Danske stemmer

19-årig med daglige smerter kunne blive opereret nu, men må vente i årevis på hjælp

Et privathospital har allerede udredt Marie-Louise Rasmussen og fundet årsagen til hendes lidelse. Men netop af den årsag er hun røget bagerst i køen.

Mens medstuderende suser ned ad trappen på handelsgymnasiet i Odense, går det noget langsommere for 19-årige Marie-Louise Rasmussen.

Hun går langs væggen og støtter sig til rækværket.

Et stift skridt ad gangen.

For Marie-Louise Rasmussen har daglige smerter i hoften, og fysisk aktivitet gør det hele værre.

De senere år er det blevet så slemt, at hun har været nødt til at sige sit fritidsjob op, og hun kan hverken dyrke sport eller gå i byen med vennerne, som hun gerne ville. Nogle dage tager hun bare direkte hjem i seng.

- Alle de der ting, som føles naturligt i en alder af 19 år, kan jeg bare ikke, uden at det gør pisseondt, eller jeg ved, at jeg får voldsomme smerter senere, forklarer hun.

Et privathospital har diagnosticeret hende med hoftedysplasi, som kan behandles med en operation.

Hvad er hoftedysplasi?

Ved hoftedysplasi er hofteskålen underudviklet og dækker derfor ikke korrekt i forhold til lårbenshovedet. Det gør, at hofteskålen ikke dækker lårbenshovedet tilstrækkeligt, hvilket medfører en meget høj belastning af hofteleddet.

I de fleste tilfælde konstateres sygdommen ved 15-30-årsalderen, men symptomerne kan også optræde tidligere eller senere.

Symptomerne viser sig i begyndelsen ved, at man hurtigt bliver træt i hoften og ikke kan gå så langt. I de tidlige stadier optræder symptomerne kun en gang imellem. Senere kommer der smerter i lysken samt haltende gang.

Kilde: Sundhed.dk og Privathospitalet Mølholm

Faktisk kunne hun få en tid på hospitalet allerede om nogle uger.

Men fordi der er tale om et højt specialiseret indgreb, dækker det offentlige ikke behandlingen på et privathospital. Derfor skal Marie-Louise Rasmussen selv betale 120.000 kroner. Penge, som hun ikke har.

I stedet må hun nu vente på behandling på et offentligt sygehus, hvor hun har fået en tid til udredning i maj 2025. Herefter kan der gå yderligere et til to år, før hun kan blive opereret.

- Jeg bliver ked af det og sur og frustreret. For jeg synes ikke, at det er fair, at jeg som 19-årig skal tage smertestillende medicin fast, fordi jeg ikke kan få den operation, som jeg har brug for, siger hun.

Fik svar efter år med smerter

Forud er gået et langt forløb, hvor Marie-Louise Rasmussen gennem en årrække klagede over smerter i hofterne.

Det føltes, som om hofterne låste sig fast, de gav smerter, og der kunne til tider komme et smæld fra hofterne, hvorefter det løsnede sig en smule. Smerten forsvandt dog aldrig.

Hun blev tilset af egne læger, en speciallæge og to fysioterapeuter, før hun i sommer endelig fik en henvisning til undersøgelse på Ortopædkirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital med mistanke om mulig hoftedysplasi.

Hospitalet indkaldte hende til udredning 13. april 2023.

- Jeg synes, at det var lang tid at vente på bare at kunne blive undersøgt. Så jeg begyndte at undersøge, om der var andre muligheder for at blive udredt, husker Marie-Louise Rasmussen.

Sammen med sin mor fandt den 19-årige handelsskoleelev frem til Privathospitalet Mølholm ved Vejle, der har en af landets mest erfarne specialister i hoftedysplasi.

Derfor udnyttede Marie-Louise Rasmussen sin ret gennem behandlingsgarantien til at blive udredt i det private og fik det godkendt af den regionale visitation.

Jeg føler mig bare fanget i min krop

Marie-Louise Rasmussen, handelsskoleelev

7. september blev hun undersøgt på Mølholm, hvor en overlæge på baggrund af scanninger og undersøgelser konstaterede, at hun har hoftedysplasi og springhofte.

Ifølge familien var lægens vurdering, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at vente for længe med at operere, da der var risiko for at udvikle slidgigt.

- Lægen siger, at han vil kunne operere mig inden for tre-fire uger, og så blev jeg endnu gladere, for så var det overstået lige om lidt. Men det var kun, indtil han sagde, at regionen ikke dækker den her operation, fortæller Marie-Louise Rasmussen.

