Samfund

Mand har mistet livet i trafikulykke – kørte ind i et træ

TV2 ØST logo
I samarbejde med TV2 ØST

En 38-årig ukrainsk mand har natten til mandag mistet livet i en soloulykke i Karise. En medpassager på 22 år er sluppet stort set uskadt fra ulykken.

En varebil med to udenlandske mænd fra Ukraine kørte natten til mandag ind i et træ på Dalbyvej i Karise.

Føreren af bilen, en 38-årig mand, har mistet livet, mens en mandlig passager på 22 år er sluppet fra ulykken med livet i behold. Det oplyser vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Anders Dahl.

- Vi modtog anmeldelsen klokken 00.22 i nat. Den ene blev erklæret død ude på stedet, og den anden er mere eller mindre uskadt, fortæller han.

Vagtchefen kan endnu ikke sige noget om årsagen til ulykken, da politiet afventer rapport fra bilinspektøren.