Samfund

Mystiske gummibåde skyllet op på kysten i dansk havneby – politiet undrer sig

Der er ikke umiddelbart nogen bud på, hvorfor gummebåde er strandet i Thorsminde.

Ikke bare en gang, men hele tre gange på halvanden måned er gummibåde strandet i Thorsminde.

Senest skete det 30. december, hvor en stor, sort gummibåd blev fundet på standen i den lille vestjyske fiskerby.

Det skriver Dagbladet Holstebro.

Båden var ikke meldt savnet, og der er heller ikke nogen, der har gjort krav på den. Og det vækker undren hos både politiet og den lokale kystredningstjeneste.

Minder om migrantbåde

Ifølge lederen af kystredningstjenesten i Thorsminde, Bjarne Mikkelsen, strandede to lignende gummibåde i byen for halvanden måned siden.

Han har ikke noget bud på, hvor bådene stammer fra.

- Men det er tydeligt med mærkerne, at der har været en motor på på et eller andet tidspunkt, siger Bjarne Mikkelsen til Dagbladet Holstebro.

De tre både minder ikke bare om hinanden, men de minder også om de både, der bliver brugt af menneskesmuglere, der fragter migranter over Den Engelske Kanal.

På den båd, der strandede 30. december, står der "SAR 3510" forskellige steder på bagpartiets stykke, skriver det lokale dagblad. Ifølge Bjarne Mikkelsen står det for "Search and Rescue" – eller på dansk "søgning og redning".

TV 2 har været i kontakt med Bjarne Mikkelsen, der ikke ønsker at uddybe fundene af bådene.

Politiet undersøger sagen

Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter over for TV 2, at man har modtaget anmeldelser om de tre gummibåde. Heller ikke politiet ved, hvor bådene stammer fra.

- Men vi undrer os selvfølgelig, det er klart, siger vagtchef Ole Vanghøj fra politikredsen.

Han tilføjer, at politiet er i gang med at undersøge sagen nærmere.

- Hvis det virkelig er noget, og der har været mennesker ombord, så er det jo frygteligt, siger vagtchefen.