Hun blev løjet død på sygehuset – kort tid efter ankom hun til Danmark
En stor del af de chilenske børn, der er blevet adopteret af danske par, kom formentlig hertil på ulovlig vis. Mød tre af de nu voksne adoptivbørn.
Børn, der blev stjålet fra deres forældre af korrupt politi. Børn, der blev indlagt med en mindre skade, men aldrig kom hjem igen. Børn, der blev anbragt på børnehjem og forsvandt sporløst derfra.
Gennem tre-fire årtier er chilenske børn blevet stjålet fra forældrene og bortadopteret uden samtykke.
Fra sidst i 1970’erne og frem til 1995 kom 111 børn fra Chile til Danmark for at blive adopteret i danske familier.
Af adoptionspapirerne fremgik det typisk, at de biologiske forældre enten var ukendte, eller at de frivilligt havde valgt at bortadoptere barnet eksempelvis på grund af fattigdom.
Men som det skildres i TV 2-dokumentaren ’De stjålne børn’, er der formentlig tale om, at tusindvis af chilenske børn blev franarret deres forældre som led i en storstilet, organiseret menneskehandel.
På verdensplan drejer det sig måske om helt op til 20.000 adoptionssager med chilenske børn.
Siden mistanken om de illegale adoptioner for første gang blev offentligt kendt herhjemme i 2020, har en række chilensk-adopterede voksne set nærmere på deres egne sager.
Meget tyder på, at de er en del af den stadig voksende statistik over ufrivilligt bortadopterede børn.
Tre af dem fortæller her om, hvordan de har fundet frem til deres familier i Chile og fået deres udlægning af, hvad der skete dengang.
Hendes mor troede, at hun var død
Claudia Alejandra Svane kan ikke sætte en finger på sin opvækst.
Hun og hendes chilenske søster er lige siden deres ankomst til Danmark i 1978 blevet overøset med kærlighed og varme fra deres danske adoptivforældre i barndomshjemmet nær Brønderslev i Nordjylland. Og de har aldrig manglet noget.
Alligevel har den nu 47-årige Claudia, så længe hun kan huske, følt sig rodløs og været plaget af selvbebrejdelser.
For hvorfor valgte hendes biologiske mor i Chile at bortadoptere hende, allerede da hun var to år gammel?
I adoptionspapirerne stod der, at hun og søsteren var født uden for ægteskab og blev efterladt, stærkt underernærede foran en kirke i hovedstaden Santiago de Chile.
De kom på børnehjemmet Casa Nacional del Niño i Santiago, hvor de boede et års tid, indtil de en decembermorgen i 1978 sammen med tre andre børn blev sat på et fly til Danmark.
Af en eller anden grund har Claudia Alejandra Svane altid fornemmet, at der var noget, der ikke stemte ved dén historie.
Jagten på svar
I 2003, hvor Claudia var midt i 20'erne og selv havde fået to børn, besluttede hun sig for at lede efter sin biologiske familie.
Med hjælp fra sin adoptivmor gik hun i gang med at skrive til myndighederne både herhjemme og i Chile for at skaffe flere oplysninger om sin baggrund. Uden resultat.
Først da Claudia kontaktede den amerikanske organisation PeopleFinders, kom hun videre i sagen.
De henviste hende til tv-kanalen Canal 5 VTR i Chile, som laver en chilensk udgave af ’Sporløs’. Hun sendte et foto af sig selv og navnet på sin biologiske mor, Viviana Carmen Vergara.
Fire måneder senere modtog Claudia en mail fra en mand ved navn Marco Antonio Morales Vergara.
Han skrev, at han havde siddet og set tv, da han pludselig så sin mors navn på skærmen, og det blev sagt, at en datter fra udlandet efterlyste hende. Han havde aldrig hørt om, at han skulle have en ældre søster.
Da Marco fortalte sin mor, Viviana, hvad han havde set på tv, troede hun i første omgang ikke på det.
I over 20 år havde hun nemlig været overbevist om, at datteren var død.
Ifølge moren var Claudia som toårig blevet bragt til hospitalet med et betændt hovedsår. Hendes ældre søster var også kommet til skade, og de blev begge indlagt natten over.
Men da Viviana kom tilbage næste dag for at hente sine børn, var de væk. Hun fik at vide, at Claudia var død, og at hendes storesøster var blevet givet væk til adoption.
Moren tryglede om at se sin døde datter. Men hun blev pure afvist med den begrundelse, at liget skulle bruges til forskning. Selvom hun vendte tilbage adskillige gange, mødte hun ingen forståelse. Og hun modtog heller aldrig en dødsattest.
Det var denne historie, Viviana Carmen Vergara fortalte sin datter, da hun næsten 30 år senere mødtes med hende via en Skype-forbindelse, som Claudias lillebror havde sat op.
Moren blev så følelsesmæssigt berørt over at se datteren i levende live, at hun næste dag blev ramt af et ildebefindende og måtte tilses på skadestuen.
En dna-test bekræftede sidenhen, at Viviana var Claudias og søsterens biologiske mor. Hun døde i 2019.
Helet?
For Claudia har kontakten med familien i Chile betydet, at de manglende brikker er faldet på plads i hendes liv, og at hun i dag føler sig mere grounded og hel.
Selvom hendes chilenske mor og lillebroren Marco nu begge er døde – han omkom ved en motorcykelulykke allerede i 2012 – holder hun fortsat kontakt med sine mange kusiner, fætre og øvrige familiemedlemmer i Sydamerika. Hun planlægger også at rejse til Chile inden for de næste par år.
