Folketingsvalg 2022

'Den lukkede' har ikke længere plads til Simon Jensen: - Men de døde siger jo stadig, at jeg skal slå min mor ihjel

Normalt er dørene til landets lukkede psykiatriske afdelinger hermetisk lukkede, men nu kan TV 2 invitere dig med indenfor på én af dem.

Simon Jensen forsøger at tage nogle dybe vejrtrækninger, mens han lukker øjnene og tager sig til hovedet. Han er knap nået ind i sit hjem i Maribo på Lolland, før han sætter sig i den nærmeste lænestol og puster igen.

Overalt i stuen står der døde mennesker og stirrer på ham. Selv ude fra køkkenet kommer de væltende. De er ligblege i ansigterne og bærer hvidt tøj. Et af dem tager kvælertag.

Så begynder de at mumle. Først kan han ikke forstå, hvad de siger, men langsomt ændrer stemmerne sig til klare, konstante ordrer om, at han skal slå sin mor ihjel.

Det er det værste, han ved, for han elsker sin mor, og han kunne aldrig finde på at gøre hende fortræd. Men den seneste tid er de døde mennesker, han ser, blevet flere og flere, og de er blevet mere og mere insisterende.

Det sagde han også til personalet på den lukkede, men de mente alligevel, at han skulle udskrives i dag.

Ude i gangen går døren op. Simon Jensen rejser sig:

- Hej, mor!

Dette er historien om 29-årige Simon Jensen, som i ti år har været inde og ude af psykiatrien. Han har Aspergers syndrom og tendens til at udvikle psykoser, og for en lille måned siden oplevede han noget, som et stigende antal psykiatriske patienter oplever: Han blev udskrevet fra den lukkede psykiatriske afdeling, selvom han stadig var psykotisk og langt fra rask.

Og i lørdags – 22 dage efter sin udskrivelse – tog han sin knallert og kørte i skoven for at tage sit eget liv.

Men hvad er det, der foregår inde på de lukkede afdelinger, siden folk som Simon Jensen bliver udskrevet, før de er klar til det? Og hvilke konsekvenser har det for de psykisk syge – og ikke mindst deres familier?

TV 2 har fået lov til at komme ind bag de ellers hermetisk lukkede døre i psykiatrien. I to dage har vi været fluen på væggen på det højintensive lukkede afsnit, S1, i Vordingborg.

Simon Jensens andet hjem.

Frygten for udskrivelse

Simon Jensen har fået selskab af en anden af afdelingens patienter, Mie. Hun fortæller om de piercinger, hun ønsker sig – blandt andet en ”medusa”, som symboliserer, at man har været udsat for et seksuelt overgreb.

Simon smøger skjorteærmet op og viser hende en lille gris, han har fået tatoveret på armen.

- Det er, fordi jeg er uddannet landmand, siger han stille.

De venter begge på at skulle tale med afdelingens psykolog. Simon Jensen gruer for, at psykologen vil fortælle ham, at han snart skal udskrives.

- Du føler dig ikke klar til at komme ud? spørger Mie.

Hendes underben kører ustandseligt op og ned som en nål på en symaskine.

Kildehensyn

Enkelte steder i artiklen er patienterne kun nævnt med et fornavn. Fornavnene er opdigtede, da patienterne ønsker at være anonyme.

- Nej, jeg har ikke fået det et hak bedre, og jeg sover stadig elendigt, svarer Simon Jensen.

- Det må du italesætte over for hende. At du vitterlig ikke kan klare det, og at du ved, at du kommer igen dagen efter – hvis du overhovedet holder til dagen efter!

- Ja, det er jo så det, sukker Simon Jensen og kigger ned i gulvet.

Han har prøvet det så mange gange.

Han var 20 år, da han første gang troppede op på en psykiatrisk skadestue, og han har ikke tal på, hvor mange gange han har været indlagt siden.

De seneste to år er der gået tre til seks måneder mellem indlæggelserne, vurderer han, og de mange genindlæggelser har stor betydning for hans liv. Det går ligesom i stå, forklarer han.

Også sygeplejersken opsnapper, at Simon er nervøs, og tager ham med ind i et lægerum:

- Er du nervøs for mødet i dag? spørger hun

- Ja, lidt.

- Hvad hvis hun siger, at du skal udskrives sidst på ugen?

- Så er jeg på røven, for så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Intet håb, ingen drømme

Et andet sted i bygningen har læger, sygeplejersker, socialpædagoger og ledere netop sat sig for at drøfte patienternes tilstand.

En mand har været "ret psykotisk og ret voldsom", læser en sygeplejerske op:

- Både broren og svigerinden er rigtig bange for ham og bekymrede … Han blev jo indlagt på røde papirer, fordi han havde opsøgt dem.

En anden har kastet med radio og møbler på sin stue, fordi hun var frustreret over ikke at kunne få at vide, hvornår hun kan blive udskrevet.

