Coronavirus

Alle EU-lande opfordres til at indføre krav om negativ test for rejsende fra Kina

Det er afgørende, at Danmark overvåger, om indrejsende er smittet med farlige varianter, siger professor til TV 2.

EU's medlemslande opfordres "på det kraftigste" til at kræve en negativ coronatest for rejsende fra Kina.

Sådan lyder udmeldingen onsdag aften efter et flere timer langt møde i EU's krisehåndteringsorgan, IPCR.

Derudover lyder anbefalingen, at passagerer fra Kina bør bære mundmind under hele rejsen, og at EU-lande skal lave stikprøvekontrol af tilrejsende og teste spildevand i lufthavne med ankomster fra Kina.

Baggrunden for de nye anbefalinger er de seneste ugers kraftige stigning i smitten i Kina, efter landet har lempet coronarestriktionerne.

Har bedt SSI vurdere

En række europæiske lande, herunder Spanien, Frankrig og Italien, har allerede indført restriktioner for indrejsende fra Kina.

Herhjemme har særligt Enhedslisten, SF og Det Konservative Folkeparti presset på for, at Danmark skulle gøre det samme.

TV 2 har i flere dage forsøgt at få et interview med sundhedsminister, Sophie Løhde (V). Onsdag aften, kort inden meldingen fra EU, sende hun et skriftligt svar:

- Jeg har i dag bedt Statens Serum Institut vurdere, hvorvidt andre EU-landes tiltag i forhold til test for rejsende fra Kina er relevant i en dansk kontekst, herunder test af spildevandet fra fly ankommet fra Kina. Når denne vurdering foreligger fra SSI, vil jeg orientere ordførerne.

Hvorvidt Danmark vil følge de nye anbefalinger fra IPCR vides endnu ikke.

IPCR består af repræsentanter fra alle EU's 27 medlemslande. Organets anbefaling minder om en tidligere anbefaling fra EU-Kommissionen.

En god idé med overvågning

Ifølge Eskild Petersen, professor emeritus og adjunkturet professor i infektionssygdomme, er det en god idé at indføre tiltag.

Særligt test af spildevand er oplagt, siger han til TV 2.

- Når man undersøger toilet-indhold fra fly kan man finde ud af, om det har været passagerer ombord smittet med nye varianter. Det er den bedste måde at lave overvågning.

Eskild Petersen mener altså ikke, at det er nødvendigt at tilbageholde og isolere smittede - det afgørende er, at myndighederne kan holde øje med, om der opstår potentielt farlige varianter.

- Vi kan ikke nødvendigvis regne med, at de tal, Kina fremlægger er korrekte. Derfor bør vi overvåge selv, siger han.

Nedtoner det ægte omfang

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har onsdag opfordret Kina til at fremlægge mere pålidelige tal om landets nuværende coronasituation.

WHO mener, ligesom Eskild Petersen, at de nuværende tal er misvisende for det reelle udbrud i landet.

- Vi tror, at de nuværende tal, der udgives af Kina, nedtoner det ægte omfang af udbruddet, når det kommer til hospitalsindlæggelser, indlæggelser på intensivafdelinger og dødsfald, siger WHO's katastrofechef, Michael Ryan.

Han kritiserer Kina for at have en "meget smal" definition af coronadødsfald.