Samfund

Tusindvis af pressede danskere har valgt ”sidste udvej” på lånemarked med tårnhøje renter

Tusindvis af danskere bevæger sig ud i et pengelånskaos på Facebook. Mange af dem bliver presset af inflationen.

19-årige Amalie Bruun Kristensen har ingen penge på kontoen.

Hun er på kontanthjælp, fordi hun er mellem uddannelser, og hendes elregning er lige blevet mere end fordoblet. Og hun har søgt om mere end 40 forskellige kviklån på ditto forskellige hjemmesider, men hun kan ikke blive godkendt.

Med et afvæbnende ”hejsa” og en smilende emoji indleder hun et opslag i en lukket gruppe på Facebook, som hun lige er blevet medlem af.

Hun spørger, om der er nogen, der kan låne hende 5000 kroner. Inden for få minutter fyldes hendes indbakke med beskeder.

Titusindvis af danskere er medlem

Det er første gang, at Amalie Bruun Kristensen spørger fremmede mennesker om at låne penge.

- Jeg har minus på kontoen. Elregningen er på næsten 2000 kroner, og den plejer at være på 7-800 hver tredje måned. Så det her er min sidste mulighed, siger Amalie Bruun Kristensen til TV 2.

Da hun meldte sig ind i den lukkede gruppe på Facebook, blev hun én blandt titusindvis af danskere, der for tiden bevæger sig rundt i lukkede Facebook-grupper, hvor private låner penge til og af hinanden.

Fælles for grupperne er, at renten er ekstremt høj. Den ligger på 50 procent og op.

TV 2 har undersøgt markedet for grupper på Facebook, der formidler kontakt mellem private lånere og ditto udlånere, og har fundet frem til mere end 50 grupper.

Medlemstallet spænder fra 20 til 5000, og der er sammenlagt knap 40.000 medlemmer.

I de største af grupperne er der hver eneste dag mere end 20 nye opslag fra mennesker, der af den ene eller den anden grund har brug for at låne penge. Nogle vil låne 70 kroner, andre vil låne 60.000.

Jeg er fattig resten af måneden på grund af en overdrevet høj elregning, og jeg søger et lån på 1000 kroner

Opslag i gruppe for lån på Facebook

De fleste vil låne et par tusind til dagen og vejen – eller til elregningen.

- Jeg er fattig resten af måneden på grund af en overdrevet høj elregning, og jeg søger et lån på 1000 kroner til ren og skær overlevelse til mine børn og mig, lyder et opslag fra den forgangne uge.

Det vrimler med lignende anmodninger i de grupper, som TV 2 har fået adgang til:

- Afdragslån søges til stabil låner. Søges: 5000-8000 kroner over nogle måneder. Lånet søges på grund af manglende fyringsolie.

- Er der nogen herinde, som kan tilbyde et større lån? Jeg har fast arbejde, men grundet vores private situation samt stigende energipriser slår det ikke til.

Sidste udvej

TV 2 har været i kontakt med 15 personer, der har lånt penge af private i de lukkede grupper. De har alle prøvet at slå et opslag op i en eller flere lånegrupper på Facebook for derefter at flyde i tilbud fra udlånere.

Du skal tage hjem og besøge hende og hente dine penge på den ene eller den anden måde!

Kommentar i gruppe for lån på Facebook

De fortæller samstemmende, at Facebook er blevet det sidste sted, de kan låne pengene. Flere kalder det deres ”sidste udvej”. Enten fordi de ikke kan spørge familie eller venner – eller fordi de er registreret i RKI.

Sådan har vi gjort

TV 2 har undersøgt markedet for private lån på Facebook og har fundet 53 lukkede grupper, hvor private låner penge til hinanden til høje renter. Vi har meldt os ind i flere af dem for at holde øje med aktiviteten.

TV 2 har taget kontakt til en lang række af de danskere, der er aktive i grupperne.

20 er dem er vendt tilbage efter vores henvendelse. Af de 20 låner 15 af dem penge gennem de lukkede grupper, mens fem af dem låner penge ud med høje renter.

Hvis du har erfaringer med lånegrupper på Facebook, kan du kontakte TV 2s journalist i bunden af denne artikel.

Flere fortæller, at de låner regelmæssigt. De fortæller også, at de har lavet aftaler med private udlånere om at betale dem tilbage med renter på op til 100 procent.

Det skaber problemer, for der er mange af dem, der låner, der ikke kan betale pengene tilbage, og mellem opslag fra økonomisk desperate mennesker, der søger lån, vrimler det med advarsler mod at låne til navngivne personer.

Og de opslag er ofte efterfulgt af opfordringer til at opkræve pengene på forskellige måder.

- Du skal tage hjem og besøge hende og hente dine penge på den ene eller den anden måde!

- Det bedste råd, jeg kan give dig, det er kun at låne ud til personer, som ikke er længere væk, end at du kan køre dertil!

- Kom med hans nummer, så skal vi nok ringe og skrive til ham, indtil du får pengene, lyder nogle af opfordringerne.

Kan gøre krisen værre

Bent Greve er professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet og har forsket i fattigdom og ulighed.

Det er vigtigt at gribe ind over for det

Bent Greve, professor, Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, Roskilde Universitet

Han frygter, at det aktive marked for lån på Facebook kan gøre inflationskrisen endnu værre for de mennesker, der i forvejen er økonomisk pressede.

