Samfund

- Nu er det influenzaen, vi skal være opmærksomme på, siger professor

I løbet af de seneste tre uger er der hver uge sket en fordobling i antallet af influenzasmittede danskere.

Til jul samles mange med dem, der betyder mest for hinanden.

Men i år er der risiko for, at der kan snige sig en ubuden gæst med til julens arrangementer i form af en influenzavirus.

- Influenzaen rører på sig, og den rører på sig rimelig hurtigt, siger Jens Lundgren, der er professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.

De seneste tal fra Statens Serum Institut viser også, at influenzaepidemien for alvor er kommet i gang.

I løbet af de seneste tre uger er der hver uge sket en fordobling i antallet af influenzasmittede danskere. Således var der 64 registrerede influenzatilfælde i uge 47, mens antallet i uge 50 var 593.

Smitten er steget mest i hovedstadsregionen, men alle fem danske regioner har registreret stigende influenzasmittetal, skriver SSI.

To års nedlukning giver smitten gode vilkår

Der er flere grunde til, at influenzaen kræver særlig opmærksomhed denne vinter.

Først og fremmest har der i de sidste to år været meget begrænset influenzasmitte, fordi Danmark har været delvist nedlukket, og smitten ikke har kunnet sprede sig.

Nedenstående graf viser, hvordan udviklingen i influenzasmitten har været meget lav de sidste to vintersæsoner, mens den i år ligger noget højere. Sæsonen fra 2019/2020 er med, fordi der er tale om en mere "almindelig" influenzasæson før coronapandemien.

Derfor er færre af os dækket af den naturlige immunitet, der opstår, når vi lægger os syge med en omgang influenza.

Og så ligger influenzavaccinens beskyttelse, ifølge Jens Lundgren, omkring 50 procent.

- Vaccinerne er effektive men slet ikke i samme grad som dem, vi har brugt i forbindelse med corona, siger han.

Derfor er det ifølge Jens Lundgren "meget forventeligt", at influenzasmitten vil stige. Det afgørende bliver, hvor stor en stigning der er tale om.

- Vi skal holde meget øje med indlæggelserne og smittetallene, og hvordan det udvikler sig over jul og nytår, siger han.

Kan sygehusene komme under pres?

- Der er en risiko for det, vil jeg sige som uafhængig ekspert, der vurderer de her ting. Men det er regionerne, der skal vurdere den del løbende, siger Jens Lundgren.

WHO: - Vær på vagt

Antallet af indlagte er højest i hovedstaden, men selvom influenzasmitten stiger kraftigt, ligger vi i følge SSI stadig inden for normalen.

- Influenzasmitten topper normalt i februar-marts, og det er endnu for tidligt at sige, hvor alvorlig en sæson vi vil få i år, siger afdelingslæge Lasse S. Vestergaard fra SSI i en pressemeddelelse torsdag.

Ser man ud over Europa, tegner sig samme billede.

WHO har udsendt en erklæring, hvori organisationen opfordrer til at "være på vagt" over for influenzasmitten, og senest har 27 europæiske lande meldt om udbredt smitte, lyder det fra SSI.

Håndvask, udluftning og seng

Selvom Danmark er solidt rustet i forhold til stigende coronasmitte, er der stadig risiko for en "dobbelt-epidemi", hvis både covid-19- og influenzasmitten stiger de kommende uger. Sådan lyder det fra SSI.

Derfor har Jens Lundgren en opfordring til danskerne, inden julens mange sammenkomster finder sted.

- Vi skal holde fast i de almindelige gode råd og tage imod tilbuddet om en influenzavaccine, siger han.

Derudover peger Jens Lundgren på, at både patienter og praktiserende læger kan være opmærksomme på, at der findes forebyggende medicin til særligt sårbare patienter, som kan gives meget tidligt i forløbet.

- Hvis man starter på dem meget tidligt, så undgår mange at blive indlagt, siger han.

Sundhedsstyrelsens opdaterede anbefalinger om corona og andre luftvejsinfektioner

  • Man skal ikke i selvisolation, hvis man er konstateret smittet med coronavirus.
  • Man skal ikke testes for corona, hvis man bliver akut indlagt.
  • Man skal kun testes for corona, hvis man har symptomer, er i en risikogruppe, og testen er relevant for behandling.
  • Man skal skal blive hjemme, hvis man er syg – uagtet, om man er smittet med corona, har influenza eller noget tredje.

Kilde: Sundhedsstyrelsen 8. december 2022.