Svækket syrisk ægtepar tvangsudsendt til Libanon med deres fem børn
Parrets sag har været omtalt i medierne, da de svækkede ældre mennesker i en periode boede på udrejsecenter Kærshovedgård.
Et ældre syrisk ægtepar og deres fem voksne børn er tidligt tirsdag morgen blevet udsendt til Libanon.
Parret er henholdsvis 78 og 65 år gamle, og deres historie er tidligere belyst i flere danske medier, blandt andre Politiken, da parret i en periode boede på Udrejsecenter Kærshovedgård.
Her kritiserede blandt andre organisationen Dansk Flygtningehjælp, at parret under forholdene på centret ikke kunne få den nødvendige pleje. Parret beskrives som svækkede, og de lider af en række sygdomme, blandt andet demens og ptsd.
De blev i oktober overflyttet til et plejehjem i Tønder, men er nu sendt til Libanon. Det samme er parrets fem voksne børn, der boede på udrejsecenter Ellebæk.
Familien er efter en afgørelse i Flygtningenævnet afviste asylansøgere og skulle derfor forlade landet. Det skete ved en ledsaget udsendelse, da familien ikke ønskede at forlade landet frivilligt.
Det bekræfter familiens advokat Jytte Lindgård til TV 2. Hjemrejsestyrelsen bekræfter ligeledes over for TV 2, at der "i dag 1. november 2022 i samarbejde med Frontex og med bistand fra politiet er gennemført en ledsaget udsendelse af syv personer til Libanon".
To af ægteparrets sønner har lovligt ophold i Danmark, skriver Politiken.
Strid om libanesisk statsborgerskab
Familien, der kommer fra Syrien, har i en lang periode inden ankomsten til Danmark opholdt sig i en flygtningelejr i nabolandet Libanon.
Og det er her, at de nu er sendt tilbage til. Advokat Jytte Lindgård bekræfter, at familien er ankommet til landet.
Advokaten forklarer, at det har været et stridspunkt i sagen, at familien afviser at være libanesiske statsborgere. Det er de ifølge de danske myndigheder, hvorfor de kunne udvises til landet.
Forperson i organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, Haifaa Awad, kritiserer i en video på Facebook udsendelsen af familien:
- De bliver dumpet i Libanon, og Danmark vasker sine hænder, lyder det fra forpersonen.