Bagerst i køen

Privathospitaler må for det offentlige kun lave operationer og behandlinger, som er godkendt af Sundhedsstyrelsen og aftalt med Danske Regioner.

Operationen, som Marie-Louise Rasmussen skal have lavet, er ikke en af dem.

Da familien heller ikke har en sundhedsforsikring, der dækker behandlingen i det private, må hun selv til lommerne. Men hverken den 19-årige eller hendes familie har råd.

- Jeg havde med glæde betalt for hende, hvis jeg havde pengene. Jeg har også undersøgt, hvad det ville koste at låne pengene, forklarer hendes mor, Betina Rasmussen.

Ondt blev værre, da privathospitalet informerede Marie-Louise Rasmussen om, at hun også mistede sin plads i køen hos det offentlige, fordi hun havde valgt at blive udredt af det private.

Derfor måtte hun gå til egen læge og bede om en ny henvisning, og da den nye indkaldelse fra Odense Universitetshospital kom, brød handelsskoleeleven ud i en blanding af latter og gråd:

29. maj 2025 var den nye tid til udredning.

Altså selvom en specialist allerede har udredt hende og vurderet, at hun har risiko for at udvikle slidgigt.

- Jeg skal leve med en hverdag med så mange smerter, som er så begrænsende for mig. Imens ved jeg, at der er en kirurg, som vil og kan operere mig, men at det offentlige ikke går ind og støtter det, siger Marie-Louise Rasmussen.

Både hun og moren forklarer, at de ikke var klar over, at hun ville ryge ud af køen, hvis hun tog imod muligheden for at blive udredt i det private.

Cheflæge ser ikke øget samarbejde som løsning

Når privathospitaler ikke er godkendt til højt specialiserede indgreb, skyldes det, at Sundhedsstyrelsen vurderer, at der skal være det nødvendige støtteapparat i huset, hvis noget går galt.

Derudover kan der efter operationen være behov for sengepladser samt sygeplejefaglige og fysioterapeutiske kompetencer, som ikke nødvendigvis er på privathospitalet.

- Så det er altså ikke bare én kirurg, der kan bære en hel operation igennem, det er hele holdet omkring patienten i forløbet både op til og efter operationen, forklarer Lonnie Froberg, cheflæge for ortopædkirurgi på Odense Universitetshospital.

Selvom der mange steder i sundhedsvæsnet lige nu er lange ventelister, og behandlingsgarantien reelt er sat ud af spil, mener lægen ikke, at man bør udvide samarbejdet med de private hospitaler i en midlertidig periode.

- Vi har jo allerede et samarbejde med privathospitalerne om at sende patienter ud til dem. Hvis man skal øge kapaciteten i det private, kommer man jo formentligt til at tage personale fra det offentlige og lave yderligere en skævvridning, mener Lonnie Froberg.

TV 2 har været i kontakt med Privathospitalet Mølholm, der ikke ønsker at stille op til interview, men bekræfter, at de ville kunne gennemføre en operation for hoftedysplasi inden for cirka en måned.

Fanget i egen krop

Marie-Louise Rasmussen ser nu ikke andre muligheder end at vente.

Hun fortæller, at hun på grund af smerterne har svært ved at passe sin handelsskole, og hun må køre eller blive kørt i bil hver dag, da hun ikke kan holde til at cykle eller gå til bussen.

Til sommer bliver hun student, og allerede nu er hun bekymret for, om hun kan deltage fuldt ud i studenterkørslen og de efterfølgende fejringer.

Derfor har Betina Rasmussen heller ikke opgivet at kæmpe videre for sin datter.

- Jeg synes ikke, at det er i orden, at en pige på 19 år, som har fået en diagnose, og som render rundt med smerter hver dag og skal tage smertestillende og faktisk ikke kan få en normal hverdag, og hendes fremtid er usikker, ikke kan få hjælp, fordi det offentlige ikke kan samarbejde med det private.

_

Selv er Marie-Louise Rasmussen mest af alt bare ked af det.

Hun er bekymret for at få varige mén af sin lidelse, og derfor gør det ekstra ondt at vide, at hun allerede nu kunne være i gang med sin genoptræning, hvis hun kunne være blevet opereret på privathospitalet.

- Jeg føler mig bare fanget i min krop. Der er så mange ting, jeg gerne vil, drømme for fremtiden, men det ser bare sort ud, når jeg går rundt og har ondt hele tiden.