Hele verden klappede ad hans desperate råb om hjælp – men hvorfor kom pengene aldrig?
Alle ved, hvad man bør gøre ved klimaforandringerne. Men forhandlingerne fører ingen steder. Her er historien om, hvorfor diplomatiet sidder fast.
Den filippinske forhandler smed vredt sin kuglepen i forhandlingsbordet.
Hun var rasende på den danske klimaforhandler, som sad på den anden side af bordet og lige havde givet hende en uvelkommen besked.
Han hed Thomas Becker, og han kunne inderst inde godt forstå hende, men det sagde han ikke højt.
Han følte sig som en, der havde snydt på vægten.
Det var en af de sidste nætter til klimatopmødet COP7 i 2001, hvor detaljerne i aftalen skulle på plads. Forhandlingslokalet i Marrakesh havde blankt marmorgulv, vulgær guldudsmykning og aircondition var skruet så højt op, at Thomas Becker frøs.
Han havde repræsenteret Danmark siden det første klimatopmøde, og han havde oplevet denne del af møderne mange gange før.
Efter ti dages intense forhandlinger, kunne man tydeligt se sporene til et klimatopmøde. Slipsene røg af. Man var heldig, hvis der var tid til tre timers søvn, en ren skjorte og en barbering. Der var efterladt udkast til aftaler alle steder, fordi forhandlerne kun holdt fast på det sidste og vigtige stykke papir med lige præcis den formulering, man kæmpede for ud på de små nattetimer.
Den filippinske forhandler havde tabt kampen om den afgørende formulering den nat. Der havde ikke været rent trav, fortæller Thomas Becker.
- Vi lokkede dem i en fælde med guld og grønne skove, og det var ikke i orden. Det er ikke alt, jeg er lige stolt af.
Det var ikke sidste gang at det scenarium udspillede sig.
Klima-helvede
FN’s generalsekretær åbnede dette års klimatopmøde i sidste uge med et dystert budskab:
- Vi kører på motorvejen mod klima-helvedet med foden på speederen, sagde Antonio Guterres.
I timerne hvor denne artikel udkommer, er forhandlerne nået til det punkt, hvor søvn, hygiejne og tidligere aftaleudkast bliver glemt.
Heller ikke i år lader det til, at vi kommer afgørende nærmere en løsning på klimaforandringerne. Alle ved, hvad der skal til. Det sker bare ikke.
Torsdag forklarede generalsekretær Antonio Guterres, hvorfor forhandlingerne er gået i stå:
- Der er tydeligvis et nedbrud i tilliden mellem Nord og Syd og mellem udviklede økonomier og udviklingsøkonomier, fortalte han.
Men hvordan er det gået så galt?
Det handler blandt andet om tre afgørende ord i formuleringerne fra klimatopmødet i København, og det berettigede raseriudbrud, som den filippinske forhandler havde en sen nattetime i Marrakesh i 2001.
2001: Ingen penge alligevel
Den sidste nat på klimatopmødet i Marrakesh kunne Thomas Becker se, at flere i forhandlingslokalerne begyndte at ringe hjem. De skulle koordinere, hvad de kunne gå med til.
Beckers mål denne aften var at få forhandlet en klimatilpasningsfond til udviklingslandene på plads.
- Hele vejen frem til den sidste nat, havde vi stillet dem i udsigt, at den nye fond ville blive oprettet med et stort beløb, som udviklingslandene kunne søge, fortæller Thomas Becker, som selv troede, at pengene ville komme og også personligt mente, at det var mest rimeligt.
Men den besked Thomas Becker kom med den sidste nat på vegne af de rige lande var, at man gerne ville oprette en fond, men at man alligevel ville ikke give løfte om at betale noget til fonden i første omgang.
Her røg kuglepennen i forhandlingsbordet.
Udfaldet den nat er ifølge Thomas Becker et eksempel på hovedproblemerne i de internationale klimaforhandlinger.
Ridefoged-forhandling
Den filippinske forhandler blev vred, fordi Filippinerne var og stadig er et af de mest udsatte lande, når det kommer til klimaforandringer.
