Samfund

23-årig cyklist dræbt i ulykke

En 23-årig mand mistede onsdag eftermiddag livet i en trafikulykke i Ikast. Hans pårørende er underrettet.

En trafikulykke i Ikast har onsdag eftermiddag kostet en 23-årig cyklist livet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 14.48.

Den 23-årige mand kom cyklende ad Finlandsgade. I krydset med Jyllandsgade kørte han af ukendte årsager ind i siden på anhængeren til en lastbil, der i det samme kørte gennem krydset, og blev dræbt på stedet.

- Han har tilsyneladende været uopmærksom, men jeg ved ikke, hvad der tog hans opmærksomhed, siger politiets vagtchef Carsten Henriksen.

De pårørende til den 23-årige er underrettet om ulykken.