Jeg tog til Qatar for at vifte med regnbueflaget, men deres eneste åbne homo fik mig på andre tanker
Om lidt danner Qatar rammerne om VM i fodbold. Jeg tog dertil for at se med egne øjne, hvad styret er blevet kritiseret for siden det fik værtsskabet.
På søndag begynder den mest omdiskuterede slutrunde i fodboldens historie. VM i Qatar.
Men er jeg egentlig velkommen?
Mit navn er Abdel Aziz Mahmoud. Jeg er muslim ligesom en stor del af befolkningen i Qatar. Og journalist og tv-vært på TV 2, som har betalt mange penge for rettigheder til kampene.
Men jeg er også gift med en mand, og i ørkenstaten er homoseksualitet forbudt ved lov.
Siden daværende FIFA-præsident Sepp Blatter trak en seddel med Qatar op af hatten i 2010, har det været voldsomt debatteret, om VM overhovedet hørte til i Qatar. På grund af beskyldninger om korruption, afsløringer af horrible arbejdsforhold for migranter og brud på menneskerettigheder. Og fordi der bliver så ulideligt varmt om sommeren, at VM for første gang nogensinde skal spilles om vinteren.
I september tog jeg til Qatar for at tage temperaturen på migranternes arbejdsforhold og styrets syn på korruptionsanklagerne. Med i tasken havde jeg et regnbueflag, som jeg endte med at bruge noget anderledes, end jeg havde planlagt.
FIFA-skandalen
Først satte jeg en dansker i stævne, som ikke har tænkt sig at deltage i fodboldfestlighederne: Troels Bager Thøgersen, der er chefredaktør på Tipsbladet og glødende fodboldfan. For ham er det ikke en mulighed at dække slutrunden fra Qatar.
- Det ville være hyklerisk af mig. Jeg synes ikke, at VM skal spilles i Qatar. Det er misbrug af VM til politiske formål. Jeg synes faktisk, at det er hele fodboldens fremtid, der er på spil her, sagde han.
For, forklarede han mig, der er også andre diktaturer, som ønsker sig VM-værtskabet. Ikke på grund af en lang og inkarneret fodboldtradition, men fordi et prestigefyldt arrangement som VM kan få omverdenen til at se med mildere øjne på et land, der ikke overholder menneskerettighederne. Det kaldes sportswashing.
Troels Bager Thøgersen har også boykottet VM i Qatar på grund af den såkaldte FIFA-skandale.
I 2015 blev en række topfolk i FIFA-organisationen anklaget for korruption og bestikkelse for omkring en milliard danske kroner. Pengene skulle være brugt til at sikre, at tv-rettigheder og fodboldturneringer endte bestemte steder. For eksempel at VM 2022 endte i Qatar.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er verdens største fodboldfan. Jeg blev godt nok smittet af EM-stemningen sidste sommer, men jeg har aldrig tidligere sat mig ind i, hvordan det er gået for sig med tildelingen af VM-værtskaber – eller i alle beskyldningerne om korruption.
Men det lød helt vildt. Og tre måneder inden turen havde jeg bedt om et interview med de to mænd i spidsen for det hele: Hassan Al Thawadi og Nasser Al-Khater. Generalsekretæren og den administrerende direktør i Supreme Committee for Delivery and Legacy, der arrangerer VM – og er stiftet og ejet af staten Qatar.
Derfor tog jeg nu mod deres hovedkvarter med blokken fuld af kritiske spørgsmål.
- Korruption er et uddebatteret emne
På nogleogtyvende etage i Al Bidda Tower tog Surpeme Comittees pressechef Paul Hughes imod mig og mine kollegaer. Han sagde, at de var villige til at hjælpe os med alt det, de kunne.
Men det skulle vise sig ikke at være ret meget, når det kom til de kritiske spørgsmål.
Generalsekretæren var udenlands, og direktøren havde travlt. Men Paul Hughes ville forsøge at skaffe mig et interview. Jeg skulle dog ikke forvente at få andre svar end dem, han havde givet de seneste ti år.
- Vi har talt om menneskerettigheder i mere end ti år. Det er ingen hemmelighed. Anklagerne om korruption er lidt af et uddebatteret emne, og jeg vil gerne undgå et dybdegående interview om de her emner, sagde Paul Hughes.
Det var vigtigt at gentage kritikken og svarene derpå så tæt på VM-start, forsøgte jeg at overbevise Hughes. Men han afbrød mig. Det var ikke vigtigt i hans øjne. I det mindste var han ærlig, men han vidste selvfølgelig heller ikke, at jeg optog samtalen.
Pressechefen ville til gengæld sørge for, at jeg så, hvad de havde udrettet: shoppingcentre, 12-sporede motorveje, en spritny metro og ikke mindst de syv nye kæmpestadions med airconditionkanoner på banerne, som landets migrantarbejdere har brugt de seneste 12 år på at få klar.
Det kunne jeg jo ikke bruge til ret meget. Så jeg gentog ønsket om at tale med cheferne og tog ud for at se nærmere på et lige så kontroversielt emne i det stærkt muslimske Qatar.
Alle er velkomne ...
Der var højt til loftet og minimalistisk hvidt over det hele i Education City-moskeen i hovedstaden Doha. Og så var der mulighed for at få oversat og livestreamet prædiken direkte til sin telefon. Overraskende moderne, synes jeg.
Mindst lige så overraskende var det at støde på en pressemedarbejder fra Qatars Supreme Comittee, der også var mødt op i moskeen denne formiddag. Han fulgte med mig rundt og ville sørme også være med på en lytter, da jeg interviewede talsmanden Sulaiman Bah om Qatar og homoseksualitet.
Jeg spurgte ham, om LGBT+-fans trygt kan tage til VM i Qatar, hvor homoseksualitet er ulovligt.
- I Qatar er alle velkomne. Her i Education City Mosque har vi mennesker fra alle dele af samfundet. Studerende og medarbejdere i alle aldre. Jeg synes, at det er en oplagt mulighed for folk for at komme her og opleve noget andet, end hvad de er vant til, svarede han.
Kan du forstå, hvis de ikke føler sig velkomne, når det er ulovligt, spurgte jeg. Han holdt en lang pause og svarede:
- VM er en fodboldfest, hvor alle kommer for at have en god oplevelse og heppe på deres hold. Alle er velkomne … Det er bare … Alle er velkomne.
Så brød pressemedarbejderen fra Supreme Comittee ind. Han syntes ikke, at Sulaiman Bah skulle svare på spørgsmålene om homoseksualitet.
Der skete nøjagtig det, jeg havde frygtet hjemmefra. Vi havde en pressemedarbejder i hælene konstant. Og det var næppe tilfældigt, at han brød ind, da mine spørgsmål blev lidt kritiske. Men Sulaiman Bah svarede jo glimrende på mine spørgsmål, og det var tydeligt, hvad der lå i det, han ikke sagde.
Der var i hvert fald noget mellem linjerne, jeg selv tog til efterretning.
Som homoseksuel mand ville jeg ikke være decideret utryg ved at komme der under VM. Men jeg ville skulle tænke grundigt over mine værdier inden afrejse. Ville jeg lægge mine penge hos et styre med det menneskesyn? Var det okay at feste og fejre mit lands fodboldpræstationer hos en vært, der behandlede mange andre gæster til festen så skidt? Ville jeg så selv blive en del af sportswashingen?
Og én ting er, hvordan styret ser på LGBT+-turister, der kortvarigt besøger landet. Men hvad med dem, der bor der fast?
En homo i eksil
Der findes tilsyneladende kun én qatarer, som er sprunget offentligt ud som homoseksuel: lægen Nasser Mohamed. Og præcis af den grund bor han i San Francisco.
- Jeg har kæmpet for at få asyl i USA, fordi der ikke er nogen officiel dokumentation for forfølgelsen af homoseksuelle i Qatar. Men jeg kan fortælle dig, at der foregår alvorlige overgreb, og at man vil gå meget langt for at holde det skjult, sagde Nasser Mohamed, da jeg ringede ham op på en Zoom-forbindelse.
Nasser Mohamed forklarede, hvordan styret arbejder for at afsløre homoseksuelle. Flere i hans omgangskreds er for eksempel blevet narret på chatforums. Politiet oprettede profiler under dække af at være homoseksuelle mænd, og hvis man gik på date med en af dem, blev man arresteret.
Hans ord satte sig i mig og gjorde mig ked af det. Nasser Mohamed risikerede så meget ved at være åben om sin historie. Og jeg følte mig løjet lige ind i hovedet, når jeg gentagne gange på turen havde fået at vide, at “alle er velkomne her”, mens virkeligheden var en anden.
Human Rights Watch har for nylig dokumenteret vidneudsagn i sager, hvor LGBT+-personer er blevet anholdt og indespærret i længere tid i et underjordisk fængsel, hvor de blev udsat for vold og seksuel chikane.
- Folk lyver stadig om, hvordan vi bliver banket i det skjulte og forfulgt. Hvordan skal vi få hjælp, hvis ingen ved, hvad der sker med os? Det er farligt, og det er skræmmende. Jeg håber virkelig, at det hjælper, at jeg taler højt om det og forsøger at få verden til at lytte, sagde Nasser Mohamed.
Jeg er sådan en journalist, der inddrager mine egne erfaringer, hvis de kan bidrage til historien. Det havde jeg planer om at gøre denne gang ved at fortælle vidt og bredt i ørkenstyret om min egen homoseksualitet.
Så jeg viste Nasser Mohamed det regnbueflag, jeg havde taget med til hans hjemland. Med det ville jeg gå på gaden og teste Qatars "alle er velkomne"-tolerance.
Men det var en dårlig idé, sagde han.
Jeg ville bare provokere homofoberne for så at forlade landet få dage senere og lade homoseksuelle qatarer tilbage med de samme forfølgelser. Desuden, advarede han, risikerede jeg at blive overfaldet.
Jeg pakkede flaget tilbage i min kuffert, mens jeg ud ad vinduet kunne se migrantarbejdere arbejde i varmen uden for mit hotel.
Jeg ville gerne vide, hvordan det stod til med de kritisable forhold, de har boet og arbejdet under, siden Qatar begyndte at gøre sig klar til slutrunden. Derfor havde jeg i al hemmelighed lavet en aftale med en af dem.
- Hvis vi dør, er der ingen, der bekymrer sig om det
Skjult af mørket mødte han op på mit hotelværelse en aften. Jeg kalder ham Felix her, men det er ikke mandens rigtige navn. Han er anonym af hensyn til sin sikkerhed.
Felix tog til Qatar i troen om, at han havde fået et rengøringsjob. Han ville tjene penge, så han kunne uddanne sig til advokat i sit hjemland. Men det firma, der havde ansat ham, var i virkeligheden et byggefirma, så nu skulle den lille, spinkle fyr, som sad over for mig, slæbe 50 kilo tunge cementsække op og ned ad trapper i over 40 graders varme.
- De presser en til at arbejde som et dyr. De giver dig en hakke og siger: grav her, grav der. De vil ikke have, at man holder pause. De vil have, at vi arbejder ti timer i træk uden hvile, sagde han.
Lønnen var lige under 3000 kroner om måneden. Når han havde betalt husleje, wifi og for maden til sig selv, var der ikke mange penge tilbage, fortalte han.
- Den måde, de behandler os på, knuser mit hjerte. De er ligeglade med os. Hvis vi dør her, er der ingen, der bekymrer sig om det, sagde Felix.
Den slags interview er svære at lægge fra sig. Felix og de andre arbejderes fortvivlelse, desperation og håbløshed blev hængende i luften på mit hotelværelse, efter at de var gået.
Det var umuligt for mig at komme ud og se, hvordan Felix og de andre migrantarbejdere boede. I stedet fik jeg en af dem til at sende mig en video af deres værelse.
Jeg ringede til min mand hjemme i Danmark og kunne ikke holde tårerne tilbage. Selvom jeg på forhånd havde læst grufulde ting om arbejdsforholdene, var jeg sikker på, at det trods alt var bedre end de liv, de kom fra. Men de her mennesker følte sig bondefanget. Og flere fortrød deres beslutning om at tage til Qatar.
Hvordan vi med åbne øjne stadig kan sende både spillere og fans afsted til et arrangement, der har krævet det her, blev sværere og sværere for mig at forstå. Men før jeg kunne rejse hjem og spørge DBU’s chef, Jakob Jensen, om det, havde jeg en sidste ting, jeg skulle gøre.
