Katastrofekurs, altafgørende mandater og en stor joker: Der er meget på spil for partierne på valgdagen
ANALYSE: Fire ugers hæsblæsende valgkamp er slut. Nu venter der en historisk spændende og fuldstændig uforudsigelig regeringsdannelse.
Aldrig har så mange vælgere været i tvivl om, hvor de vil sætte krydset – og aldrig har så mange vælgere skiftet partibogstav siden sidste valg.
Når stemmerne er talt op på valgaftenen, kan der være vendt fuldstændigt op og ned på dansk politik.
Nogle partier risikerer en vælgerlussing.
Andre, der har været dømt ude, kan pludselig stå med de afgørende mandater.
Og taburetten kan begynde at vakle under partiledere.
Der er meget på spil for de 14 partier.
Valgkampen har været dramatisk, og der er meget at holde øje med, når resultaterne tikker ind i løbet af valgaftenen.
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvem der kan tælle til de berømte 90 mandater og sætte sig på statsministerposten. Svaret er både uforudsigeligt og spændende.
Her er status på partierne på valgdagen.
Socialdemokratiet: Ser ud til at vinde valget
Socialdemokratiet og statsminister Mette Frederiksen har været definerende for valgkampen. Især ved at gå til valg på, at der skal dannes en bred regering. Men også ved at fjerne de største politiske uenigheder og gøre valget til et spørgsmål om lederskab.
Det valg ser Mette Frederiksen ud til at vinde. Hun fører stort i målinger af, hvem danskerne foretrækker som statsminister. Og det ligner, at Socialdemokratiet bliver Folketingets suverænt største parti med næsten dobbelt så mange mandater som Venstre.
Selvom Mette Frederiksen står til at vinde valget, kan hun alligevel tabe magten. I de seneste målinger er der ikke rødt flertal. Derfor kan hun være afhængig af, at valgløftet om en bred regering bliver en realitet, hvis hun skal beholde statsministerposten.
Det er forklaringen på Mette Frederiksens dobbeltspil. I partilederrunderne var hun tydeligvis omfavnende og indbydende. Hendes konklusion er, at valgkampen har bragt partierne tættere sammen.
Men i slutspurten er hun også gået hårdt til Lars Løkke Rasmussen. Særligt for idéen om at omlægge folkepensionen. Samtidig har hun lavet klimaudspil med de røde partier. Alt sammen i forsøg på at sikre rødt flertal. Får hun det, vil hun stå stærkere i regeringsforhandlinger efter valget.
Det Konservative Folkeparti: Hvor stor bliver nedturen?
Valgkampen har været én lang nedtur for Det Konservative Folkeparti. Siden sidste valg har de konservative oplevet stødt stigende fremgang i meningsmålingerne.
Men partiet toppede for tidligt, og i nogle målinger ligger de konservative sågar under valgresultatet fra 2019. En deroute uden sidestykke i dansk politik, der naturligt rejser spørgsmålet om, hvorvidt Søren Pape Poulsen er den rigtige leder for partiet.
Da Pape meldte sig som statsministerkandidat i august, var opbakningen til K godt tre gange så stor som i de seneste målinger. Dengang var han favorit til at blive ny statsminister. I dag er drømmen et fatamorgana.
Den konservative fremgang var bygget på Papes troværdighed. Da den blev skudt i sænk af historierne om hans tidligere ægtefælle, faldt opbakningen til partiet samtidig. Det er en farlig strategi at bygge et partis fortælling på personlig popularitet. Så er der ikke er noget at stå imod med, når modvinden kommer.
De konservative må også spørge sig selv, om det er politikken, den er gal med. Partiet er gået til valg på store skattelettelser i toppen og tæt på nulvækst i det offentlige. En meget borgerlige plan, som vælgerne ikke ser ud til at bakke op om.
Venstre: Katastrofevalget lurer
Meget tyder på, at Venstre får et katastrofalt valg. Opbakningen i de seneste målinger viser, at partiet mister næsten halvdelen af folketingsgruppen og får det dårligste valgresultat i 30 år.
Tilbagegangen for Venstre er især bemærkelsesværdig, fordi vælgerne er flygtet fra de konservative i løbet af valgkampen. Men det ser ud til, at de fravælger Venstre og i stedet går til Moderaterne.
De store vælgervandringer er en bittersød fornemmelse for Jakob Ellemann-Jensen. Valgkampen har gjort det tydeligt for enhver, at Venstre er det store parti i den blå blok. Og Ellemann er nu danskernes foretrukne borgerlige statsminister.