Det er selvom Filippinerne kun har udledt 0,2 procent af de drivhusgasser, som er skyld i forandringerne.
Stort set det samme billede gælder de udviklingslande, som den filippinske forhandler repræsenterede. Det er helt entydigt, at klimaforandringerne rammer dem hårdest, som har bidraget mindst til dem. Udviklingslandene ligger typisk i områder, hvor ekstremt vejr kommer hyppigere på grund af klimaforandringer. Klimaforandringerne rammer også industrialiserede lande, men vi har midlerne til at afbøde skaderne.
Det har udviklingslandene ikke, og derfor rammer de hårdere:
- Alligevel kører vi – i de rige lande - forhandlinger som gammeldags ridefogeder, fordi vi har overhånden. Mange af de små delegationer fra fattige lande har jo ikke en chance, siger Thomas Becker.
Han kalder hele forløbet i Marrakesh for en fælde, fordi forhandlingerne var så langt, at de rige lande alligevel fik, hvad de ville.
Der kom aldrig de penge i klimatilpasningsfonden, som udviklingslandene havde håbet på.
- Den filippinske forhandler stod jo til verbale tæsk, når hun kom tilbage til udviklingslandene, som hun havde overtalt til at stole på os, fortæller Thomas Becker.
Otte år senere fik både Filippinerne og Thomas Becker nyt håb om, at verdens fattigste lande ville få pengene til klimatilpasning. Det skete, da verdenssamfundet skulle forsøge at genvinde tilliden til hinanden på klimatopmødet København.
2009: - Vi vidste, at der var noget galt
Ingen vidste hvor den kinesiske premierminister var. På den sidste dag i forhandlingerne i København stod det klart, at en aftale i høj grad afhang af Wen Jiabao.
Forhandlingerne mellem diplomaterne var kørt fast, og den amerikanske præsident Obama ville mødes ansigt til ansigt med den kinesiske leder. De var begge i Bella Centeret på Amager i København, men centeret var stort. Amerikanerne havde på fornemmelsen, at kineserne undgik dem.
- Vi vidste, at der var noget galt, så vi sendte medlemmer af vores forhandlingsdelegation ud for at lede i konferencecentret, skriver den daværende amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton i sin selvbiografi.
Da de fandt ud af, at den kinesiske premierminister sad i et møde med statsoverhovederne fra Indien, Sydafrika og Brasilien tog Obama og Clinton en hurtig og drastisk beslutning.
Obama crasher møde
Den amerikanske delegation gik målrettet og i flok igennem Bella Centerets lange gange hen imod mødelokalet med lederne fra det globale syd.
Man kan se delegationen i videoen herunder. De var som en gående kortege af ministerbiler, har Hillary Clinton senere joket med.
Målet med klimatopmødet i København var i høj grad at lande en klimaaftale, som fik alle verdens lande med. Det stod klart, at hvis man skulle gøre noget seriøst ved klimaforandringerne, så skulle udviklingslandene også være med til at reducere, og der var behov for at de skulle levere meget mere, end de gjorde med aftalen fra Marrakesh otte år tidligere. Ellers ville USA ikke være med.
- Kunsten var et finde en ny ramme, der kunne rumme både Kina og USA, siger Bo Lidegaard, som var forhandler for Danmark under topmødet.
Derfor var det afgørende, at de to lande kunne blive enige for at skabe en aftale, som inkluderede alle verdens lande.
Da den amerikanske kortege nåede frem til det midlertidigt opstillede mødelokale, hvor kineserne var, opstod der et virvar af delegerede, som skændtes foran mødelokalet. De ville ikke lukke amerikanerne ind.
Men det lykkedes Obama og Clinton at smutte ind ad døren i al tumulten, beskriver Hillary Clinton i hendes selvbiografi:
- De sad med åben mund, da de så os. ”Er I klar?” sagde præsident Obama med et stort grin.
100 milliarder dollars
Direkte overfor Wen Jiabao fik Obama forhandlet en aftale på plads, som blev kendt som The Copenhagen Accord.
For første gang var der en ramme, som inkluderede alle verdens lande. Grunden til, at det kunne lade sig gøre var, at de rige lande kom med et afgørende løfte:
I de kommende år skulle de overføre 30 milliarder dollar til de fattigste lande, og det skulle optrappes til 100 milliarder om året frem mod 2020. Penge som blandt andet skulle gå til klimatilpasning.
Thomas Becker var ikke selv på klimatopmødet det år, da han havde sagt op to måneder forinden. Men han var glad for, at det nu så ud til at de fattigste lande ville få de penge, som de ikke fik otte år tidligere i Marrakesh. Ikke mindst fordi, at det i aftalen stod, at pengene skulle være ”nye og additionelle”. Ifølge Meyers fremmedordbog fra 1970 betyder ”additionel” noget, som er tilføjet.
Forhandleren for Filippinerne i København det år var en mand, der hed Yeb Saño. Han kan også huske optimismen i forbindelse med løftet om de mange milliarder i København, selvom han mente at behovet var større:
- Det gav mig håb, at verdenslederne kunne tage problemet seriøst og formulere en aftale omkring det, fortæller Yeb Saño i dag.
Hverken Yeb Saño eller Thomas Becker havde dog forventet, hvor forskelligt verdens lande kunne fortolke ordene ”nye og additionelle”.
2013: Sultestrejke til klimatopmøde
Yeb Saño overhørte bevidst den lavfrekvente dong-lyd, som markerede, at de tre minutters taletid var ovre. I stedet blev dong-lyden en slags alarmerende bagtæppe til hele hans 17-minutter lange tale på klimatopmødet i Warszawa i Polen i 2013.
Det var en af de første dage, hvor hvert land får lov til at komme en kort indledende tale. Yeb Saño sad på sin plads i det store mødelokale og talte i den mikrofon, som alle delegerede havde foran sig. Rundt om ham sad repræsentanter fra hele verden med høretelefoner på, så de kunne få den oversatte version.
- Jeg taler på vegne af de utallige folk, som nu ikke længere er i stand til at tale for sig selv, sagde Yeb Saño inden hans stemme knækkede, men han fortsatte:
- Jeg taler også på vegne af de børn som nu er blevet forældreløse.
Tre dage tidligere havde en tyfon ramt hans hjemby i Filippinerne. Yeb Saño holdt sin tale, imens han stadig manglede livstegn fra flere af hans familiemedlemmer.
- Lad os stoppe denne galskab, opfordrede Yeb Saño med henvisning til, at den slags naturkatastrofer bliver meget mere hyppige på grund af klimaforandringerne, og at Filippinerne netop er et af de lande, som lider under det.
Til sidst i sin tale annoncerede Yeb Saño en sultestrejke – blandt andet med en direkte henvisning til aftalen fra København.
Pengene manglede stadig
Yeb Saño ville sulte under klimatopmødet indtil, der var konkrete løfter om penge til klimatilpasning.
For ligesom det var tilfældet med forhandlingerne i Marrakesh, så viste det sig, at hverken Filippinerne eller udviklingslandene som gruppe havde fået de penge til klimatilpasning, som de var blevet lovet i København.
Og denne gang havde de manglende penge haft konkrete og tragiske konsekvenser, fortæller Yeb Saño i dag:
- Hvis der - rent hypotetisk - havde været penge til klimatilpasning i min hjemby, så kunne skaderne i princippet have været mindre.
- Da jeg holdt talen, var jeg i høj grad også indigneret over, at lande, som har magten til at ændre tingene, ikke kan finde viljen til at være solidariske med resten af verden, når vi står overfor menneskehedens største problem nogensinde, siger Yeb Saño.
Thomas Becker var også til klimatopmødet i Polen i 2013, som rådgiver for den polske klimaminister. Han så en direkte linje fra hans egne forhandlinger i Marrakesh til Yeb Saños tale.