Og så er der en tredje patient:

- Hun har ingen planer, intet håb, ingen drømme, ikke noget som helst at arbejde hen imod, lyder vurderingen.

Afdeling S1 er for de mest komplekse patienter. Typisk dem med flere diagnoser som for eksempel skizofreni og misbrug.

Men også for dem, der er til fare for dem selv.

Farlig selvskade

For eksempel 21-årige Caroline Sommer, som med egne ord skader sig selv på ekstreme måder. Hun blev indlagt på det lukkede afsnit for to dage siden.

Også hun er kommet ud fra sit værelse, og frustrationen oser ud af hende:

- Hvad vil de undersøge? Der er jo ikke noget at undersøge, siger hun irriteret til sygeplejersken, der netop har foreslået, at hun sammen med to af afdelingens ansatte bliver kørt til Nykøbing Falster Sygehus.

I går gjorde Caroline Sommer igen skade på sig selv. Hun kan ikke huske hvorfor. Eller om hun var ked af det, da hun gjorde det.

Men det er ikke det eneste, der fylder.

Hun sætter sig sammen med sygeplejersken Amalie Poulsen på en bænk ude i gården og trækker dynen lidt op:

- Jeg havde jo regnet med, at jeg kun skulle være her i en eller to dage, men jeg føler bare, at det hele pludselig gik lidt i knude, siger hun.

Den 21-årige kvinde fortæller, at hun har dårlig samvittighed over at være på afdelingen.

- Jeg kender en pige, der lige blev udskrevet fra psyk her i fredags, som nu er død. Hun tog sit eget liv, samme dag som hun blev udskrevet. Jeg har bare ikke lyst til at være medvirkende til, at sådan noget sker, fordi jeg er her, og der ikke er plads.

- Jeg er jo ikke selvmordstruet, men jeg ved, at min selvskade er så farlig, at jeg godt kan ende med at dø af det, og det har jeg bare ikke lyst til.

- Men lige nu er der plads, forsikrer Amalie Poulsen.

Patienter udskrives, før de er klar

Men det er langtfra altid, at der er plads på landets psykiatriske afdelinger. 56 procent af alle læger i psykiatrien svarer, at de ugentligt eller dagligt udskriver patienter, som fortsat burde være indlagt.

Amalie Poulsen har arbejdet på afdelingen i tre år. Hun kender også til problemet, fortæller hun:

- Vi prøver at undgå det, men indimellem tror jeg, at nogle bliver udskrevet, før de egentlig er klar til det, fordi vi får presset på i forhold til at skulle have en plads.

For få sengepladser er dog ikke den eneste udfordring. Da TV 2 besøger S1 er otte ud af ti patienter retspsykiatriske – selvom afdelingen slet ikke er beregnet til dem.

På landsplan er gennemsnittet én ud af ti.

_

Og det skyldes, at der ikke er nok retspsykiatriske pladser, og at de almene psykiatriske afdelinger dermed er forpligtede til at tage dem ind. I Vordingborg ender de typisk på S1, og dermed er der et særligt pres på lige netop de pladser, patienter som Simon Jensen har brug for.

Og det skaber uro, fortæller Amalie Poulsen:

- De har jo altid fuldt hus i Retspsykiatrien, og så ender patienterne hos os. Det er ikke alle retspsykiatriske patienter, der er udadreagerende, men jeg kan høre fra de patienter, der kommer og egentlig bare har brug for ro, at de kan blive lidt skræmt af det miljø, vi i perioder har her, siger hun.

Også i dag er de retspsykiatriske patienter et tema på personalemødet. Overlæge Morten Galskov har nemlig fået en forespørgsel fra Vestre Fængsel. De har en indsat, som de beskriver som "farlig" og "mærkelig", og de vil høre, om han kan overføres til S1 og afsone resten af sin straf dér.

- Men det er otte måneder, understreger Morten Galskov over for sine kolleger.

Forespørgslen får oversygeplejersken op fra stolen:

- I forvejen har vi hele huset fyldt af surrogater, som retspsykiatrien ikke vil tage. Det er rigtig problematisk, og det vil jeg stærkt fraråde, siger hun.

Næste punkt på mødet er at finde flere sengepladser.

De ser listerne igennem.

- Hvorfor gik Dennis ikke hjem i går? spørger Morten Galskov.

- Vi forsøgte flere gange i går ... Han havde fået at vide, at fordi vi simpelthen var udfordret på pladserne, så måtte han ud. Det var han klar over, siger en sygeplejerske.

- Hvad med Lars?

- Det er længe siden, at jeg har set ham så frisk.

- Ham sætter vi til udskrivelse i morgen!

Og til slut peger pilen på Simon Jensen.

- Jeg skal lige høre, fik I overtalt Simon til at tage hjem?

"Vi ses!"

Ni dage senere pakker Simon Jensen sine plastikposer med alle sine ting.

