Sanjay Shah skal udleveres til Danmark, beslutter dommer i Dubai
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kalder det "en stor sejr for Danmark", men Sanjay Shah har efterfølgende anket afgørelsen.
Sanjay Shah, der er tiltalt for at have hevet godt ni milliarder kroner ud af det danske skattesystem, kan udleveres til Danmark.
Det har en dommer i Dubai, hvor Sanjay Shah har siddet i fængsel siden maj, torsdag besluttet.
Afgørelsen er bemærkelsesværdig, fordi en dommer ved samme retsinstans i september nåede frem til det stik modsatte resultat.
Dengang var det juridiske fodfejl i den danske udleveringsanmodning, der spændte ben for, at Shah kunne udleveres. Efterfølgende fulgte et opsigtsvækkende forløb, hvor sagen blev sendt retur på baggrund af en anden teknikalitet.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) kalder torsdagens afgørelse for "en stor sejr for Danmark", men fejringen ser ud til at blive kortvarig.
Torsdag formiddag har Sanjay Shah således anket udleveringen, oplyser en talsmand fra hans advokat til TV 2.
Et sindrigt system
Britiske Sanjay Shah er hovedperson i den store skandale om udbytteskat, der menes at have kostet Danmark mere end 12,7 milliarder kroner.
Sammen med blandt andre sin højre hånd Anthony Mark Patterson menes Shah at have snydt de danske skattemyndigheder gennem et sindrigt system, der kort fortalt havde til formål at få refunderet skat, som aldrig var blevet indbetalt.
Sanjay Shah har selv sagt, at han blot udnyttede et hul i den dansk lovgivning, men anklagemyndigheden mener omvendt, at Shah begik bedrageri af grov beskaffenhed.
Derfor betegner udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne også dagens afgørelse i Dubai som "en stor sejr for Danmark":
- Det har krævet en ihærdig indsats fra det danske diplomati at nå hertil og et konstruktivt samarbejde med de emiratiske myndigheder. Forhåbentligt er vi i dag kommet et stort skridt nærmere at stille Sanjay Shah til ansvar i udbyttesagen, udtalte Lars Løkke Rasmussen i et skriftligt svar til TV 2 inden Sanjay Shah ankede afgørelsen i Dubai.
En fodfejl spændte ben
Udleveringen af Shah har været længe undervejs.
Det var således i 2015, at det daværende Skat blev advaret om snyd med refusionen af udbytteskat. Efterfølgende har myndighederne anlagt en række sager mod Sanjay Shah og andre, der menes at have franarret Danmark penge.
Længe så det dog kun ud til, at hovedpersonen Shah kunne blive stillet for en dommer i Danmark, hvis han frivilligt rejste til et land, hvor han kunne blive udleveret.
Men i marts underskrev Danmark en udleveringsaftale med de Forenede Arabiske Emirater, som betød, at Sanjay Shah kunne blive anholdt ved sit hjem i Dubai.
Det skete i slutningen af maj, og siden har Shah siddet bag tremmer i landet.
I september lignede det dog, at Sanjay Shah kunne slippe fri, da en dommer i Dubai besluttede, at han ikke kunne udleveres til Danmark.
Årsagen var en juridisk fodfejl, der bestod af, at de danske myndigheder ikke havde indleveret det rigtige dokumenter til retten i Dubai.
Men glæden var kort for Sanjay Shah, og en måned senere blev det besluttet, at udleveringssagen skulle gå om med nye dommere. Her var det endnu en teknikalitet, der kom til at spille en betydelig rolle.
En manglende underskrift
I afgørelsen fra september, som TV 2 er i besiddelse af, kan man nemlig læse, at det blev afgørende, at dommen, der var til Sanjay Shahs fordel, ikke blev underskrevet af retspræsidenten.
Det blev derfor besluttet, at sagen skulle gå helt om i samme retsinstans, Court of Appeal, men denne gang med nye dommere.
Samtidig fik Danmark mulighed for at indlevere en stribe af de dokumenter, der manglede i første omgang.
Det er det forløb, der nu er endt med, at Sanjay Shah står til en udlevering til Danmark. Men sagen er altså ikke afgjort, fordi den nu skal behandles ved en ny retsinstans i Dubai.