Omvendt er drømmen om en borgerlig regering ved at fortabe sig. Flere centrale Venstre-folk har allerede mistet troen på, at partiet overhovedet kommer med i en ny regering, før stemmerne er talt op.
Dén beslutning afhænger formentlig af, hvad tidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen vil efter valget. Alt tyder på, han får en nøglerolle, når magten skal fordeles.
Hvis Venstre holder fast i afvisningen af en bred regering, skal Ellemann og de blå partier have held til at lokke Løkke over på deres side. Ellers ser det ud til, at Venstre skal have fire år mere i opposition.
Moderaterne: Løkke kan blive altafgørende
Det ser ud til, at Lars Løkke Rasmussens nystartede parti får den altafgørende position, som partiet jagter: Rollen som kongemager, hvor hverken rød eller blå blok kan tælle til 90 mandater uden Moderaterne.
For få måneder siden balancerede partiet på spærregrænsen. Efter en valgkamp, hvor Løkke dygtigt har fastholdt mystikken om, hvem han peger på som statsminister, ser det nu ud til, at Moderaterne får en drømmedebut i Folketinget. Og at ingen kan komme udenom Løkke, når der skal dannes regering.
I løbet af valgkampen har Løkke afsløret, at hans drømmescenarie er en regering over midten mellem Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Han har tidligere sagt, at han vil ”låse dansk politik”, fremtvinge en parlamentarisk krise og tvinge de traditionelle blokke til at samarbejde.
Ét af de helt store spændingsmomenter på valgaftenen er derfor, hvad Løkke har tænkt sig at gøre, når mandaterne er fordelt. Peger han på Mette Frederiksen? På Jakob Ellemann? Eller vil han selv gå efter at blive statsminister igen?
Radikale Venstre: Planen, der slog fejl
De radikale ser ud til at blive én af de helt store tabere ved valget. Partiet er indirekte grund til, at vi skal til stemmeurnerne nu, fordi Sofie Carsten Nielsen før sommerferien truede med at vælte Mette Frederiksen efter Minkkommissionens kritik.
Men den dagsorden er næsten forsvundet ud af valgkampen, og partiet har haft svært ved at forklare logikken i, at regeringen skulle væltes i slowmotion.
Radikale har haft svært ved at trænge igennem i valgkampen, og diskussionen om en bred midterregering er næsten foregået hen over hovedet på dem. Interessen har i stedet samlet sig om Moderaternes mandater, og Lars Løkke Rasmussen (M) har overtaget de radikales ønskeposition som kongemager i dansk politik.
Nu er de radikale ikke nødvendigvis længere det vigtigste parti på den politiske midte. Den øgede konkurrence har Sofie Carsten Nielsen (R) ikke været god nok til at forsvare sig imod.
Skrækscenariet for partiet er, at de både får en vælgerlussing og samtidig bliver sat uden for indflydelse. Derfor vil Radikale Venstre gøre alt for at komme med i en regering efter valget.
Uanset om det lykkes eller ej, venter der en grundig selvransagelse hos Radikale Venstre efter valget.
SF: Stille strategi giver succes
SF og Pia Olsen Dyhr er ikke dem, der har fyldt mest eller råbt højest i valgkampen. Alligevel står partiet til en lille fremgang.
SF’erne har ikke kastet sig ind i store politiske slagsmål de seneste uger og har ikke stillet ultimative krav til en ny regering. Partiet har derimod en række forhandlingskrav om deres store politiske mærkesager: børn, psykiatri og klima.
I den seneste valgperiode har de været dygtige til at stille realistiske krav, der kan indfries. Derfor løber partiet sjældent ind i nederlag. Det er en helt bevist strategi, som vælgerne ser ud til at bakke op om.
Danskerne mener også, at SF-formand Pia Olsen Dyhr både er den mest troværdige og sympatiske partileder.
SF har været et meget loyalt støtteparti for regeringen. Nu håber Pia Olsen Dyhr, at hun igen kan gøre SF til et regeringsparti. Men internt er der nervøsitet over, at folkesocialisterne risikerer at miste indflydelse, hvis der bliver dannet en bred regering over midten.
Dansk Folkeparti: Har fundet en vej ud af krisen
Valgkampen for Dansk Folkeparti har handlet om ren og skær overlevelse. Efter at have været ét af de mest indflydelsesrige partier i to årtier er der en reel mulighed for, at partiet ryger helt ud af Folketinget. Succeskriteriet for Morten Messerschmidt har derfor været at få partiet over spærregrænsen. Det ser ud til at lykkes.
