I jagten på de manglende brikker endte 45-årig i et angstanfald på gulvet
Adopterede Rune Hansen husker intet fra sine første år i Chile. Men han har altid fornemmet, at hans krop bar på skræmmende erindringer.
En julidag i 1979 landede fem små børn fra Chile på dansk jord i Kastrup Lufthavn. Blandt dem var den knap femårige Rune Renato Hansen.
I ankomsthallen ventede hans nye familie spændt på at tage imod ham.
Hans danske adoptivforældre og storesøster modtog ham med åbne arme, glade smil og en lodden bamse, som han stadig har den dag i dag.
Alt tydede på, at den forældreløse, chilenske dreng nu kunne se frem til en tryg opvækst i en kærlig familie i Kalundborg, hvor han aldrig ville komme til at mangle noget.
Men hvad ingen kunne se på den kønne og tillidsfulde dreng, var, at han medbragte en skjult bagage.
En bagage, som han endnu ikke selv kendte til. Andet end som en vag fornemmelse i kroppen af, at noget var helt galt.
En bagage, som ville komme til at tynge ham i stigende grad gennem årene.
Som mange af de andre chilenske adoptivbørn kom han direkte fra det statsejede børnehjem Casa National del Niño.
I adoptionspapirerne stod der, at han var et identitetsløst gadebarn, som var blevet afleveret på børnehjemmet. Og der var to tomme felter dér, hvor hans forældres navne skulle stå.
Men noget var ikke, som det skulle være.
Og hvad det præcist var, der var galt, ville han først forstå det fulde omfang af 40 år senere.
Huskede intet
Gennem sin opvækst oplevede Rune Renato Hansen, at han havde to grundlæggende følelser eller fornemmelser.
Den ene var følelsen af ikke at høre til, fordi han hele tiden blev mindet om, at han var anderledes.
Den anden var en indre fornemmelse af, at noget ikke var, som det skulle være. En stemme, der fortalte ham, at han skulle være glad for overhovedet at være i live. At han havde overlevet noget, som han ikke vidste, hvad var.
For han huskede intet fra årene før, han kom til Danmark.
Det eneste, han vidste, var, at han boede på børnehjemmet Casa National del Niño, umiddelbart før han forlod Chile. Ifølge papirerne blev han anbragt der allerede, da han var to år gammel.
Men hvad der gik forud, og hvem hans biologiske forældre var, anede han ikke.
I takt med at han blev ældre og levede et helt normalt liv med skole, fodbold, kammerater og kernefamilie som de fleste andre danske børn, blev hans følelse af rodløshed og uvished kun forstærket.
Det store spørgsmål om, hvem hans biologiske familie var, og hvad der var sket med dem, trængte sig stadig mere på.
Uden at han kunne få noget svar.
I hans egen forestillingsverden havde han to ældre brødre og en lillesøster i Chile. Hans mor var en lille, smuk kvinde med krøllet hår, og hans far var en høj mand med skæg.
Da Rune var midt i 20’erne, besluttede han at rejse til sit fødeland i håbet om, at det ville opklare noget for ham.
Han ville opsøge børnehjemmet i hovedstaden Santiago for at se, om det måske kunne vække nogle minder.
Men han var samtidig klar over, at det kunne blive følelsesmæssigt svært at vende tilbage.
Så han aftalte med en barndomsven, at han skulle tage med på rejsen for at støtte ham.
Talende gader
Da Rune Hansen kom til Chiles hovedstad, Santiago, skete der noget inden i ham.
Når han gik alene rundt i byen, var det som om, at gaderne ”talte" til ham, som han siger.
Der begyndte at dukke billeder op for hans indre blik. Blandt andet af, hvordan der så ud på børnehjemmet.
Han så for sig, at han boede på førstesalen. Her var der fire værelser med 12-14 senge i hver. Og der var tremmer for vinduerne.
Han så også et billede af, at der foran bygningen var en stor trappe, der gik op til hoveddøren, og han så et billede for sig af nonner.
