Priserne stiger

Danskerne kører langsommere for at spare penge

Siden krigen i Ukraine brød ud, er brændstofpriserne steget, og det kan nu aflæses i danskernes adfærd på vejene.

Hvis du har undret dig over, at der er knap så meget fut i de andre bilister, når du kører på vejene, er der noget om det.

Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at danskerne faktisk har lettet trykket på speederen ret markant, når de kører rundt på de danske motorveje.

Faktisk i sådan en grad, at Vejdirektoratet har kunnet registrere et fald på 2-3 kilometer i timen i gennemsnitshastigheden i forhold til sidste år på motorvejsstrækninger, hvor man må køre 130 kilometer i timen.

- Det er altså temmelig meget, lyder det fra Niels Erik Wegener Moltved, der er projektleder i Vejdirektoratet, til TV 2.

På motorveje med en hastighedsbegrænsning på 130 kilometer i timen blev der i oktober i år kørt med en gennemsnitshastighed på 118,2 kilometer i timen. De seneste to år var hastigheden på samme strækninger i gennemsnit på henholdsvis 120,2 og 121,1 kilometer i timen.

Vejdirektoratet laver et hastighedsbarometer opdelt i syv forskellige vejkategorier, og siden marts er gennemsnitshastigheden faldet i alle syv kategorier.

Godt for trafiksikkerheden

Vejdirektoratet er ikke i tvivl om årsagen til den lavere hastighed.

Siden Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022 er priserne på brændstof og el steget så meget, at det har fået folk til at tænke over hastigheden, når de sætter sig bag rattet.

Jo hurtigere man kører, jo dyrere er det.

Og der er en del penge at spare ved at sætte hastigheden ned.

- Hvis man sætter hastigheden ned med 10 kilometer i timen, kan man spare 10 procent i brændstof, hvis man kører over 100 kilometer i timen, siger Niels Erik Wegener Moltved.

Og selvom man selvfølgelig ikke skal køre så langsomt, at det generer trafikken, er der ifølge Vejdirektoratet ikke noget, der tyder på, at den lavere hastighed på motorvejene indtil videre har givet udslag i ulykkesstatistikken.

Men generelt vil lavere hastighed være godt for trafiksikkerheden, lyder det.

Elbilister sparer mest

Også hos FDM, der er medlemsorganisation for 269.000 danske bilister, oplever man en klar tendens til, at folk efterspørger gode råd til, hvordan man kan gøre sin kørsel mere økonomisk.

Det gælder både benzin- og elbilister.

- Vi har lavet tests både i benzin- og elbiler, hvor vi har sat farten ned fra 130 til 110 kilometer i timen. Der er energibesparelsen omkring 15-20 procent afhængigt af den konkrete bil, siger Dennis Lange, der er specialkonsulent i FDM, til TV 2.

Gode råd til økonomisk kørsel

  • Kør jævnt og undgå hårde opbremsninger.
  • Kør i højt gear, da det reducerer motorens brændstofforbrug.
  • Tag toppen af farten, når du kører på motorvej.
  • Skru ned for klimaanlæg og sluk for sædevarme.
  • Tjek dit dæktryk og sørg for, at dine dæk står lige.
  • Undgå tomgang, når du holder stille.

Kilde: Vejdirektoratet

Testen viste, at besparelsen er størst for elbiler, hvis man sætter hastigheden ned, og hvis man samtidig lader bilen op, når strømmen er billig, er der "rigtig, rigtig mange penge at spare", siger Dennis Lange.

Gevinsten kommer ikke kun den enkeltes pengepung til gode. Ifølge Vejdirektoratet vil den lavere hastighed også skåne klimaet for omkring 27.000 tons CO₂ i 2022.