Dansk Folkeparti har brugt valget til at markere sig som det parti, der overgår alle andre med hjælpepakker til inflationsramte danskere. Messerschmidt har igen og igen kritiseret de andre partier for ikke at gøre nok.
Den stramme udlændingepolitik er ikke længere et trumfkort for Dansk Folkeparti. Dels fordi valgene ikke længere afgøres af udlændingespørgsmålet. Men især fordi der er mange andre partier, der også udlændingepolitisk er strammere.
I stedet har Messerschmidt satset stort på ældrepolitikken. Godt hjulpet på vej af TV 2s dokumentar ’Opråb fra plejehjemmet’ har han skruet kraftigt op for retorikken og lovet milliardstore ekstrabevillinger.
Ældre er for Dansk Folkeparti, hvad børn er for SF. Målingerne tyder på, at folkepartisterne har fundet en vej ud af den akutte krise.
Liberal Alliance: Den nye borgerlige stjerne
Liberal Alliance har haft en nærmest eksplosiv fremgang i valgkampen og bliver formentlig én af de helt store vindere på valgaftenen. Partiet ligger til det bedste valgresultat nogensinde.
Alex Vanopslagh overtog et politisk håndværkertilbud på spærregrænsen i 2019. Siden da er det lykkedes for Vanopslagh at genrejse og genopfinde Liberal Alliance, der langsomt har bevæget sig længere og længere væk fra spærregrænsen.
Det er særligt de unge vælgere, der er tiltrukket af Vanopslaghs politiske projekt. Han taler ikke kun om skattelettelser, men har stort fokus på unges mistrivsel og et opgør med perfekthedskulturen. Han taler åbent om sine egne udfordringer med stress og fører kampagne under sloganet "Du kan godt". Noget, der øjensynligt rammer en stemning og en følelse hos LA’s vælgere. Eller skal vi hellere kalde dem fans?
Den store udfordring for Liberal Alliance bliver at omsætte valgsuccesen til politisk indflydelse. Meget tyder på, at partiet bliver et mellemstort borgerligt parti efter valget. Men hvis der ikke dannes en blå regering, risikerer partiet at blive sat uden for indflydelse.
Alternativet: Den store joker
Hvis Alternativet kommer over spærregrænsen, kan partiet afgøre valget og sikre rød blok valgsejren. På den måde er Alternativet den største joker på valgaftenen.
Partiet har længe danset på spærregrænsen, men i løbet af valgkampen har der været flere målinger, hvor Franciska Rosenkilde får opbakning nok til at komme i Folketinget igen. Det kan blive udslagsgivende for valget.
Hvis blokkene bliver så jævnbyrdige, som de seneste målinger viser, kan de alternative mandater lige nøjagtig være dem, der sikrer rødt flertal og gør Mette Frederiksen til statsminister igen.
I valgkampen har Alternativet fundet tilbage til rødderne med en mere empatisk tilgang til politik. Partiet har også brugt valget til at forsøge at tilbageerobre den grønne dagsorden. Og så er den grønne fløjs superstjerne, Uffe Elbæk, tilbage i partiet. Det kan sikre Alternativet de afgørende marginaler.
Det vil være helt crazy, hvis alternativisterne klarer spærregrænsen efter en mildest talt tumultarisk valgperiode. Det er nok de færreste, der havde fantasi til at forestille sig det scenarie for bare et eller to år siden.
Danmarksdemokraterne: Påfaldende lav profil i valgkampen
Mange borgerlige politikere spåede inden valget, at Inger Støjberg ville få en nøglerolle i dansk politik. Danmarksdemokraterne så længe ud til at storme ind i Folketinget. Blandt andet ved at trække vælgere over midten. Sådan er det ikke gået.
Partiet har ikke gjort sig særligt bemærket i valgkampen og har ikke fremlagt nye kontroversielle udspil. I stedet ser vælgertilslutningen nu ud til at dykke for Danmarksdemokraterne.
I det hele taget har Danmarksdemokraterne ikke fremlagt ret meget politik. Partiet ser alene ud til at få stemmer på Inger Støjbergs navn. Det er ret opsigtsvækkende. Især med tanke på, at Støjberg lige har afsonet en dom fra rigsretten.