Men han huskede ikke noget om, hvordan det havde været at bo der.
Dagen efter tog han sammen med vennen ud til Casa National del Niño. Det lykkedes dem at få fat i en kvinde, der talte engelsk.
Da Rune fortalte, at han havde boet på børnehjemmet, sagde hun: ”Så har du nok været oppe på førstesalen”. Hvorefter hun viste dem derop.
Alt så ud, som han havde forestillet sig.
Det var som om, at der kun var gået en halv time, siden han rejst derfra.
Oplevelsen af, at han i løbet af et par dage i Santiago pludselig fik minder frem, som han ellers havde fortrængt i 20 år, gav Rune den idé, at han måske kunne få hjælp til at huske mere.
Han håbede, at han kunne komme i kontakt med oplevelser fra de første år af sit liv, som han vidste, at hans krop gemte på.
Blokeringen
I årene efter rejsen til Chile begyndte han at opsøge professionel hjælp. I første omgang hos clairvoyante og siden hypnotisører.
Men selv om han flere gange forsøgte sig med hypnose, havde det ingen effekt.
Forklaringen var, ifølge hypnotisørerne, at han ikke var klar til at se det, han skulle se. Og at han ubevidst blokerede for adgangen til sine tidligste minder.
De mente, at han reagerede på samme måde, som folk, der har været i krig eller haft andre traumatiske oplevelser.
Først i 2019 lykkedes det for Rune Hansen at genkalde sig det, som han mener var en erindring fra hans helt tidlige barndom.
Han oplevede, at han befandt sig i en stue, hvor han sad i en slags indhak i hjørnet. Overfor ham sad hans far i en stol og læste. Det var aften, og stemningen var hyggelig og tryg.
Men pludselig blev der banket hårdt på døren. Tre-fire soldater med maskingeværer trampede ind i stuen med kurs direkte mod hans far.
Herefter frøs billedet, og han så ikke mere.
Hvad der skete efterfølgende, er det ikke lykkedes Rune Hansen at genkalde sig. Selvom han flere gange siden har forsøgt at lade sig hypnotisere igen.
Men det skulle vise sig, at der gemte sig mere.
De stjålne børn
I starten af 2020 kom det frem i danske medier, at op imod 20.000 chilenske børn var blevet stjålet fra deres forældre for at blive bortadopteret til USA og Europa. Heriblandt Danmark.
Størstedelen af de ulovlige adoptioner fandt sted fra 1970’erne og frem til midten af 1990’erne under Augusto Pinochets militærdiktatur.
Netop statsbørnehjemmet Casa National del Niño, hvor Rune Hansen havde været anbragt, var mistænkt for at have formidlet særligt mange ulovlige adoptioner.
I 2018 nedsatte den chilenske regering en dommerkommission, som nu var i fuld gang med at undersøge de tusindvis af indrapporterede sager om stjålne børn for at finde frem til de ansvarlige bag børnehandelen.
Rune Hansen frygtede, at han var blevet bortadopteret uden sine forældres samtykke.
Så han kontaktede organisationen Chilean Adoptees Worldwide (CAW) for at høre, om de kunne hjælpe med at skaffe oplysninger i hans sag.
Ud fra Runes gamle, chilenske pas kunne de konstatere, at han stadig var registreret som statsborger i Chile. Det var en kraftig indikation på, at hans adoption ikke var foregået efter reglerne, sagde de. For i så fald ville han være slettet fra registrene.
Ifølge CAWs vurdering var det 99 procent sikkert, at Rune Hansen var et af de stjålne børn.
Rune blev først rasende, derefter dybt fortvivlet. Han græd meget.
Tankerne om, hvem hans biologiske familie egentlig var, blussede op med ekstra styrke.
Levede hans forældre stadig? Havde han søskende i Chile? Og gik de mon og ledte efter ham?
