Undersøgelse: Digitalisering får pårørende til at bryde loven
Anni Sørensen, landsformand for Lev, skønner, at mange flere end deltagerne i undersøgelsen overtræder reglerne for at hjælpe.
Det er ulovligt at anvende andres hævekort og NemID, men den øgede digitalisering får pårørende til at bryde loven for at få hverdagen til at fungere. Det viser en spørgeundersøgelse, som Lev – interesseorganisationen for borgere med udviklingshandikap og deres pårørende – har gennemført.
Det skriver Dagbladet Information.
En af dem, der har prøvet det, er Bodil Kamp, 68 år, fra Herning. Hendes datter har tuberøs sclerose, udviklingshandikap og svær epilepsi.
- Jeg har prøvet at være kriminel. Lige nu er jeg det ikke, fordi det er gået fra NemID til MitID. Ellers var jeg fortsat, det kan jeg godt love dig for. Jeg kan meget bedre hjælpe min datter, når jeg har adgang til hendes koder, selvom det ikke er lovligt, siger Bodil Kamp til Information.
Krav gør det sværere at hjælpe
Ifølge Lev-undersøgelsen er Bodil Kamp langtfra den eneste, der har brudt loven for at hjælpe et menneske med handikap. 156 har svaret ja til, at de selv eller andre kender pinkoden til det hæve- eller kreditkort, som tilhører den person, de bistår, selvom det er en personlig kode.
100 svarer ja til, at de selv eller andre har benyttet personen med handikaps pinkode til at betale eller hæve penge.
Ud af godt 300 adspurgte pårørende og støttepersoner svarer 227 – svarende til 81 procent – at kravene om kortbetaling og NemID har gjort det sværere for dem at hjælpe. Men samtidig er behovet for hjælp øget, fordi mange borgere med handikap får svært ved at håndtere nøglerne til det moderne samfund – hævekort, NemID og digitale koder – i takt med at digitaliseringen griber om sig.
Formand: Mange flere gør det
Anni Sørensen, landsformand for Lev, skønner, at mange flere end deltagerne i undersøgelsen overtræder reglerne for at hjælpe.
- Der er tusinder af pårørende, der gør det hver dag for at hjælpe handikappede, ældre og borgere med demens, siger hun til Information.
Lev foreslår, at der, hver gang der udvikles en digital løsning, også sikres et reelt og brugbart alternativ for alle dem, der ikke magter selv at håndtere det digitale. Og så skal banksektoren forpligtes at have mindst en betjent kasse i hver kommune, hvor borgere med handikap kan hæve kontanter uden brug af pinkode.
Digitaliseringsstyrelsen skriver i en kommentar til Information, at den er opmærksom på, "at mange borgere får hjælp af pårørende, og på den problemstilling, undersøgelsen rejser", og at initiativer om at gøre det "endnu lettere at give fuldmagt eller blive fritaget fra offentlige digitale løsninger" indgår som et led i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.