TDC: Problemet med telefonopkald "skulle gerne være løst"

Et omfattende nedbrud hos Danmarks største mobiludbyder skyldtes opdatering af netværket, oplyser selskabet.

Problemerne med TDC's netværk skulle nu være lokaliseret og løst. Det skriver selskabet på sin hjemmeside.

Ifølge selskabet var der tale om "generelle fejl" på telefonsystemet, der gav problemer mandag, hvilket betød, at mange kunder oplevede problemer med at foretage og modtage opkald.

Nedbruddet varede i godt 2,5 timer og påvirkede 80 procent af alle opkald på tale. Internet og sms var ikke påvirket. Klokken 13.40 var systemerne oppe igen, oplyser Jonas Sunn Torp, kommunikationschef i TDC, til TV 2.

Flere mobilselskaber benytter sig af TDC's netværk, og derfor er flere udbydere omfattet af nedbruddet, heriblandt Telmore, og Yousee. TDC er dermed landets ubestridt største teleselskab med samlet 2,8 millioner mobilkunder ifølge selskabets sidste kvartalsregnskab.

Nedbrud skyldtes opdatering

Nedbruddet skyldtes en opdatering af netværket ved 11-tiden, oplyser TDC til TV 2.

- Nu skal vi bruge tid på at grave os ned i, hvad der skete, siger Jonas Sunn Torp til TV 2.

En række myndigheder var også ramt af nedbruddet, har de oplyst på de sociale medier.

Det drejede sig bland andet om landets politikredse og regioner.