Rune besluttede at få taget en dna-test, så han forhåbentlig ad den vej ville komme i kontakt med slægtninge.
Han havde brug for at finde frem til sandheden om sin fortid.
Hypnosen
I forbindelse med sin medvirken i TV 2-dokumentaren ’De stjålne børn’ kastede Rune Hansen sig i august 2020 ud i et nyt forsøg med hypnose.
Kameramanden holdt sig diskret i baggrunden, mens Rune blev placeret i en magelig læderlænestol med fodskammel og et tæppe over benene.
Mens han sad med lukkede øjne, forsøgte hypnoterapeut Annelise Dahl flere gange at bringe ham i trance. Men der skete intet. Rune så ingenting.
Efter en halv times tid mente hypnoterapeuten, at de skulle holde en pause. Hun spurgte Rune, om han var sikker på, at han ønskede at gennemføre det? Ja, svarede han. Så sagde hun, at han skulle fortælle sig selv, at han var klar. Og så kunne de prøve igen.
Endnu engang lagde Rune sig tilbage i stolen med lukkede øjne.
Hypnotisøren begyndte at tælle ned fra fem, mens hun lavmælt gentog, at han skulle gå tilbage til tidspunktet, hvor han blev adskilt fra sin familie og fortælle, hvad han så.
På tallet ”1” så Rune tre mørke skikkelser stå foran sig. Det var hans mor, far og lillesøster. De var døde, og de ventede på ham.
Rune ville fortælle hypnoterapeuten, hvad han så. Men i samme sekund blev han ramt bagfra af noget, der føltes som om, at det kom med 200 kilometer i timen. Som en ”tackling af Stig Tøfting”, beskrev Rune efterfølgende følelsen.
En helt afsindig angst overmandede ham. Han skreg og vred sig i stolen for at flygte fra den voldsomme følelse. Han væltede ned på gulvet mellem stolen og fodskamlen.
Han græd. Han var bange, og så snart han kom til sig selv igen, begyndte han at hulke.
- Hvad var det her, spurgte han med vidt opspærrede øjne, mens han lå på gulvet. Hypnotisøren sagde med rolig stemme: - Jeg kan ikke svare dig. Jeg har aldrig oplevet det i dén grad.
I dokumentaren varer sekvensen under et minut. Men i virkeligheden gik der omkring 5-6 minutter, hvor Rune Hansen gik ind og ud af trancen. Indtil han til sidst lå og smågrinede lidt af forlegenhed, da han blev klar over sin vilde reaktion.
Selvom Rune i dag ikke ville have været oplevelsen foruden, satte den sig i ham og prægede ham i flere måneder efter.
Og det ramte ham hårdere, end han kunne forestille sig.
Nedturen
I tiden efter hypnosen røg Rune Hansen ned i en depressionslignende tilstand.
Han oplevede en smerte, der var så stor, at han fik lyst til at skære sig selv op, så den kunne komme ud af hans krop.
Over tre måneder tog det ham at komme sig over den intense angstfølelse, som havde overmandet ham under hypnosen.
Da han – med hjælp fra en psykolog – var kommet ovenpå igen, forsøgte han sig endnu et par gange med at gå til hypnotisør.
Han håbede at kunne få svar på, hvad der havde fremkaldt den store angst i ham som barn.
Men det lykkedes ham ikke at give slip nok på sig selv til at komme i trance igen.
I stedet så han nu frem til at skulle rejse til Chile for anden gang i sit liv som et led i tv-optagelserne.
Planen var blandt andet at opsøge det chilenske efterforskningspoliti i Santiago, der stod i spidsen for undersøgelsen af de illegale adoptionssager, for at bede dem om at udlevere Runes sagsakter og papirer fra børnehjemmet.
Ifølge reglerne havde han krav på at se alle dokumenter i sin sag.
Måske fandtes der navne på Runes familiemedlemmer her.
