Coronavirus

Nye restriktioner kan blive nødvendige, siger overlæge

Der var en markant overdødelighed i december – især blandt de ældre.

Verden over stiger smitten med coronavirus, og Danmark er ingen undtagelse. Samtidig ser vi ind i kolde måneder, som bekendt giver virus ekstra gode vilkår.

Derfor er det helt afgørende, at vi følger udviklingen tæt og er klar til at sætte ind, hvis det bliver nødvendigt.

Sådan lyder opfordringen fra Jens Lundgren, overlæge og professor i infektionsmedicin.

- Det er særligt vigtigt at holde øje med belastningen på hospitalerne. Så er det op til myndighederne at vurdere, om der er behov for mere intensive anbefalinger, hvad der formentlig vil være tilfældet i første omgang, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Jeg tror ikke, det kommer deciderede restriktioner nu og her, men det kan være, det bliver nødvendigt i januar.

I så fald skal restriktionerne vedtages med et flertal i det nye Folketing, da coronavirus ikke længere er kategoriseret som en samfundskritisk sygdom.

Der vil være folk, som får alvorlig sygdom og dør

Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin

Ingen er urørlige

Tidligere torsdag udkom Statens Serum Institut (SSI) med sin ugentlige tendensrapport. Af den fremgår det, at der de seneste uger er sket en stigning i smitten med coronavirus særligt på de danske plejehjem.

Samtidig var der en "betydelig overdødelighed" i uge 50 og 51, særligt blandt de på 85+.

Lasse Vestergaard, afdelingslæge hos SSI, fortalte til TV 2, at en del af forklaringen på overdødeligheden er den stigende coronasmitte.

Det er Jens Lundgren helt enig i.

- Vaccinerne er ikke 100 procent, så når vi har en smittebølge, skal man ikke tro, at man er urørlig, især ikke, hvis man tilhører den sårbare del. Der vil være folk, som får alvorlig sygdom og dør, siger han.

Er fortrøstningsfuld

Professoren understreger, at alle kan blive alvorligt syge af coronavirus, men at det først og fremmest er de ældre og sårbare, som vi skal passe på.

- Vi er ikke forsvarsløse, der er faktisk ting, man kan gøre. Det er de velkendte råd, alle kender, siger Jens Lundgren.

Han refererer blandt andet til, at man skal holde afstand, spritte af og blive hjemme, hvis man føler sig syg.

Tidligere i december droppede SSI corona-retningslinjer, således at man ikke længere skal i selvisolation, hvis man er konstateret smittet med coronavirus. Samtidig skal man ikke længere testes for corona, hvis man bliver akut indlagt.

Danmark er godt rustet

Selvom Jens Lundgren forudser, at der venter hårde måneder med stigende smitte, er han fortrøstningsfuld.

- Vi er så godt rustet, som vi kan være, primært fordi, så mange ældre har taget imod booster-stikket. Men vi skal være agtpågivende og følge udviklingen, siger han.

Tal fra SSI viser, at 89 procent af plejehjemsbeboere har modtaget et boosterstik, siden det blev muligt i september.