Samfund

SSI opfordrer nu alle læger til at holde øje med streptokok-infektioner

I flere lande omkring os er der et stigende antal tilfælde med alvorlige streptokokinfektioner. I Norge er der udbredt smitte med skarlagensfeber.

Statens Serum Institut (SSI) opfordrer nu alle læger i Danmark til at være opmærksomme på infektioner med den ellers normalt harmløse, men smitsomme bakterie streptokokker.

Det gælder også den smitsomme skarlagensfeber, der også er en streptokokinfektion, oplyser instituttet i den seneste udgave af EPI-nyt.

Udmeldingen kommer, efter at der i flere lande omkring os er stigende tilfælde af infektioner med streptokokker. Blandt andet i Norge er der udbredt smitte med skarlagensfeber, der kræver behandling med penicillin.

Det er dog endnu ikke tilfældet i Danmark, selvom antallet er stigende efter et stort fald i forbindelse med coronarestriktionerne i foråret 2020, skriver SSI.

- Antallet er tiltaget ganske langsomt i år og yderligere i november, hvilket ikke er usædvanligt for årstiden.

Der er i de fleste tilfælde tale om mild sygdom

Streptokokker er en hyppig årsag til sygdom blandt børn, og der er i langt de fleste tilfælde tale om mild sygdom.

Bakterien – der også bliver kaldt strep-A eller GAS – kan i sjældnere tilfælde give halsbetændelse. Og den kan også især hos børn forårsage den meget smitsomme skarlagensfeber, der giver feber, rød tunge, røde kinder og til sidst et rødt udslag på kroppen.

Endnu mere sjældent kan bakterien føre til mere alvorlig sygdom som blodforgiftning og dødsfald. Hvis det er tilfældet, er der tale om invasiv strep-A eller IGAS.

Og det er der flere eksempler på i blandt andet England og Frankrig.

Der er to grupper af streptokokker: A og B

Streptokokker er en hyppig årsag til sygdom blandt børn, og der er i langt de fleste tilfælde tale om mild sygdom.

Bakterien kan i sjældnere tilfælde give halsbetændelse og – især hos børn – den meget smitsomme skarlagensfeber. Men den fører sjældent til endnu mere alvorlig sygdom som blodforgiftning og dødsfald.

Alligevel er der nu i både Frankrig, Holland, Sverige, Spanien og Storbritannien registreret stigende smitte med den alvorlige udgave af bakterien, der bliver kaldt invasiv streptokokker gruppe A eller forkortet invasiv strep-A eller IGAS.

Smitten sker samtidig på et tidligere tidspunkt i sæsonen end normalt, ligesom der er flere alvorlige tilfælde end normalt, herunder også dødsfald blandt børn.

Der er to grupper af streptokokker: Gruppe A og gruppe B.

Gruppe A-streptokokker kan i sjældne tilfælde gå i blodet og forårsage alvorlig sygdom hos især helt små børn, ældre og andre sårbare grupper. Og det er netop den, der lige nu får myndighederne til advare.

Skarlagensfeber kræver penicillin

TV 2 kunne for knap to uger siden fortælle, at myndighederne i flere lande havde udsendt en advarsel på grund af et stigende antal tilfælde af langt mere alvorlig sygdom og flere dødsfald blandt børn med den ellers normalt harmløse og smitsomme bakterie.

Det var blandt andet tilfældet i England, Frankrig og Spanien.

Også i Norge har Folkehelseinstituttet (FHI), der er de norske sundhedsmyndigheder, den seneste uge advaret om udbredt smitte med skarlagensfeber.

Forældre er samtidig blevet opfordret til at være opmærksomme på symptomerne, da sygdommen kræver behandling med antibiotika.

Ligesom i Danmark har lægerne heller ikke i Norge meldepligt, når det gælder skarlagensfeber, så det præcise omfang er uvist. Men der er udbredt smitte, lyder det fra FHI.

Symptomer ved skarlagensfeber

Symptomerne på skarlagensfeber er:

  • ondt i halsen
  • feber
  • udslæt
  • opkastninger
  • eventuelt ondt i ørerne

Sygdommen begynder med ondt i halsen og feber mellem 38 til 40 grader. Barnet er sløj og får ondt i maven – flere begynder at kaste op. Nogle børn klager mest over ondt i ørerne.

Efter en til to dage begynder udslættet, som viser sig som en hidsig rød farve i ansigtet, men med bleghed om munden. Udslættet kan komme rundt om kønsorganerne først og findes også i nakken, på overkroppen og i lyskerne.

Børn får også typisk en rød tunge, der bliver kaldt hindbærtunge.

Sygdommen smitter og kræver behandling med penicillin.

Kilde: sundhed.dk

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, advarede også i sidste uge om et stigende antal tilfælde af skarlagensfeber og mere alvorlig sygdom på grund af streptokokker i mindst fem lande i EU, herunder også i Sverige.

Samtidig oplyste WHO, at der har været et stigende antal dødsfald som følge af den mere alvorlige udgave af streptokokker i flere af landene, og at det er børn under ti år, der er den hårdest ramte aldersgruppe.

Intet tyder på ny variant

De britiske sundhedsmyndigheder, UKHSA, har oplyst, at intet lige nu tyder på, at der er tale om en ny variant af den invasive strep A-bakterie. Det samme oplyser SSI.

Derimod er der – også ifølge UKHSA – formentlig tale om, at børnene er mere modtagelige over for bakterier efter nedlukningerne på grund af coronapandemien.

Det er det, som mange myndigheder og eksperter generelt fremhæver i forbindelse med stigende smitte med virusser og bakterier efter coronavirus.

Almindelige og alvorlige infektioner med strep-A

Almindelige infektioner, som streptokokker gruppe A kan forårsage:

  • Halsbetændelse
  • Bihulebetændelse
  • Skarlagensfeber
  • Mellemørebetændelse
  • Sårinfektioner
  • Børnesår
  • Rosen

Alvorlige infektioner, som streptokokker gruppe A kan forårsage:

  • Barselsfeber
  • Lungebetændelse
  • Bughindebetændelse
  • Hjernehindebetændelse (meningitis)
  • Blodforgiftning
  • Nekrotiserende fasciitis (kødædende bakterie)

Kilde: sundhed.dk

- Men undersøgelser er i gang for at forstå, om der er andre faktorer, som kan spille en rolle i forhold til stigningen i denne sæson, og for bedre at forstå, hvem der bliver mest ramt, oplyste UKHSA.

Andre eksperter peger på, at årsagen til stigende smitte med virusser og bakterier skyldes, at smitte med coronavirus har svækket immunforsvaret. Der er ifølge en britisk ekspert endnu ingen endegyldige data, der understøtter hverken den ene eller anden teori.