Samfund

Dronningen om krisen i den royale familie: - Det gør mig ondt

Ifølge kongehusekspert er det meget usædvanligt, at dronningen påtaler en konflikt mellem kongehusets medlemmer i sin nytårstale.

Dronning Margrethe adresserede forholdet til prins Joachim og prinsesse Marie i sin årlige nytårstale.

Det gjorde hun i kølvandet på, at hun tilbage i september besluttede at fratage parrets børns titler som prinser og prinsesse, hvilket af mange blev kaldt en ydmygelse af prins Joachim.

- Jeg omfatter hele min familie med stor kærlighed til alle tider. Vanskeligheder og uenighed kan opstå i enhver familie, også i min. Det har hele landet været vidne til, lød det fra dronningen i slutningen af nytårstalen, hvorefter hun tilføjede:

- At forholdet til Prins Joachim og Prinsesse Marie er løbet ind i vanskeligheder, gør mig ondt.

Haft tid til ro og eftertanke

Efter dronningens udmelding om, at prins Nicolai, prins Felix, prinsesse Athena og prins Henrik fra 1. januar 2023 ikke længere må kalde sig prinser og prinsesse, lød det fra Prins Joachim, at det gjorde ham ked af det at se sine børn blive "gjort fortræd".

Jeg er sikker på, at familien sammen kan gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod

Dronning Margrethe

Senere i oktober lød det fra prinsen, at der ikke havde været nogen kontakt mellem ham og dronningen siden udmeldingen.

Efterfølgende har prins Joachim dog besøgt sin mor på Fredensborg Slot, og ifølge dronning Margrethe har familien haft tid til ro og eftertanke, hvilket hun påtalte i nytårstalen.

- Jeg er sikker på, at familien sammen kan gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod, sagde hun.

I den her tale går hun (dronning Margrethe, red.) rent faktisk meget langt

Lars Hovbakke Sørensen, kongehusekspert

Skelner mellem familie og monarki

Ifølge kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen er dronningens henvisning til den royale krise både en fremstrakt hånd til prins Joachim og prinsesse Marie, men samtidig mener han også, at hun gør det klart, at kronprinsparret er vigtigere i forhold til institutionen kongehuset.

- Hun får jo også flere gange i løbet af talen sagt noget om kronprisparrets særlige roller og betydning for monarkiet, så hun skelner jo mellem familien og de personer, der er særligt vigtige i forhold til Danmark: nemlig kronprinsparret, siger han til TV 2.

Ifølge kongehuseksperten kan dronningen ikke gå dybere ned i konflikten på grund af hendes rolle som regent.

- I den her tale går hun rent faktisk meget langt i forhold til, hvad man plejer at gøre i Danmark og i andre lande, når der har været nogle kriser og problemer, fastslår han og tilføjer:

- Det her er meget usædvanligt, for her taler hun om en direkte konflikt mellem kongehusets medlemmer.

Kongehuset har tidligere begrundet beslutningen om at fratage prins Joachims børns titler med, at det skal være med til at fremtidssikre kongehuset og sikre, at børnene kan skabe deres egen tilværelse.