Der er massive tilbud på mange af danskernes favoritvarer – men eksperter kommer med advarsel
For syv ud af ti af danskernes favoritprodukter er tilbuddene større end sidste år, viser tal fra Pricerunner.
Artiklen er opdateret med friske tal trukket fredag formiddag.
Da klokken slog 00.00 natten til fredag, lød startskuddet til årets største shoppingdag black friday.
Men selvom blandt andre Dansk Erhverv allerede har varslet endnu bedre tilbud end normalt, lader det i det store billede ikke til at blive tilfældet.
I hvert fald ikke hvis man ser på data fra prissammenligningstjenesten Pricerunner, som overvåger flere end 35.000 varer i webhandlen.
Fredag var 12 procent af alle varerne blevet sat på tilbud inden for den seneste uge, hvilket kun er 1 procentpoint mere end samme tidspunkt sidste år. Samtidig er tilbuddene overordnet set præcis lige så store som sidste år – nemlig 21 procent i gennemsnit.
Men for nogle af danskernes favoritvarer er der stadig udsigt til klækkelige rabatter.
Og ifølge Katrine Barslev, der er forbrugeranalytiker hos Pricerunner, er interessen stor.
- Vi har set stigning i trafikken hos os på cirka 30 procent, så enten er danskerne blevet bedre til at prissammenligne, eller også har de ventet på de her tilbud, siger hun til TV 2.
Større tilbud på danskernes favoritprodukter
Egentlig startede black friday som en enkelt dags udsalgsbonanza.
Men gennem de seneste år er tilbuddene blevet spredt mere og mere ud over hele ugen under navnet black week – og i nogle tilfælde endda en black month.
- En af de store årsager er, at butikkerne gerne vil have fat i kunderne før konkurrenterne. Så de vil hellere være først på bolden og sende tilbuddene ud inden fredag, vurderer Katrine Barslev.
Men ser man på de ti typer varer, danskerne oftest søger efter på Pricerunner, er der for to af kategorierne kommet flere tilbud. Det gælder legetøj og mobiltelefoner.
Til gengæld er tilbuddene for syv af kategorierne blevet større end sidste år.
For eksempel er udsalgsprisen på legetøj i gennemsnit 22 procent i år mod 18 procent sidste år.
Og for mobiltelefonerne er tilbuddene steget fra 13 til 20 procent.
Her skal man stadig holde sig for øje, at inflationen helt generelt også har gjort mange varer dyrere, inden de blev sat på tilbud.
Man skal være opmærksom, advarer forbrugerøkonom
Ifølge forbrugerøkonom i Nordea Ida Marie Moesby tyder tallene på, at de danske butikker og webshops er pressede af inflationen.
Efterhånden som danskerne er blevet mere pressede på pengepungen, har de nemlig også skruet ned for deres forbrug. Og samtidig har virksomhederne selv større udgifter.
Derfor bliver de også nødt til at skrue bissen på for at trække kunderne væk fra konkurrenterne og ind i deres egen butik.
- For butikkerne er det virkelig vigtigt at lokke folk indenfor, men de kan ikke bare lave gode tilbud. Så vil de give nogle rigtig gode og skarpe tilbud på nogle varer, må de give nogle mindre skarpe priser på andre, siger hun.
Derfor giver det også god mening, at det er på de mest populære varer, at tilbuddene vokser. Det er nemlig her, at virksomhederne for alvor kan trække kunder i butikken.
Men selvom der er ekstra store tilbud på nogle varer, skal man ifølge forbrugerøkonomen stadig træde varsomt.
- Forhåbentlig køber man de varer, man i forvejen har planlagt. For køber man noget, man ikke har brug for, risikerer man at bruge nogle penge lidt fjollet, selvom det er et godt tilbud, siger Ida Marie Moesby.
- De er desværre rigtig gode til at snyde os forbrugere
I en tid, hvor økonomien strammer til, skal man samtidig være særligt opmærksom på de såkaldte ”fake deals”, advarer Ida Marie Moesby.
Her sættes prisen på en vare op nogle uger for så at blive sat ned igen markeret som et tilbud. Og for de fleste varer er det kun et lovkrav, at prisen skal holdes oppe i seks uger, inden den sænkes igen.
- Både de lødige butikker og egentlige svindlere kan mærke, at handlen er faldet generelt. Så jeg tror også, at de sidder klar ved tasterne, og de er desværre rigtig gode til at snyde os forbrugere, siger forbrugerøkonomen.
Hos Pricerunner lyder den samme advarsel fra Katrine Barslev.
Her har man nemlig set mange priser blive sat op i løbet af efteråret, hvilket både kan skyldes inflationen og et tilløb til at få et black friday-tilbud til at se ekstra godt ud.
- Det er selvfølgelig ærgerligt, men det betyder altså, at danskerne skal have øjnene åbne og selv tage ansvar for at tjekke prisen, inden de handler.
Hør mere om Black Friday i TV 2s nyhedspodcast Dato: