Samfund

Bemærkelsesværdig udvikling i år – en ting har formentlig spillet en stor rolle

Der var mindre travlt end tidligere nytår, men brandfolkene ærgrer sig stadig over de mange undgåelige brande.

Mens pjaskvådt vejr ganske vist gjorde det til et roligere nytårsdøgn end mange tidligere år, ærgrer Danske Beredskaber sig stadig over, hvor mange ressourcer brandmænd må afsætte til undgåelige brande.

Bjarne Nigaard, som er sekretariatschef ved Danske Beredskaber, understreger, at brandvæsnet i år har været godt hjulpet af det våde vejr.

- Selvom vi har haft travlt, har vi ikke haft helt lige så travlt, siger han.

Samme melding kommer fra flere politikredse, som TV 2 har været i kontakt med i løbet af nytårsnatten.

Fire anholdt i Nordjylland

I Nordjylland har politiet haft travlt med mindre sager nytårsnat, oplyser vagtchef Thomas Ottesen til TV 2.

Fire mænd i alderen 17 til 26 år er blevet anholdt i nattens løb efter optræk til ballade. De er nu i gang med at sove rusen ud.

Desuden har der ifølge vagtchefen været et par småbrande spredt over hele politikredsen. Mange af dem menes at være forårsaget af fyrværkeri.

- Ellers har der været forbavsende stille og roligt i betragtning af, at det er nytårsnat, siger Thomas Ottesen.

På Fyn er meldingen fra vagtchef Nilan Seyfabad, at der har været små anmeldelser af fyrværkeri, et par sager om fyrværkeri og bilbrande, og at de er kommet "i bølger". Hos Københavns Politi har natten været "rolig", og Østjyllands Politi har haft enkelte sager i Århus med gerningsmænd, hvor der er blevet skudt fyrværkeri mod andre.

Også hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har det været en "meget rolig nat i kredsen" med få anmeldelser om vold, brande og uorden, oplyser politikredsen på Twitter.

Halvt så mange udrykninger

De sidste 5 år har der i gennemsnit været cirka 500 udrykninger i løbet af nytårsdøgnet. Det var imidlertid helt nede på 284 i år.

Tallet er lavt sammenlignet med en nytårsaften med klart vejr og uden nedbør, men antallet af udrykninger er stadig tre gange så højt som på et normalt døgn.

Og Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber ærgrer sig over, at de danske brandmænd igen i år må bruge tid og ressourcer på at slukke ildebrande, som nemt kunne være undgået.

- Det er typisk affaldscontainere og skraldespande, som bliver sat i brand med vilje. Og i år er der en del bilejere, der har stillet deres bil på en parkeringsplads og i morgen finder ud af, at den er blevet brændt af, siger Nigaard.

- Det er selvfølgelig nogle rigtigt triste hændelser, vi skal bruge tid på, og det er nogle rigtigt triste hændelser for dem, som det går ud over. Og så er det i øvrigt rigtig dumt for samfundet som helhed.

Bjarne Nigaard vurderer, at omkring en tredjedel af brandene kunne være undgået. Det er eksempelvis containerbrande og bilbrande.

50 mand sendt til tagbrand

Et af de grelle eksempler var i Københavns Nordvest-kvarter, hvor en containerbrand endte med at sprede sig til den tilstødende ejendoms tag.

Ilden spredte sig via taget over 3 opgange, og 24 lejligheder måtte evakueres, mens 50 brandfolk sloges for at slukke branden.

- Vi er jo nødt til at prioritere at slukke dem. Og ved en stor brand som for eksempel ejendommen i Nordvest-kvarteret i København, når vi sender 50 mand derud, så giver det sig selv, at de 50 mand ikke kan løse andre opgaver, mens de skal slukke denne her brand.

- Det kan jo i sidste instans betyde, at vi kommer senere afsted til noget andet, som er rigtig vigtigt, siger Bjarne Nigaard.

Der har i årets nytårsdøgn været godt 1800 brandfolk på vagt. Tallene er opgjort mellem middagstid 31. december og klokken 04.00 om morgenen 1. januar.

Alle personer med øjenskader er mænd

Øjenafdelingerne på landets hospitaler har nytårsaften og -nat behandlet 25 personer med øjenskader, siger Ulrik Correll Christensen, der er øjenkirurg på øjenafdelingen på Rigshospitalet.

Han har indsamlet tal fra hele landet.

- Det er meget normalt, at vi ser mellem 20-25 personer, der kommer til skade omkring nytår, siger Ulrik Correll Christensen.

Alle med øjenskader har været mænd under 50 år. En tredjedel af dem har været under 18 år.