Samfund

Forsvarets Efterretningstjeneste tror, at sygdom har påvirket Putins beslutninger

Forsvarets Efterretningstjeneste puster nu liv til rygterne om Putins dårlige helbred.

Da Ruslands præsident, Vladimir Putin, besluttede at indlede invasionen af Ukraine, var han påvirket af en slags kræftmedicin, hvis bivirkninger blandt andet indebærer en form for storhedsvanvid.

Storhedsvanvid er en af de kendte sideeffekter af den type hormonbehandling, som han fik

Joakim, Forsvarets Efterretningstjeneste

Det er en af flere betragtninger, som en anonym chef for Ruslandsanalyse i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har fortalt om til Berlingske. FE-chefen medvirker kun i artiklen med sit fornavn, Joakim.

- Storhedsvanvid er en af de kendte sideeffekter af den type hormonbehandling, som han fik, siger han til Berlingske.

- Det er ikke noget, jeg kan sige med sikkerhed, men jeg tror, at det påvirkede hans beslutninger, da han gik ind i krigen i Ukraine.

Senere i interviewet med Berlingske siger FE-chefen, at præsident Putin desuden havde såkaldt "måneansigt" i begyndelsen af året, da krigen brød ud, og at det er en "anden kendt sideeffekt af den samme hormonbehandling".

Forsvarets Efterretningstjeneste har bekræftet FE-chefens udtalelser over for TV 2.

Militærhistoriker: Det er værdifuldt

Udtalelserne fra FE-chefen er et "meget værdifuldt indspil i Danmarks vidensdatabase", siger Niels Bo Poulsen, der er militærhistoriker og chef for Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, til TV 2.

- FE råder over ekspertise og ressourcer til at indhente data, som hverken forskere eller journalister kan indhente, og kan sætte det i kontekst. Når de gør sig samme betragtninger, som en række journalister og eksperter i øvrigt også gør sig, så er de med til at validere nogle af de overvejelser, der allerede florerer, siger han.

FE har ikke bare "gættet henover frokostbordet"

Rygter om 70-årige Vladimir Putins helbred florerede allerede før krigens begyndelse, men siden 24. februar er de taget til. Putin er syg med kræft, har demens og Parkinsons sygdom, og han har også en kronisk rygskade, skal man tro rygterne, der lever på internettet.

Netop af den grund – rygterne som den russiske regering i øvrigt har afvist – hæfter Niels Bo Poulsen sig ved netop FE-chefens udtalelser om Putins helbred, og han kalder det "interessant", at Forsvarets Efterretningstjeneste nu bekræfter flere af formodningerne.

- Vi må antage, at når en højtstående medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste siger, at FE vurderer, at Putin har haft kræft, og at han også har en række skader fra de mange fysiske aktiviteter, han har lavet i løbet af årene, så er det ikke noget, de har siddet og gættet på hen over frokostbordet, siger Niels Bo Poulsen.

Chefen fra Forsvarets Efterretningstjeneste mener at vide, at påståede adfærdsændringer og ændringer i Putins fysiske fremtoning, der er blevet omtalt i pressen, og som har fået stor opmærksomhed gennem videoer på de sociale medier, skyldes kroniske smerter, som Putin har fået efter en række fald og uheld.

Skaderne skulle stamme fra judo og ishockey.

- Det er derfor, at han sidder og krammer om ting. Det er for at lave smertelindring, siger FE-chefen til Berlingske.

Vladimir Putin har også selv forholdt sig til spekulationerne om sit helbred. Det skete i juni, da han han ifølge The Guardian citerede forfatteren Mark Twain, der af den amerikanske dagspresse i 1897 blev erklæret død.

- Rygterne om min død er stærkt overdrevne, lød det fra Putin.

Det er Putin, der træffer beslutningerne

FE-chefen Joakim siger, at han tror, at Putin var påvirket af medicin, da han traf beslutningen om at invadere Ukraine.

Anders Puck Nielsen, der er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, kalder FE's betragtninger om Putins helbred for "spekulationer", som han "har svært ved at se, hvad vi skal bruge til".

Men han påpeger alligevel, at mange af Putins beslutninger er truffet af ham alene, og adspurgt om det er plausibelt, at beslutningen om at invadere Ukraine alene kunne skyldes storhedsvanvid hos Vladimir Putin, svarer Anders Puck Nielsen:

- Det russiske system er enormt topstyret, det er et personligt autokrati, og der er man jo enormt sårbar over for, hvis autokraten træffer dårlige beslutninger, siger Anders Puck Nielsen.

- Der er rigtig meget, der tyder på, at det er Putin, der på et personligt plan har truffet mange af de beslutninger, der har ført til den situation, vi har nu, men det har ikke været en impulsiv beslutning.

Chefen fra Forsvarets Efterretningstjeneste fortæller også til Berlingske, at FE's vurdering ved krigens udbrud var, at Rusland hurtigt ville vinde, men at en række fejlskøn fra Putins side forpurrede den forventede sejr.