Forhandlere fra de udviklingslande, som er mest udsatte for klimaforandringer, bliver sendt af sted med en forventning om at komme hjem med resultater, der kan forbedre situationen, forklarer Thomas Becker:
- Når de så gang på gang kommer hjem med tomme hænder eller rapporterer om brudte løfter, så kan forhandlernes følelser kamme over på et tidspunkt. Det har jeg oplevet flere gange.
Da Yeb Saño afsluttede sin tale reagerede salen med applaus. Imens han tørrede øjnene med et rødt lommetørklæde, begyndte folk i hele salen at rejse sig op, og sådan blev de stående og klappede i cirka tyve sekunder.
Det betød dog ikke, at dem, der klappede, imødekom Yeb Saños ønsker.
Den afgørende formulering
Det virker paradoksalt, at repræsentanter fra verdens rigeste lande stillede sig op og klappede af Yeb Saños følelsesladede tale, og derefter gjorde det stik modsatte af det, som han bad dem om.
En del af forklaringen er sandsynligvis, at mange af dem, som klappede havde og stadig har den opfattelse, at de rent faktisk lever op til den aftale, som Yeb Saño bad dem leve op til.
Her kommer vi helt ind til materien af problemet med klimaforhandlingerne. Og forklaringen skal man finde i de formuleringer, som forhandlerne kæmper for ud på de sidste nattetimer.
Aftalen fra København, som Yeb Saños henviste til, viser, hvor stor magt få ord kan have.
Hvis man i dag spurgte repræsentanterne fra de rige lande, som stillede sig op og klappede af Yeb Saño, så kunne de henvise til en opgørelse fra de industrialiserede landes organisation OECD, som viser, at de rige lande betaler omkring 80 milliarder dollar om året i klimabistand til udviklingslandene.
Det er ikke de 100 milliarder som blev lovet, men det nærmer sig.
Yeb Saño og udviklingslandene mener derimod, at det beløb kun er lige under fem milliarder dollar om året, som en opgørelse fra den humanitære organisation Care viser.
I denne sammenhæng er forskellen, hvordan man tolker formuleringen om, at de 100 milliarder skal være ”nye og additionelle”. I København kæmpede udviklingslandenes forhandlere netop for at få defineret de ord nærmere, men det lykkedes ikke. Man kom heller ikke nærmere, hvilke lande, der skulle betale hvad.
Derfor kunne alle dem, der klappede af Yeb Saño i juridisk forstand selv mene, at de levede op til alle aftaler, selvom det ikke var dét, Yeb Saño prøvede at sige.
Noget helt andet er så, hvad man moralsk kan tillade sig. Her møder Danmark kritik for at bryde sine løfter om de 100 milliarder dollar.
- Kreativ bogføring
Det er ikke til at se på videoen af Yeb Saños tale, om de danske repræsentanter også rejste sig og klappede. Men netop den danske definition af ”nye og additionelle” er et godt eksempel på, hvilken forskel det kan gøre i kroner og ører.
I 2013 da han holdt talen, havde Danmark faktisk en definition på ”nye og additionelle”, som var i overensstemmelse med udviklingslandenes. Cirka halvvejs inde i den 500-sider lange afrapportering fra Danmark til FN står der, at Danmark definerer ”nye og additionelle” som midler, der skal gives ud over udviklingsbistanden.
Men når man kigger på den samme passage i afrapporteringen fra 2015, står der noget helt andet. Nu betyder ”nye og addtionelle” bare, at pengene ikke er uddelt eller udbetalt før.
Med andre ord mener Danmark nu, at man godt tage pengene til klimabistand fra den pulje penge, vi ellers havde øremærket til udviklingsbistand.
Og det møder kritik:
- Danmark laver kreativ bogføring. Vi bruger de samme penge flere gange. Alt afhængig af hvilken minister vi sender ud til hvad, siger Thomas Becker.
Mogens Lykketoft, som er tidligere udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling mener også, at man kan bruge betegnelsen ”kreativ bogføring” om Danmarks praksis.
- Det er i hvert fald ikke de løfter, vi gav oprindeligt, som opfyldes. Og det er ikke sådan, at behovene fra dengang er blevet mindre. De er blevet meget større, siger Mogens Lykketoft.
