Mor stod frem og fortalte om skamfuldt tabu – nu strømmer hjælpen ind
Sylvia Engel og hendes toårige datter havde knap råd til mad. Men det har ændret sig, efter at mange danskere har henvendt sig for at hjælpe.
Sylvia Engel stod lørdag frem og fortalte, hvordan hun var så presset økonomisk, at hun levede af mad fra familie og venner.
Det var på trods af, at det var grænseoverskridende for hende at åbne op om, at hun er fattig.
- Jeg var rigtig bange for at sige det på tv, men jeg tænkte, at jeg er én af mange, der står i en lignende situation. Jeg var nødt til at pakke skyld og skam væk, siger Sylvia Engel til TV 2.
Siden er hun blevet overvældet af de mange henvendelser, der er strømmet ind fra danskere, der vil hjælpe.
Da TV 2 taler med hende søndag, har hun modtaget over 16.000 kroner fra fremmede, der har villet hjælpe hende og datteren.
- Det er helt vildt. Jeg er simpelthen så rørt, fortæller Sylvia Engel, imens sms'erne og opkaldene stadig strømmer ind på telefonen.
Kan jeg tillade mig at tage imod dem?
Sylvia Engel er på sygedagpenge, har stomi og et andet medført handicap, der gør, at hun i øjeblikket ikke kan arbejde. Derudover er hun kommet ud af en skilsmisse, der også har bidraget til en svær økonomi.
Lørdag aften ringede flere til hende for at sikre sig, at de havde fat i den rigtige efter at have fundet hende på Krak. Heldigvis er hun den eneste med navnet i Danmark, fortæller hun.
- Jeg er virkelig taknemmelig, men det er også grænseoverskridende at sige ja tak til hjælpen, for jeg er opdraget til selv at tjene mine penge, fortæller Sylvia Engel og uddyber, at hun har tænkt meget på, at pengene går til hende og ikke til andre, der måske også har brug for hjælp.
- Jeg har virkelig tudet over, om jeg kan tillade mig at tage imod dem, fortæller hun.
Pengene betyder dog alverden for den 40-årige mor, fortæller hun.
Med dem har de råd til at betale for transporten til Jylland, hvor de skal holde jul, og til at købe et juletræ. Hun kan komme på apoteket efter medicin, og hendes datter kan for første gang i lang tid komme hjem til et fyldt køleskab.
Sylvia Engel har fyldt fryseren med Magnum is, fordi hun ved, at hendes datter elsker dem. Is har der ellers ikke været råd til i lang tid.
- Det kan lyde som små ting, men det betyder virkelig meget, at jeg kan lægge hendes yndlingsis og -pålæg i køleskabet, og at hun kan spise sig mæt, fortæller hun.
Datteren har også længe gerne villet i Tivoli, men Sylvia Engel har måttet sige, at det havde de ikke råd til. Nu har hun besluttet, at de skal en tur i Tivoli i julen, og at der også er råd til en candyfloss, når de er der.
Julegaver og julekalender har en kvinde i Valby allerede hjulpet med, men hjælpen fra folk gør også, at de kan holde en mere almindelig jul, forklarer den 40-årige mor.
- Men udover at kunne give min datter lidt går pengene til de mest basale ting. For jeg tør ikke andet, når jeg ikke ved, hvordan næste måneds elregning ser ud, siger hun.
Vil gerne fjerne berøringsangst
Sylvia Engel skal starte i afklaringsjob til et fleksjob hos Nupo 1. januar. Hun vil nemlig gerne klare sig selv.
Men imens situationen er svær, er hun rørt over at opleve, hvor mange danskere der gerne vil hjælpe hende og datteren gennem julen. Samtidig er hun blevet kontaktet af folk, der roser hende for at åbne for et tabubelagt emne.
- Tak er ikke nok, men jeg vil alligevel rigtig gerne sige tak til dem alle. For det gør, at jeg kan sove uden at føle mig som en dårlig mor, siger hun.
Hun har nu et budskab til alle andre danskere om ikke at være berøringsangste.
- Hvis du har fornemmelsen af, at nogle mangler penge eller er hårdt ramt, så spørg dem, om de vil have nogle rester fra aftensmaden eller sig: "Vi har nogle pizzaer i fryseren, vi ikke får spist". Ræk ud og sig, at du kan se, at de er alene, og at du gerne vil hjælpe, siger hun.