Bent Greve, der er professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet frygter, at det aktive marked for lån på Facebook kan gøre inflationskrisen endnu værre for de mennesker, der i forvejen er økonomisk pressede. Video: Cæcilie Ibsen Christensen

- Den her type lån midt i en tid med høj inflation har den konsekvens, at der er nogen, der har svært ved at leve et liv, uden at de skal være bange for, om de kan betale regningerne og konstant skal optage nye lån, siger han til TV 2.

- Det er vigtigt at gribe ind over for det.

Finanstilsynet holder ikke øje

En ny lovgivning mod dyre kviklån trådte i kraft 1. juli 2020. Meningen var at beskytte forbrugere mod lån med meget høje omkostninger og tvivlsomme forretningsmodeller.

Inflation og elregninger driver forbrugerne ud på lånemarkeder på Facebook. Lånehajerne fisker i rørte vande

Morten Bruun Pedersen, cheføkonom, Forbrugerrådet Tænk

Det er ulovligt at låne penge ud, hvis lånets årlige omkostning er på mere end 35 procent.

TV 2 har anmodet Rigspolitiet om at få aktindsigt i antallet af anmeldelser af private udlån på månedlig basis de seneste tre år. Det er dog ikke muligt at trække tallene på anmeldelser om private udlån, oplyser Rigspolitiet.

Det siger loven

Det er ikke ulovligt at aftale lån mellem private.

Der er dog tale om ulovlig låneaktivitet, når et udlån har årlige omkostninger i procent på over 35.

Samtidig må en forbruger maksimalt betale det dobbelte af et lån tilbage i renter, gebyrer og afdrag.

Finanstilsynet fører ikke tilsyn med de private lån, men hvis et udlån er i erhvervsmæssigt øjemed i de private lånegrupper på Facebook, kræver det en tilladelse fra tilsynets side.

Dog findes der ikke en konkret definition af, hvornår der er tale om erhvervsmæssige udlån.

Derimod beror det på en konkret vurdering ud fra, hvordan kontakten mellem låntager og långiver etableres, hvem der lånes til, og hvor mange lån der er tale om, har Finanstilsynet tidligere oplyst til Finans.dk

Kilde: Lov om ændring af lov om forbrugslånsvirksomheder, lov om markedsføring og lov om finansiel virksomhed

Loven gælder også udlån mellem private personer, men alligevel er antallet af profiler og aktiviteten i lukkede grupper på Facebook, hvor der udbydes og efterspørges lån, cirka fordoblet fra 2020 til 2021.

Det viste en række stikprøveundersøgelser, som Finanstilsynet gennemførte i 2020 og 2021, fordi tilsynet skulle evaluere den nye lov.

Men Finanstilsynet holder ikke længere øje med aktiviteten i de lukkede lånegrupper. Det oplyser de i et skriftligt svar til TV 2. Derfor ved man heller ikke, om aktiviteten i lånegrupperne er steget yderligere i 2022.

- Overvågning af private lånegrupper på Facebook er ikke en del af vores faste opgaver, oplyser Finanstilsynet.

- Finanstilsynet tjekker alene – i det omfang det overhovedet er muligt – om der er personer, der låner ud i et sådant omfang, at det kræver tilladelse som forbrugslånsvirksomhed.

Derudover har Finanstilsynet ingen kommentarer til, at titusindvis af danskere bevæger sig rundt i lånegrupper på Facebook.

Lånehajer fisker i rørte vande

Men det er ”under al kritik”, at Finanstilsynet ikke holder øje med grupperne længere, siger cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen, til TV 2.

Når man ikke rigtig kan gøre andet, så bliver man nødt til at sige ja til det

Amalie Bruun Kristensen, 19 år, søger efter lån på Facebook

Han frygter, at mange danskere bliver presset så hårdt af inflationen, at de sætter sig i en gæld, som de aldrig kommer til at kunne betale tilbage.

- Vi er i en situation, hvor inflation og elregninger nu endnu mere end før driver forbrugerne ud på de her lånemarkeder på Facebook. Lånehajerne fisker i rørte vande for at få nogle kunder, og inflationen gør det nemt for dem, siger Morten Bruun Pedersen.

Forbrugerrådet Tænk kender godt til de lukkede grupper på Facebook, hvor man kan låne penge til skyhøje renter.

- Prisen på de her lån er så horribel, og de mennesker, der bruger det, kan enten ikke bruge det normale lånemarked, fordi de står i RKI, eller også ved de simpelthen ikke bedre, siger han.

- Det er mennesker, der skal bruge penge her og nu, og måske er de allerede i forvejen inde i en gældsspiral.

- Man er nødt til det

Selvom Amalie Bruun Kristensen fik en række henvendelser i kølvandet på hendes efterlysning af et lån i en af de mange lukkede lånergrupper på Facebook, har hun endnu ikke fået et lån.

Flere af henvendelserne virkede som svindel, andre gange var hun tæt på at indgå en aftale med en udlåner, men så stoppede vedkommende med at svare.

Hun fik også to henvendelser fra mænd, der ville betale hende penge for at sende billeder eller videoer af sig selv eller for at svare på spørgsmål omkring hendes sexliv. Dem blokerede hun.

Men elregningen presser stadig, og kontoen er stadig tom. Derfor vil hun slå flere opslag op i nogle af de mange andre lånegrupper.

Når det kommer til de høje renter, ser hun det ikke som en hindring:

- Det er åndssvagt, at de sætter renterne så højt, men når man ikke rigtig kan gøre andet, så bliver man nødt til at sige ja til det, siger hun.

_