Mange vestlige lande gør præcist det samme som Danmark, og det svækker tilliden i klimaforhandlingerne, mener Thomas Becker:
- Hvis man skal tale om et enkelt tema, som virkelig forhindrer fremskridt i internationale klimaforhandlinger, så er det, at vi i de rige lande ikke vil betale vores del af regningen.
Skyggen over klimaforhandlingerne
Yeb Saño sagde efterfølgende sit job op som delegeret for Filippinerne for at blive aktivist. Han arbejder i dag for Greenpeace.
Han deler Thomas Beckers analyse af hovedproblemet ved klimaforhandlingerne. Uden den tillid som forsvinder, når løfterne bliver brudt, så er det svært at finde løsninger klimaforandringerne.
- Det kræver at man kan sætte sine egne nationale interesser til side, og det kan man ikke uden tillid, siger Yeb Saño.
Chefforhandleren for den afrikanske gruppe Alpha Kaloga fortæller, at den manglende finansiering fra vesten har konkrete konsekvenser:
- Det betyder blandt andet, at udviklingslandene ikke har ambitioner om klimahandling.
Danmarks forhandler til klimatopmødet i København, Bo Lidegaard, fortæller at der hviler en "skygge" over de internationale klimaforhandlinger:
- Det er ulandenes berettigede beskyldning mod ilandene for ikke at have levet op til deres løfter, fortæller Bo Lidegaard med henvisning til at langt de fleste lande – i modsætning til Danmark – aldrig har opfyldt målet om udviklingsbistand og endnu mindre for klimabistand
Han er dog ikke sikker på, at penge ville løse problemet. De manglende midler er en uhyre bekvem undskyldning for, at mange udviklingslande ikke selv gør nok, siger Bo Lidegaard og uddyber:
- Jeg er ikke sikker på, at Kina, Indien eller Brasilien ville have gjort meget mere, hvis ilandene faktisk havde hjulpet de fattigste udviklingslande, sådan som vi lovede i København.
Ni år efter COP19 i Polen er penge stadig den største knude ved årets klimatopmøde. Men nu handler det ikke længere kun om de 100 milliarder dollar. Klimaforandringernes tiltagende styrke har ændret dagsordenen.
2022: Tab og skade
I sidste uge var der er et mindre kaos foran indgangen til mødelokale 16 til klimatopmødet i Sharm el-Sheikh. Arrangørerne af klimakonferencen havde undervurderet, hvor mange deltagere, der ville med til det første officielle forhandlingsmøde om såkaldt ”tab og skade”.
Yeb Saños var en del af menneskemylderet sammen med en række af de delegerede og repræsentanter, som i årevis har kæmpet for at vesten skal betale mere til udviklingslandene. Budskabet i år er, at det ikke længere er mok at tale tilpasning og hjælp til reduktioner, som var formålet med de 100 milliarder dollars fra København.
Udviklingslandene har længe villet forhandle om at få erstatning for de skader, som klimaforandringerne laver.
Og når man først begynder at regne på omfanget af skader er det betydeligt større beløb, det handler om. Ifølge Oxfam Ibis vil Danmarks andel alene være 27 milliarder kroner om året fra 2030.
Derfor har de rige lande i mange år blokeret for at få "tab og skade" på den officielle dagsorden til klimatopmøderne.
Men de aktuelle oversvømmelser i Pakistan har ifølge observatører ændret situationen i år. Landet med verdens femte største befolkning har haft en tredjedel af sit areal under vand. 33 millioner mennesker er berørte og over 500 børn er døde.
- Klimaforandringerne er blevet så tydelige, at det bliver sværere og sværere at ignorere konsekvenserne for både befolkninger og ledere i de industrialiserede lande, siger Thomas Becker.
Han understreger, at det langt fra er en garanti for, at der kommer flere penge på bordet, når et punkt er blevet en del af forhandlingerne. Men det giver ham optimisme. For så ser det ud som om, at tingene har rykket sig en smule siden den nat i 2001 i Marrakesh.