Han ser stadig døde mennesker, der siger, at han skal gøre folk fortræd, og selvom han til sin samtale med psykologen – den han gruede for – forklarede, at han følte sig nedtrykt og var alt andet end klar til at komme hjem, er det nu blevet hans tur.

Fire ugers indlæggelse blev det til. Og med sig hjem har han et direkte nummer til psykiatrien, hvis han skulle få det dårligere, samt tilbud om behandlingen stemmehøring én gang om måneden. Herfra tager distriktspsykiatrien over.

En ansat låser Simon Jensen ud fra den lukkede afdeling med et: "Pas godt på dig selv. Vi ses!"

Men at det skulle blive blot 22 dage senere, iført fikseringsbælte og på røde papirer, havde han nok ikke regnet med.

Hjemme igen

Hjemme i Maribo har Simon Jensen lige taget imod sin mor. Flextrafikken nåede at køre ham hjem, inden hun nåede tilbage fra bilvasken.

Hun stiller de indkøbte sodavand i køleskabet og hælder en kop kaffe op til sig selv. Hænderne ryster, og hun har blanke øjne.

Simon har været på hjemmebesøg tidligere på ugen, og allerede dér kunne hun se, at den var gal.

- Det er jo ikke rigtigt det her. Og det gør ondt indeni mig, for han er jo ikke færdigbehandlet. Han ser stadig de døde mennesker, og han hører stadig stemmer, siger hun.

Simon Jensens papegøje Lunte napper ud efter ham.

- Den bliver sur, når jeg har været længe væk, siger han.

Egentlig boede Simon Jensen på et bosted, men Heidi Nielsen kunne se, hvordan skiftende personale og aflyste aftaler gjorde hendes søn dårligere og dårligere. Derfor købte hun huset her i Maribo.

Hun tænkte, at hvis hun fandt et lille landsted til dem og købte ham nogle høns og kaniner, ville han på et tidspunkt blive rask nok til at passe dem.

Men det har han ikke været.

Heidi Nielsen fortæller, at hendes største frygt er, at Simon Jensen skal blive så syg, at han ikke kan kende forskel på, hvad der er stemmer, og hvad der er ham:

- Jeg tror ikke på, at Simon vil gøre nogen fortræd, for det er virkelig ikke hans væsen. Men jeg ved jo ikke, om sygdommen … Hvis den bliver værre … Om den så slår Simon fra. Det kunne jo godt være, siger hun.

Forud for forrige indlæggelse i februar var stemmerne tæt på at overtale Simon Jensen til noget, han ikke havde lyst til.

Kun fordi der tilfældigt holdt en politibil og tankede på den tank, han var sekunder fra at røve, blev han bremset. Stemmerne havde sagt, at han bagefter skulle tage et jagtgevær og skyde sig selv, men inden det nåede så vidt, blev han tvangsindlagt, fortæller han:

- Bagefter tænkte jeg bare: "Hvad fanden gik der galt? Altså hvorfor kunne jeg ikke stå imod det, som jeg plejede?" Det var grænseoverskridende, at man finder sig selv i sådan en situation, men jeg var jo bare så dårlig, siger Simon Jensen.

På knallert med kurs mod skoven

Dårlig er han også nu. Og i lørdags skete det, som Heidi Nielsen har frygtet.

Sidst på eftermiddagen tog Simon Jensen en æske piller, satte sig på sin knallert og kørte ud for at finde en skov, hvor han kunne sove ind.

Han var vred og nedtrykt, da han forlod huset, og Heidi Nielsen ringede straks efter politiet.

Tre patruljer ledte efter ham i flere timer, og til sidste fandt de ham inde i Maribo. Psykotisk.

- Han fortalte politiet, at de bare skulle vide, at der stod nogle døde mennesker bag dem, og at han var på vej ud for at tage livet af sig selv. Jeg er stadig meget chokeret, siger Heidi Nielsen.

Iført spændetrøje blev Simon Nielsen kørt hjem til huset i Maribo, og herfra blev han hentet af en læge, som tvangsindlagde ham – på den lukkede psykiatriske afdeling.

Heidi Nielsen er glad for, at hendes søn endelig får hjælp, og både hun og Simon Jensen er generelt rigtig glade for det personale, der er på S1 i Vordingborg, men Heidi Nielsen er frustreret over, at der skulle et selvmordsforsøg til, før han kunne blive indlagt igen. Og at der ikke er mere hjælp, når han bliver udskrevet.

- Det påvirker mig rigtig meget, for det har jo stået på i mange år efterhånden. Jeg ville bare sådan ønske, at der var mere støtte fra systemet, også når han kommer hjem.

- Jeg vil jo bare gerne have, at han får en ordentlig behandling, så han kan få et godt liv, siger hun.

I en sms til TV 2 skriver Simon Jensen, at "det hele er udfordrende lige nu", men at han håber, at hans historie "kan gøre en forskel for en masse mennesker".