Dagens overblik

Dagens overblik: Det regner med PFAS – og myndighederne ved det godt

Venstre kan lave den største kovending i dansk politiks historie, myndigheder kendte udmærket til PFAS i regnen, og VM-tilskuertal vækker opsigt.

Mandag har stået i snevejrets tegn, og politi og beredskab har haft travlt rundt om i landet.

Men dagen byder også på flere opsigtsvækkende meldinger og historier.

Både om et angiveligt skyhøjt tilskuertal ved VM i Qatar, der måske ikke helt stemmer overens med virkeligheden, og en opsigtsvækkende udmelding fra Miljøstyrelsen om fund af PFAS i regnvand.

Det er der, vi begynder dagens overblik. Velkommen til.

Det regner med PFAS – og myndighederne ved det

Der er PFAS – også kendt som evighedskemikalier – i fire ud af fem af de regnvandsprøver, som TV 2 tidligere har indsamlet og fået analyseret.

Alligevel oplyser Miljøstyrelsen nu, at den ikke har nogen planer om at sætte systematiske undersøgelser i gang af regnvandet.

Det viser sig desuden, at Miljøstyrelsen i mindst 15 år har vidst, at regnen i Danmark indeholder PFAS-stoffer uden at fortælle om fundene. Og det chokerer på Christiansborg, hvor flere partier ikke forstår, at styrelsen intet har sagt og ikke har grebet ind.

V kan lave "den største kovending i politisk Danmarkshistorie"

Selvom valgresultatet nu er 20 dage gammelt, er der fortsat ikke dannet en regering. Det skyldes ifølge eksperter, at Venstre endnu ikke har meldt klart ud, om de ønsker en regering med Socialdemokratiet.

I weekenden åbnede Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, dog for muligheden for et tættere samarbejde med Socialdemokratiet, og i dag var første dag tilbage ved forhandlingsbordet efter dén bombe.

Meldingen er opsigtsvækkende, mener TV 2s politiske redaktør, Hans Redder. Han spår, at det vil være "en af de største kovendinger i politisk Danmarkshistorie", hvis Jakob Ellemann går i regering med Socialdemokratiet.

Ekspert: "Realistisk", at Twitter går konkurs

Elon Musks overtagelse af Twitter kan blive begyndelsen på enden for det populære sociale medie. Det siger Maia Kahlke Lorentzen, der er ekspert i digital kultur i TV 2s podcast 'Dato'.

Hun mener, at det er "realistisk", at Twitter går konkurs i hænderne på rigmanden, hvilket han faktisk også selv har sagt. Det skyldes især den måde, han har finansieret det på – ved at tage lån med sikkerhed i Twitter.

Med andre ord: Hvis Twitter ikke tjener nok penge til at betale renterne af på lånet, så risikerer de konkurs. Elon Musk købte Twitter for 44 milliarder dollars – svarende til omkring 317 milliarder danske kroner.

VM-tilskuertal vækker opsigt

Der er plads til 60.000 tilskuere på Al Bayt Stadium i Qatar. Men da åbningskampen ved VM blev spillet søndag, var der ifølge FIFA mere end 7000 flere tilskuere til stede, end der officielt burde være plads til.

Det vækker opsigt hos flere eksperter, som TV 2 har talt med. Både fordi tallene ikke stemmer, men også fordi et så højt tilskuertal kan være farligt set i lyset af tidligere katastrofer på fodboldstadions verden over, lyder det.

Samtidig kan TV 2 dokumentere, at Al Bayt Stadium faktisk langtfra var fyldt syv minuter inde i anden halvleg, hvilket står i kontrast til det "overfyldte" stadion. Flere steder var der adskillige tomme sæder på Al Bayt Stadium.

Sne skaber trafikkaos

Flere steder i landet har sneen i dag skabt større problemer i trafikken.

Den mest alvorlige hændelse fandt sted i morges, da et lastvognstog væltede og endte på tværs af Sønderstrupvej i Kirke Eskilstrup. Også buslinje 480R mod Slagelse endte på tværs af vejen ved Rosted ved Slagelse.

Uheldene kalder politiet "forventeligt", fordi mandag blev den første store dag med sne i sæsonen. Dermed skal billister "lige vænne sig til, at det er mere glat end normalt", lyder det.

Fra i aften og i nat ventes vintervejret at være overstået for nu, og mandag bliver ifølge TV 2 VEJR sidste dag med sne i denne omgang.