Coronavirus

Antallet af nyindlagte med corona falder for tredje uge i træk

Det er især personer på 60 år og opefter, som udgør en stor del af faldet, skriver seruminstitut i rapport.

Antallet af nye indlæggelser af personer med coronavirus falder for tredje uge i træk. Det viser en ugentlig tendensrapport fra Statens Serum Institut (SSI).

I uge 44, der løber fra 31. oktober til 6. november, blev 323 personer med en positiv PCR-test indlagt på hospitaler i landet. Det er markant lavere end ugen forinden, hvor 462 blev indlagt.

Det er især personer på 60 år og opefter, som udgør en stor del af faldet, skriver SSI. De 70-89-årige udgør dog stadig den største gruppe af nyindlagte, og sådan har det været siden begyndelsen af året.

Dødeligheden er på normalt niveau

Personer fremgår af statistikken, alene hvis de har en positiv test for coronavirus. Det er ikke ensbetydende med, at covid-19 er årsagen til indlæggelsen.

SSI sammenligner antallet af indlagte med udgangspunkt hver mandag, og i den seneste rapport var 368 coronasmittede mandag morgen indlagt. Heraf lå 12 på intensiv. Det er lavt, skriver SSI.

Der er i uge 44 registreret 60 dødsfald blandt coronasmittede, hvilket er 4 færre end ugen forinden.

- Den overordnede dødelighed i Danmark er på et normalt niveau, konkluderer SSI.

Antal PCR-test er dalet

Også når man ser på smittetilfældene, går det fremad. For fjerde uge i træk falder antallet af nye smittede, og i uge 44 var der 71 bekræftede smittetilfælde per 100.000 indbyggere.

Den højeste smitteforekomst findes blandt de 40-49-årige, hvor der er 107 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Antallet af udførte PCR-test er også dalet, men andelen af testede personer, der får at vide, at de er smittet med coronavirus, dykker ligeledes.

Også i spildevandet måles der nationalt faldende koncentrationer af coronavirus.

Der tilbydes dette efterår gratis vaccinestik mod coronavirus for alle over 50 år. Den 6. november var det to tredjedele - 67 procent - af befolkningen over 50 år, som havde fået et boosterstik.