Der er dog ét område, hvor Inger Støjbergs holdning er helt klar: Hun tordner imod en CO₂-afgift på landbruget. Den holdning er designet til at gå målrettet efter Venstre-vælgerne på landet. Her anklager hun indirekte sit gamle parti for ikke at bekymre sig om, at en CO₂-afgift kan koste arbejdspladser i landdistrikterne.
Enhedslisten: Klemt mellem protest og pragmatisme
Enhedslisten ligner et parti, der er ramt af en identitetskrise. De rød-grønne står i et dilemma: Skal de fortsat være protestpartiet yderst på venstrefløjen, eller skal man i stedet have en mere pragmatisk tilgang til dansk politik?
Den indre kamp har været med til at give partiet en utydelig profil i valgkampen. Mai Villadsen har ikke sat hårde angreb ind på Socialdemokratiet for manglende klimahandling, stigende ulighed, eller at udlændingepolitikken er blevet for stram. Den kritik plejer at være noget, venstreorienterede vælgere gerne vil høre.
Partiet har med andre ord ikke udnyttet den plads på venstrefløjen, som Socialdemokratiet har efterladt ved at rykke mod midten og foreslå en bred regering.
Ligesom i 2015 og 2019 har Enhedslisten mistet opbakning i målingerne i løbet at valgkampen. Noget af tabet skyldes formentlig partiets uklare meldinger om planerne for et dansk asylcenter i Rwanda. Først ville Enhedslisten ”ikke afvise”, at de kan støtte en regering, der gør projektet til virkelighed. Senere blev tonen dog skærpet, så partiet ”trækker støtten”, hvis der sendes flygtninge til Rwanda.
Det kan blive dyrt for Enhedslisten, at der rodes rundt i, hvad linjen er i en så central sag.
Nye Borgerlige: Vil være regeringsparti
Nye Borgerlige ser ud til at få en pæn fremgang ved valget. Men partiet står over for en skillevej: Skal man fortsat være et protestparti, eller skal man være et parti, der søger indflydelse? Opgøret om partiets selvforståelse har presset og klemt dem i valgkampen.
Før valget meddelte Pernille Vermund, at hun mener, at de borgerlige partier skal samles i en blå flertalsregering. Under valgkampen har Pernille Vermund derfor nedtonet stilen med at komme med ultimative krav og trusler til en kommende borgerlig statsminister.
Pernille Vermund skulle ikke have mange år som partileder på Christiansborg, før det gik op for hende, at der ikke er særlig meget indflydelse uden for regeringskontorerne.
Den nye og mere pragmatiske stil så indtil for nylig lovende ud for Nye Borgerlige. Men med Inger Støjberg og Danmarksdemokraternes indtog på stemmesedlerne er konkurrencen skærpet om de højreorienterede vælgere.
Kristendemokraterne: Minimal chance for at blive valgt
Det vil være en overraskelse, hvis Kristendemokraterne bliver valgt ind i Folketinget. Partiet har ikke klaret spærregrænsen ved de seneste fem folketingsvalg, og der er ikke noget, der tyder på, at den stime blive brudt i år.
Men den spinkle chance, der er, for at partiet kommer i Folketinget, greb Marianne Karlsmose flot i de afgørende partilederdebatter. Det lykkedes hende at få den opmærksomhed og det øjeblik, som små partier drømmer om i en valgkamp.
Hun tacklede blandt andet Lars Løkke Rasmusen (M) hårdt på sundhedsområdet. Hun vil have flere penge til sygehusene og fik også nævnt supersygehuset i Gødstrup, der før har martret Venstre i Vestjylland. Det er Kristendemokratenes højborg, og her partiet skal forsøge at kapre midtervælgere. Men der skal nok mere end et mirakel til for at komme i Folketinget.
Frie Grønne: Ser helt chanceløse ud
Det vil være en gedigen overraskelse, hvis Frie Grønne kommer i Folketinget. Partiet har konsekvent ligger under spærregrænsen i samtlige målinger, der er lavet, siden de blev opstillingsberettiget.
Med Sikandar Siddique i spidsen fører Frie Grønne en kompromisløs klimakamp, hvor de kritiserer samtlige andre partier for at være uambitiøse i den grønne omstilling.
Frie Grønne er også et minoritetsparti, og meget af partiets valgkamp har været henvendt til det muslimske miljø i hovedstadsområdet.
I valgkampen har Siddique markeret sig ved at opfordre til generalstrejke og med forslag om at lukke Folketinget. Kontroversielle synspunkter, som partiet står helt og aldeles alene med.