveauet af antistoffer i forhold til den variant, der dominerer nu, BQ.1.1.

- Der er desuden ikke særlig længe siden, de ældre har fået en booster, så jeg må sige, at jeg tror ikke, vi får så meget ud af endnu en booster her og nu.

Sundhedsstyrelsen oplyser desuden til TV 2, at pårørende kan følge de generelle smitteforebyggende råd, hvis de er bekymret for at smitte et ældre familiemedlem. Det vil sige at blive hjemme, hvis man er syg, lufte ud, vaske hænder, hoste i ærmet og gøre rent.

- Man kan også tage mundbind på, hvis man for eksempel skal besøge et familiemedlem og hoster lidt eller af andre årsager gerne vil beskytte den, man skal besøge, oplyser Sundhedsstyrelsen.