Samfund

"Gavmild" sæddonor om dom: - Jeg har en relation til børnene

En 54-årig mand har fortrinsvis leveret sæd til lesbiske par og er lettet over en bøde på 25.000 kroner efter dom ved retten i Herning.

Lettelse og forløsning over en afsluttet sag.

Det var reaktionen hos en 54-årig mand, der fredag blev idømt en bøde på 25.000 kroner ved Retten i Herning.

Den midtjyske mand har i over fire år doneret frisk sæd til kvinder over hele landet. I alt har han sat et tocifret antal børn i verden. Uden den fornødne tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Henrik, som dømte hedder, er kendt fra TV 2s dokumentar ’Den gavmilde sæddonor’.

- Jeg er glad for, at sagen er afsluttet, og at bøden ikke var højere, siger Henrik, hvis efternavn er redaktionen bekendt, men her er udeladt, da både han og modtagerne er i en sårbar situation.

Vil gøre en forskel

Styrelsen for Patientsikkerhed anmeldte manden, efter at han i TV 2-dokumentaren stillede sig frem og fortalte, hvordan han donerer sæd.

Selvom den 54-årige havde erkendt at have foretaget donationerne, nægtede hans forsvarer, at han havde brudt loven. Tyge Trier mener ikke, at der er tale om distribution i vævslovens forstand.

Vævsloven handler blandt andet om distribution af sæd med fastsættelse for kvalitet og sikkerhed.

Manden har under retshandlingerne forklaret, at han vil "gøre en forskel" med sit virke.

Til TV 2 udtaler han efter dommen mandag, at han stadig ikke ser det som ren og skær sæddistribution.

- Jeg har en relation til børnene og forældrene. Det har en sæddonor i en sædbank ikke. Det kan de tidligst få at vide, når børnene er 18 år.

Personlig relation uden betydning

Anklager Jens Severinsen argumenterede omvendt for, at den personlige relation ikke er af betydning i forhold til loven.

- Man kan ikke finde noget sted i vævsloven, hvor aktiviteten udført af tiltalte ikke skulle være omfattet af lovens ord, sagde han.

Forsvareren har anført, at loven primært er møntet på at regulere erhvervsmæssig virksomhed.

Yderligere gælder loven – efter forsvarerens opfattelse – ikke, hvis man som den dømte har en personlig relation til den, der modtager sæden.

Ifølge loven må hver donor, der går gennem en sædbank, maksimalt donere til 12 familier.

En sådan begrænsning findes ikke for private donorer.