Samfund

Fodgænger kørt ihjel på motorvejen

Føreren af bilen, der påkørte fodgængeren, er uskadt, men rystet.

En mand er afgået ved døden, efter han blev påkørt på motorvejen.

Det oplyser John Skjødt, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV 2.

Politiet fik en anmeldelse klokken 05.31 om en personpåkørsel på E45 mellem Horsens og Ejer Bavnehøj, med retning mod Aarhus.

- En person er afgået ved døden. Han er endnu ikke endeligt identificeret. Jeg kan sige, at det er en mand.

John Skjødt fortæller, at der holdt en bil i vejkanten, som muligvis tilhører den afdøde, men det kan ikke siges med sikkerhed.

- Vi ved ikke, hvorfor han gik rundt på motorvejen, lyder det.

Ingen grund til mistanke

Føreren af bilen, der påkørte fodgængeren, er uskadt, men rystet. Ifølge John Skjødt er der ingen grund til at mistænke, at føreren var påvirket af spiritus eller andet.

- Han bliver afhørt nu, og så skal vi have lavet de sidste undersøgelser, siger han.

Påkørslen har resulteret i massiv kø hele morgenen, da alle spor har været lukkede.

Kort efter 10 melder Vejdirektoratet, at motorvejen er genåbnet.