Samfund

Ny video viser skaderne på Nord Stream-gasledning i dansk zone

Det er første gang, at billeder af sabotagen af Nord Stream 2 er blevet optaget i den danske økonomiske zone.

I slutningen af september blev den omstridte Nord Stream 2-gasledning ødelagt, og vi venter stadig på et gyldigt svar, når det kommer til spørgsmålet om årsagen bag.

Nye billeder, som TV 2 Bornholm torsdag har filmet af gasledningen i den danske økonomiske zone, viser dog, at det er koordinerede eksplosioner, som har saboteret gasledningen.

Det vurderer militæranalytiker ved Københavns Universitet Jens Wenzel Kristoffersen ud fra optagelserne.

- Hvis vi husker de første billeder af de nordlige sprængninger (nær Sverige, red.), så ser det for mig ud som, at det er noget tilnærmelsesvist det samme. Det kan tyde på, at det er den samme operatør, der har været på spil, siger han.

Det er anden gang, at der optages billeder fra den ødelagte gasledning 80 meter under havoverfladen i Østersøen, men første gang fra den danske zone.

Jens Wenzel Kristoffersens vurdering stemmer overens med lignende billeder fra den svenske zone, der blev offentliggjort for knap halvanden måned siden.

- Der er uden nogen som helst form for tvivl tale om sabotage. Sprængningen ser ens ud, og svenskerne har sagt, at der er fundet rester af eksplosivt stof på nogle af de her rester, man har hivet op og undersøgt, fremhæver han.

Søfartsstyrelsen har givet tilladelse til at lave optagelserne af området, der ligger cirka 25 kilometer fra Dueodde på Bornholm, da danske myndigheder har færdiggjort deres efterforskning på havbunden.

Efterforskning undervejs

Hvem der stod bag eksplosionerne på de to russiske Nord Stream-ledninger til Tyskland, og hvordan de gjorde det, er dog fortsat ved at blive undersøgt.

Ansvaret for efterforskningen er blevet placeret hos Københavns Politi, som samarbejder med tyske myndigheder, men de holder kortene tæt på kroppen - med god grund, siger Jens Wenzel Kristoffersen.

- Vi mangler den rygende pistol – det her stykke fragment, der endeligt beviser, at det er den ene eller anden form for aktør, der stå bag. Det er formentlig derfor, at man ikke har meldt noget ud fra myndighedernes side, siger han.

Først var også Sverige en del af efterforskningen, men de trak sig af frygt for ”rigets sikkerhed”. I oktober lød det fra svenskerne, at der var tale om sabotage på både Nord Stream 1 og 2.

Og i midt november bekræftede Sverige, at de havde fundet rester af sprængstoffer og konkluderede dermed, at der var tale om en bevidst handling.

Rusland bad selv om adgang til undersøgelserne, og de benægter selv at have en finger med i spillet.

Selvom den danske regering inden valget officielt afviste at spekulere i, hvem der kan stå bag sabotagen, nægtede regeringen alligevel at lade russerne få adgang til efterforskningen.

TV 2s forsvarskorrespondent Anders Lomholt har tidligere sagt, at man i Vesten mener, at Rusland står bag eksplosionerne.

Det har torsdag ikke været muligt for TV 2 at komme i kontakt med Københavns Politi.