Samfund

Aarhus har tændt titusindvis af julelys i gågaden trods energikrise

Aarhus er den første af storbyerne til at tænde julebelysningen i år.

900.000.

Så mange LED-pærer er fredag aften blevet tændt som en stjernehimmel over gågaden i Aarhus.

De næste 43 dage vil lysene være tændt som en del af en mangeårig tradition med julelys i gågaden. Men op til julen i år har der været stor debat om, hvorvidt man skal tænde en masse lys i en tid med energikrise.

Flere har derfor også fravalgt julelysene i år. Det gælder blandt andet d'Angleterre i København og Salling i Aalborg og Aarhus.

Aarhus er den første af storbyerne til at tænde julebelysningen. I Odense bliver juleudsmykningen tændt en uge senere, end den plejer, mens København tænder to uger senere.

Uenighed blandt aarhusianerne

På gaden i Aarhus er der delte meninger om, hvorvidt det er en god idé at fyre op for julelysene i år.

- Jeg synes, det er helt i orden. Det synes jeg, det er. Vi skal ikke bare sådan nedprioritere alt, siger Lene Sørensen til TV 2.

En anden borger er lodret uenig. Han synes "virkelig ikke", at det er i orden at tænde julelysene.

- Med økonomiske kriser og så meget krig, der er nu, så synes jeg ikke, man kan gøre det, siger Devrim Anteb, social og sundhedsassistent.

I Aarhus er beslutningen om at tænde julelysene blevet taget i samråd af gågadens 82 butikker.

- Vi blev enige om, at byen var mørk nok i forvejen. Så det skulle ikke være os handlende, der skulle slukke det sidste håb om en god og oplyst jul, siger Claus Borbjerg, der er formand for Gadeforeningen Strøget.

- Forsvarligt og hyggeligt

Julebelysningen i Aarhus vil dog være tændt i færre timer, end den plejer. Regningen for belysningen bliver på omkring 35.000 kroner.

- Det vil sige, vi har en omkostning per indbygger på 10-11 øre. Vi synes, det er fuldt forsvarligt, det vi gør – og hyggeligt, siger Claus Borbjerg.

For borgerne i Aarhus-omegnen ser det lidt anderledes ud.

På Fredensgade i Hinnerup plejer en ekstraordinær julebelysning at tiltrække flere tusinder af besøgende. Men i år kommer lysene slet ikke frem.

- De (lysene, red.) bliver på loftet i år. Der bor i deres kasse, så de kommer ikke ud og kigger på Fredensgade i år, siger beboer på vejen Jens Agerbo.

Derudover har Musikhuset i Aarhus valgt at droppe den traditionelle skøjtebane.