"Betydelig overdødelighed" i december – kan blive alvorligt, siger SSI
Der er tale om et "brat hop" de sidste to uger, og tallene overrasker SSI, siger afdelingslæge.
Der var en "betydelig overdødelighed" i Danmark i uge 50 og 51, især knyttet til aldersgruppen 85+.
Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i sin ugentlige tendensrapport.
I rapporten fremgår det ikke, hvad overdødeligheden konkret skyldes, men det noteres, at der er en "lille stigning" i antallet af dødfald relateret til coronavirus. Eksempelvis steg antallet af coronarelaterede dødsfald til 71 i uge 51 sammenlignet 46 i uge 49.
Ifølge Lasse Vestergaard, afdelingslæge hos SSI, skyldes overdødeligheden en kombination af flere smitsomme sygdomme.
- Der er først og fremmest coronavirus. Derudover har vi i efteråret haft RS-virus, som vi stadig kæmper med, og så har vi de seneste uger set en stigning i influenzasmitte, særligt blandt de ældre. De ting tilsammen kan give overdødeligheden, siger han til TV 2.
Kan blive alvorligt
Ifølge tallene fra SSI er der registreret over 24 dødsfald per 100.000 borgere i uge 50. Det er langt over det forventede og på niveau med sommeren 2021, hvor Danmark var lukket ned på grund af omfattende coronasmitte.
Lasse Vestergaard fortæller, at der er tale om et brat hop de sidste to uger, og at tallene "overrasker" SSI. Der er dog ikke grund til at råbe vagt i gevær – endnu.
- Det er ikke som sådan alvorligt lige nu, men det er da lidt bekymrende, at vi har tre smitsomme sygdomme på en gang, så på den måde kan det blive alvorligt, siger han.
Også i sidste uges tendensrapport lød det, at der var tegn på overdødelighed i Danmark, men nu er ordlyden altså "betydelig overdødelighed".
Smitten spreder sig
En af grundene til, at der dør flere ældre end forventet, er den stigende coronasmitte på plejehjem, fortæller Lasse Vestergaard.
- Vi har set overdødeligheden både uden for og inden for på plejehjem, men den er lidt højere blandt plejehjemsbeboere.
Af SSI-rapporten fremgår det, at der generelt er stigende coronasmitte over hele landet, og det er især de ældre på 70 og derover, der smittes.
I sidste uge var der registreret 678 coronasmittede plejehjemsbeboere, og antallet har været stigende de seneste uger.
- Der er set en kraftig stigning i antal smittede på plejehjem over de sidste seks uger. Denne stigning er mere udtalt end i samfundet generelt i samme periode, skriver seruminstituttet i rapporten.
Antallet af nyindlagte plejehjemsbeboere med covid-19 stiger også til 68 i sidste uge mod 53 ugen før.
Pas på hinanden
Hvordan de kommende uger vil se ud både i forhold til smitte og dødsfald, er svært at sige, lyder det fra Lasse Vestergaard.
- Normalt ser vi en gradvis stigning i vinteren, og så tager det af i marts. Det forventer vi igen, men det er svært at forudse.
Ifølge afdelingslægen er det positivt, at så stor en del af de ældre er vaccineret. Tal fra SSI viser, at 89 procent af plejehjemsbeboere har modtaget et boosterstik.
Han understreger dog, at det fortsat er vigtigt, at vi er varsomme, hvis vi er syge.
- Vi skal passe på hinanden og undgå at udsætte hinanden for smitte. Måske man skal aflyse sin nytårsfest eller andet for ikke at smitte de ældre og sårbare. Det er en opfordring til alle, siger han.