Tusindvis af boligejere får svært ved at betale regninger – banker har aldrig set noget lignende
Tusindvis af danskere får vanskeligt ved at betale deres regninger det kommende år på grund af inflationen, energipriser og stigende renter.
Tidens stigende varmeudgifter, priser og renter sætter tusindvis af familier i ejerboliger i en udfordrende økonomisk situation med høje ekstraregninger hver måned.
Og det kommer til at fortsætte.
Det viser en ny omfattende analyse, som bankernes organisation, FinansDanmark, står bag. De har regnet på, hvad danskernes rådighedsbeløb bliver til næste år.
To ud af tre familier i ejerboliger har udsigt til en samlet merregning på mellem 1500 og 5000 kroner om måneden.
For familier med dyre varmekilder som olie og gas vil merregningen for de fleste ligge på 2500 til 6000 kroner om måneden.
Og blandt de 120.000 familier, der både har dyre varmekilder og får højere renter på deres rentetilpasningslån, risikerer de fleste en øget månedlig regning på 4500 til 9500 per måned.
- Vi er bekymrede. Jeg kan ikke erindre nogensinde før at have set en ændring i nogle udefrakommende vilkår som eksempelvis gaspriser, der har suget så mange penge ud af de danske husholdninger, siger Ulrik Nødgaard, der er administrerende direktør i FinansDanmark, til TV 2.
Påvirker beskæftigelsen
Direktøren er ikke i tvivl om, at det, at danskerne har færre penge mellem hænderne, vil præge næste år. Han mener, at det vil betyde, at der kommer lavkonjuktur og økonomisk tilbagegang i det danske samfund, lyder det.
Det vil også påvirke beskæftigelsen. Det økonomiske råd har anslået, at der kan komme op imod 100.000 flere arbejdsløse i 2023.
- Det er klart, når folk skal bruge pengene på renteudgifter og gas, at der er færre penge til andre ting, derfor vil efterspørgslen i samfundet falde, og derefter vil der ske noget med beskæftigelsen, siger Ulrik Nødgaard.
Dog fastslår Ulrik Nødgaard, at FinansDanmarks analyse også har vist, at mange danske familier er fuldt i stand til at klare en merregning. Det, siger han, skyldes, at danskerne har været gode til at spare op.
Bankerne vil gerne hjælpe
Adspurgt, om den økonomiske situation kalder på politisk indblanding svarer Ulrik Nødgaard, at der er "brug for at tænke i målrettede løsninger i forhold til at hjælpe de svageste."
- Det gælder om at bruge de offentlige finanser der, hvor folk ikke kan selv, siger han.
Og der, hvor pengene er små, og krisen for alvor banker på, står bankerne klar til at hjælpe deres kunder, fastslår Ulrik Nødgaard.
- Vi vil grundlæggende gerne hjælpe kunderne gennem det her. Bankerne har allerede rakt ud til deres kunder og sagt: 'Hvis I synes, det ser svært ud, så grib knoglen og kontakt os, så finder vi løsninger.' Bankerne har musklerne til at læne sig ud til kunderne og står også parate til det, lyder det.