Prins Joachim og prinsesse Marie flytter fra Frankrig
Beslutningen har ikke noget at gøre med konflikten om parrets børns titler, lyder vurderingen fra royal korrespondent.
Prins Joachim stopper i jobbet som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, når kontrakten udløber til sommer.
Derefter vil han, prinsesse Marie og familien flytte fra Frankrig.
Det fortæller han til Billed-Bladet.
Prins Joachim tiltrådte i september 2020 stillingen som forsvarsattaché. Kontrakten lød på tre år med mulighed for forlængelse, og dermed udløber den til sommer 2023.
Uklart om de flytter til Danmark
Prins Joachim fortæller til Billed-bladet, at familien ikke bliver boende i Frankrig.
Han vil dog ikke svare klart på, om det er deres plan at flytte til Danmark.
Til billedbladet fortæller prins Joachim, at fremtiden er mere eller mindre på plads for ham.
- Jeg venter kun på, at telefonen ringer, og der bliver sagt "go", siger prins Joachim til ugebladet og afslører videre, at han håber at fortsætte i en stilling inden for militæret.
Prinsesse Marie er tilknyttet som særlig kulturrepræsentant i kulturafdelingen ved den danske ambassade i Paris.
En ydmygelse
I september meldte kongehuset ud, at prins Joachim og prinsesse Maries fire børn ville blive frataget deres titler som prinser og prinsesse fra årsskiftet.
En beslutning, der blev udlagt som en ydmygelse af prinsen, og som da heller ikke faldt i god jord hos prinseparret selv.
- Det er aldrig sjovt at se sine børn... på den måde gjort fortræd. De står i en situation, de ikke forstår, lød det fra en tydeligt berørt prins Joachim i et interview med Ekstra Bladet.
Begrundelsen for at fjerne titlerne var, at dronningen ønskede, at "de fire børnebørn i højere grad skulle kunne forme deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset som institution indebærer".
Dronning Margrethe udsendte efterfølgende en pressemeddelelse, hvor hun skrev, at hun havde undervurderet konsekvenserne af sin beslutning.
- Jeg har truffet min beslutning som Dronning, mor og farmor, men jeg har som mor og farmor undervurderet, hvor meget min yngste søn og hans familie føler sig berørt. Det gør et stort indtryk, og det er jeg ked af, lød det blandt andet i meddelelsen.
Joachim har andre planer
Prins Joachim og prinsesse Maries beslutning om at forlade Frankrig har ikke noget med konflikten om børnenes titler at gøre.
Sådan lyder vurderingen fra Jacob Heinel Jensen, der er royal korrespondent på BT.
- Der er noget andet under opsejling. Prins Joachim har andre planer, siger han.
Han ser alene parrets flytteplaner som et udtryk for, at prins Joachim har fået et nyt job, som han snart vil løfte sløret for. Og han tror ikke, at de rykker hjem til Danmark.
- Lige nu er det prins Joachims karriere, der er i højsædet, siger Jacob Heinel Jensen.
Skal snart mødes for første gang
På lørdag vil dronning Margrethe og prins Joachim for første gang deltage i et officielt arrangement sammen efter deres konflikt.
Det sker, når prinsesse Marie og prins Joachim deltager i fejringen af dronningens 50-års regentjubilæum på Københavns Rådhus.