En regnbue i ørkenen
En halv times kørsel fra Lusail Stadium, hvor åbningskampen spilles på søndag, fandt jeg en skovl frem. I 48 graders varme begyndte jeg at grave i sandet. Det var hårdt, og jeg tror, at jeg tog en pause hvert femte minut. I modsætning til arbejderen Felix, som var en lille, spinkel akademiker, som han selv sagde, var jeg i ret god form. Men min puls var høj hele vejen, og efter 42 minutters graven havde jeg både kvalme og bragende hovedpine.
For mig var det overstået dér. Men for flere hundrede tusinde migrantarbejdere er det hverdag, og konsekvenserne er fatale.
En forskergruppe har undersøgt dødsfald blandt nepalesiske migrantarbejdere i Qatar fra 2009 til 2017. Deres konklusion er, at op mod 200 dødsfald blandt nepaleserne kunne være undgået, hvis styret havde implementeret regler, som tog hensyn til heden i Qatar. Nepaleserne udgør blot mellem 5 og 10 procent af det samlede antal migrantarbejdere i Qatar. Hvis samme mønster gør sig gældende blandt andre grupper, er der tale om tusindvis af unødvendige dødsfald.
Men hverken det spørgsmål eller nogen andre ønskede de ansvarlige fra Qatar Supreme Committee altså at svare på. De holdt mig hen lige til det sidste, men stillede aldrig op til interview.
Det blev heller ikke til så mange kække gimmicks og viften med flaget fra min side, som jeg havde regnet med hjemmefra. Mine overvejelser om at rykke lidt på homosagen ved at bruge min person i dokumentaren endte her i ørkenen. Efter en tår vand trak jeg regnbueflaget op af tasken og lagde det ned i hullet.
Skovlfuld for skovlfuld dækkede jeg det til med sand. Så var der i det mindste lidt regnbue i ørkenstaten.
Nu kunne jeg rejse hjem og spørge DBU, hvordan det føles at sende det danske landshold afsted til Qatar.
Skal/skal ikke?
Guldtrofæet var på verdensturné og netop fløjet til Kastrup fra Amsterdam i et særligt privatfly. De vigtige mennesker, der var mødt frem, klappede, da den tidligere franske landsholdsspiller Frank Leboef præsenterede det.
Blandt dem stod den øverste chef for DBU, Jakob Jensen. Han forklarede mig, at de ser frem mod VM med en dobbeltsidet følelse.
- På den ene side er vi ekstremt glade for, at vi har så dygtigt et landshold, som kvalificerer sig som den tredje nation til et VM. På den anden side er Qatar ikke noget godt sted at holde et VM.
Alligevel mente han godt, at landsholdet kan spille. For, som han sagde, har de konstateret, at der ikke har fundet nogen generel boykot af Qatar sted fra de danske myndigheders side.
- Vi er et fodboldforbund, hvis formål er at spille fodbold og at samle og begejstre nationen gennem fodbold. Det, jeg siger, er bare, at hvis man kan samhandle med Qatar, så kan vi også spille fodbold i Qatar, svarede han.
DBU mener altså ikke, at man kan lægge ansvaret for forholdene i ørkenstaten på den enkelte spiller eller det enkelte landshold.
Min tur til Qatar har fået mig til at tænke over, hvad jeg støtter både direkte og indirekte ved at følge med. Og jeg er stadig i tvivl om, hvordan jeg skal forholde mig til de VM-dage, der venter os alle.
Skal roligans, som bakker landsholdet op, udskammes? Risikerer jeg en shitstorm, hvis jeg lægger billeder fra en fodboldfest op på Instagram? Bør jeg lade være med at se kampene, eller skal jeg gøre det i smug?
Sådan tænker jeg, at der er mange, der har det lige nu. For hvor meget kan den enkelte tilskuer, turist eller tv-seer gøre så sent i forløbet? Det mest kraftfulde havde nok været, hvis de voksne med rigtig magt – topfolkene i FIFA eller verdens politikere – havde været deres ansvar bevidst i 2010.
Du kan se dokumentaren 'Abdel og det beskidte spil' tirsdag klokken 20.00 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 PLAY.