Telefonnummer på mor
I december 2021 tog Rune Hansen og tv-holdet afsted til Chile
Efter et par henvendelser til det nationale efterforskningspoliti lykkedes det dem at få udleveret Runes sagsakter fra børnehjemmet.
Og der var flere nye oplysninger.
Blandt andet fremgik det af papirerne, at Renato – som er Runes chilenske navn – blev bragt til børnehjemmet af militæret.
Soldaterne havde angiveligt fundet ham på gaden, og ved ankomsten var han møgbeskidt, langhåret og barfodet.
Men i den samme sagsmappe fra Casa National del Niño fandtes der også en anden forklaring på, hvordan han var endt der.
Der stod nemlig, at hans biologiske mor selv havde indleveret ham frivilligt.
På en lap papir, som var puttet løst ind i mappen, stod hendes navn, Carmen Chaves, og et telefonnummer.
Hos Rune gav det fornyet håb om, at han nu endelig ville finde sin biologiske mor. Han var spændt og nervøs, da tv-holdet ringede hende op.
Kvinden, der rigtigt nok præsenterede sig som Carmen Chavez, ønskede ikke at mødes. Men hun gik med til at få taget en dna-test.
Da resultatet kom, fik Rune en skuffende melding.
Der var intet match mellem hans og kvindens dna.
Hun var ikke Runes mor.
Bekræftet i fornemmelse
Rejsen til Chile blev lidt af et antiklimaks for Rune Renato Hansen.
Han havde håbet, at han ville vende hjem til Danmark som en ny mand, der var blevet genforenet med sin biologiske familie.
Men selvom han ikke fik opfyldt sin store drøm om at finde nære slægtninge i form af en mor, far, søster eller bror, gav rejsen ham alligevel en form for afklaring.
For den bekræftede ham kun i hans fornemmelse af, at noget var helt galt. Og at det ikke var ham, der var helt ”kukkeluk”, når han følte, at tingene ikke stemte.
De mange modstridende oplysninger i hans sagsakter understregede bare, at adoptionen sandsynligvis ikke var foregået på lovlig vis.
- Alene i mine adoptionspapirer er der tre forskellige versioner af, hvornår jeg kom til børnehjemmet. Et sted nævnes det, at jeg blev født der, og andre steder står der, at jeg både var to og fire år, da jeg ankom, siger Rune Hansen og tilføjer.
- Det hele er løgn på løgn på løgn. Hvorfor lyver man, hvis man ikke har noget at skjule?
Håber på mirakel
Men til trods for at Rune Hansen til en vis grad er afklaret med, at han ikke blev genforenet med sin chilenske familie, er det stadig svært for ham.
Rodløsheden og uvisheden nager ham. Hver eneste dag.
Hans voldsomme oplevelse under hypnosen gav ham kun ekstra grund til at frygte, at han blev adskilt fra sin familie med magt.
Men han prøver at skubbe det fra sig, så han kan fungere i hverdagen og passe sit arbejde som massør og kropsterapeut.
Det eneste, han kan håbe på nu, er, at hans dna-profil, der ligger i databasen hos MyHeritage, en dag vil bringe ham i forbindelse med et nært familiemedlem.
Foreløbig har han fået kontakt til en fjern slægtning – en kusine i andet led, også kaldet en grandkusine – ved navn Martha.
Hende mødte han kort i Chile under tv-optagelserne, hvor hun fortalte, at hendes søster blev stjålet og bortadopteret til Sverige.
Planen er, at Rune vil besøge Martha snart igen sammen med sin datter, Isabel. Hun er 13 år og skal konfirmeres til foråret. Hendes konfirmationsgave er en billet til Chile.
I mellemtiden håber han på, at et mirakel indtræffer.
For i Chile sidder der en dna-specialist, som frivilligt arbejder på at opspore familie til bortadopterede. Et tålmodighedsarbejde, der tager måneder og år.
Én af de sager, han kigger på, er Runes.
Se 'De stjålne børn' lige nu på TV 2 PLAY eller onsdag klokken 20.50 på TV 2