Folketingsvalg 2022

Politikerne vil have flere sygeplejersker på fuld tid – det ønsker mange af dem bare ikke

Trods mangel på arbejdskraft på sygehusene er næsten hver anden sygeplejerske i dag på deltid. Kun få har taget imod muligheden for at gå på fuld tid.

Efter 12 år som fuldtidssygeplejerske valgte Anita Jensen at skifte arbejde.

Til jobsamtalen havde hun ét særligt kriterium.

- Jeg var nødt til at have en stilling på nedsat tid, forklarer hun.

Beslutningen om at gå ned i tid traf hun for at sætte sit eget helbred i første række.

- Før var jeg træt hele tiden. Jeg var irritabel, og jeg kunne også mærke, at jeg blev alt for let syg. Man kunne mærke et arbejdspres, der bare steg og steg, uden at der blev tilført ressourcer, siger Anita Jensen.

Anita Jensen arbejder på Aarhus Universitetshospital, men hun er langt fra den eneste sygeplejerske, der ikke ønsker at arbejde på fuld tid.

Lige nu mangler der omkring 5000 sygeplejersker på de danske sygehuse, og en del af udfordringen er, at næsten hver anden sygeplejerske i dag arbejder på deltid.

Det på trods af, at de siden 2020 faktisk har haft ret til at gå på fuld tid.

Fuldtidsret har haft lille effekt

Tiltaget om retten til fuld tid for alt plejepersonale på de regionale arbejdspladser var en del af en større politisk indsats for at få flere regionale medarbejdere på fuld tid.

Men retten er én ting – lysten skal også være der.

Og det er den ikke i den nuværende situation, påpeger Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet (SDU).

- Jeg tror, at for rigtig mange af dem, der er på deltid, har det været et meget, meget bevidst valg. Et bevidst valg dikteret af arbejdsvilkår, et bevidst valg af forhold i familien og så videre, forklarer han.

_

Siden retten blev gældende i alle fem regioner i 2020, er antallet af sygeplejersker der arbejder på fuldtid steget fra 50 til 53,1 procent.

Så selvom tallet har rykket sig i den rigtige retning, går det meget langsomt. Ifølge Kjeld Møller Pedersen er det derfor heller ikke et tegn på, at retten til fuld tid virker.

- Nej, det er alene udtryk for, at der har været et pres og en italesættelse af, at det kunne være godt, hvis dem, der var på deltid, ville flytte sig over på heltid, mener han.

Ønsker ikke fuld tid i dag

For Anita Jensen på Aarhus Universitetshospital skal der mere til, før lysten til at arbejde fuld tid kommer tilbage.

- Jeg ville i hvert fald skulle se, at ressourcerne i afdelingerne bliver bedre. At der er de sygeplejersker til stede, der skal være. Og det betyder ikke bare, at alle stillinger er besatte. Det betyder, at der bliver justeret på de normeringer, der er, så man ikke skal lave halvanden mands arbejde, hver dag man er på arbejde.

- Hvis jeg kunne se, at der var det – så kunne det godt være aktuelt, siger hun.

Hos Dansk Sygeplejeråd mærker de, hvordan hospitalerne knokler for at få vagtplanerne til at gå op.

Spørgsmålet er, hvordan problemet med de ubesatte stillinger skal løses, for efter flere års fremgang falder optaget på sygeplejerskeuddannelsen igen, og i dag bliver hver anden opslåede stilling som sygeplejerske ikke besat.

- Så situationen er katastrofal derude i øjeblikket, mener Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Regioner anerkender udfordringer

Hos arbejdsgiveren Danske Regioner anerkender formand Stephanie Lose fra Venstre, at arbejdsmiljø og trivsel er en del af forklaringen på, at mange sygeplejersker i dag ikke kan eller vil arbejde fuld tid.

Hun henviser til, at regionerne i september fremlagde en plan med 12 indsatser, der skal sikre flere medarbejdere på hospitalerne.

Men fuldtidsindsatsen er en af de ting, som man er nødt til at blive ved med at arbejde med, mener regionsformanden.

Stephanie Lose peger konkret på arbejdet med vagtplanlægningen som et område, man skal have fokus på.

- Hvis det første, man får at vide, når man melder sig klar til at arbejde fuld tid, er, at så kan man ikke nøjes med at arbejde hver tredje weekend, men nu skal arbejde hver anden weekend, så lykkes vi ikke. Derfor kræver det her en kæmpe indsats hele vejen i vores system, hvor der også bliver taget et rigtig stort ledelsesmæssigt ansvar, og hvor der er en god dialog med også de faglige organisationer og tillidsrepræsentanterne, siger hun.

Venstre foreslog i august, at også deltidsansatte inden for de store velfærdsområder i landets kommuner – såsom pædagoger, sosu-assistenter og sygeplejersker – skal kunne gå op på fuldtid, hvis de ønsker det.

Hospitaler og sundhed er ved folketingsvalget i år det vigtigste politiske emne for danskerne, ifølge en Megafon-måling.