Men hun er samtidig dybt foruroliget og vred over, at hun sandsynligvis bare er én ud af mange tusinder af adoptivbørn, der verden over er blevet stjålet fra eller franarret deres forældre som ofre for menneskehandel.
Sammen med en række andre chilensk-adopterede i Danmark kæmper hun for at få nedsat en international kommission, der skal undersøge de enkelte adoptionssager til bunds. Så de adopterede kan få hjælp til at finde deres biologiske familier, og de ansvarlige bag de illegale adoptioner bliver retsforfulgt.
Han blev skilt fra sin bror på børnehjemmet
Vreden og smerten har fulgt 47-årige Luis Vad-Nielsen gennem livet.
Selvom han kun var fem år gammel, da han kom til Danmark, havde han klare erindringer om børnehjemmet Casa Nacional del Niño i Santiago, hvor han boede indtil adoptionen.
Blandt andet husker han, at der var mange børn og kun lidt mad. Ligesom han erindrer nogle voldelige episoder. Men han husker også, at hans storebror Tomas boede på samme børnehjem, og at de to havde et helt særligt bånd.
Men Luis blev sendt afsted alene afsted til Danmark, mens storebroren blev på børnehjemmet.
I løbet af sin ellers trygge opvækst som ene- og ønskebarn hos de danske adoptivforældre i Strøby Egede på Østsjælland var Luis Vad-Nielsen plaget af mistrivsel og identitetsproblemer.
Han følte en intens modvilje over for alt, hvad der var forbundet med Chile, og han ville ikke kendes ved sin chilenske herkomst. Samtidig var han vred og bitter på sin biologiske mor. Når skolekammerater eller andre spurgte til, hvem hun var, kunne han i sin frustration finde på at svare, at hun "bare var en luder".
Jo ældre, han blev, des mere dukkede smerten frem bag hans vrede panser. I teenageårene dulmede han den først med alkohol og siden med stoffer, der blev hårdere og hårdere.
Sådan fortsatte det, indtil han endte på gaden.
Som 23-årig var han nået til et punkt, hvor han erkendte, at han havde brug for hjælp. Og det lykkedes hans forældre at overtale ham til at gå i behandling hos en dygtig gestaltterapeut (en nyere, humanistisk retning inden for psykoterapi, red.).
Gennem terapien forstod han, at hans dybe smerte hang sammen med Chile.
Jagten på svar
I 1998 tog Luis Vad-Nielsen som et led i sin terapi afsted til sit fødeland for at lede efter sit biologiske ophav.
Med på rejsen var hans adoptivforældre og en tidligere chilensk guvernør, der havde gode forbindelser i landet og ikke mindst talte spansk.
De fandt ret hurtigt frem til Luis’ biologiske mor. Hun boede i et af de mindre bemidlede områder i hovedstaden Santiago. Hans far, der var af spansk oprindelse, var død for mange år siden.
Luis Vad-Nielsen mødtes med sin mor og fem søskende på én gang. Det viste sig, at han havde to søstre og tre brødre, hvoraf kun den ene, Tomas, var hans helsøskende.
Luis følte en stor lettelse ved at blive forenet med sine søskende. Men han lagde ikke skjul på over for sin mor, at han var vred og bitter på hende. Han kunne ikke forstå, hvordan hun kunne give sit barn væk.
Moren havde dog en noget anden udlægning af, hvad der var sket dengang.
Hun fortalte, at hun havde anbragt alle sine syv børn midlertidigt på et børnehjem, efter at hendes mand – Luis’ far – pludselig døde.
Aftalen med børnehjemmet var, ifølge moren, at hun ville hente børnene igen, efterhånden som hun fik overskud til det.
Det var dét, hun skrev under på. Troede hun.
Men da hun kom for at hente sine to yngste børn – Tomas og Luis – fik hun et kæmpechok. For Luis var væk.
Børnehjemmet forklarede, at hendes yngste søn var blevet bortadopteret, fordi hun efter ledelsens vurdering ikke havde besøgt sine børn nok. Sådan var det også beskrevet i adoptionspapirerne. Men det passede ikke, sagde moren.
Luis Vad-Nielsen var dog stadig ikke overbevist om, at hans mors udlægning af historien var sand.
- Jeg syntes, at hun beklagede sig meget over, hvor slemt hun havde haft det. Hun blev ved med at sige, at det var hårdt at være enlig mor til syv børn. Men hun spurgte ikke på noget tidspunkt til, hvordan jeg havde klaret mig gennem årene. I hendes øjne er jeg nok bare en rig og privilegeret person fra udlandet, siger Luis Vad-Nielsen.
Helet?
I dag bearbejder Luis Vad-Nielsen sine følelser gennem maleriet. Han maler ”indre landskaber”, som han kalder det. Det begyndte han på allerede under terapien, og det har været en stor hjælp for ham. Nu er det blevet en del af hans levevej.
Selvom han er kommet langt, kan han mærke, at han stadig ikke helt har tilgivet sin mor. Han er dog godt klar over, at netop tilgivelsen er ”en vigtig del af helingsprocessen”, som han selv udtrykker det.
Kort efter, at han første gang besøgte Chile som 23-årig, rejste han tilbage og blev der i et helt år. Her fik han et tættere forhold til sine søskende og mødte også sine mange niecer og nevøer.
- Jeg fandt ud af, hvad det var for noget blod, der rullede i mine årer, og det gjorde selvfølgelig, at jeg helede helt vildt i den periode, siger Luis Vad-Nielsen om sit ophold i Chile, hvor han både startede en kunstskole og et firma, der handlede med keramik.
Han planlægger nu, at hans ét år ældre bror, Tomas, skal komme til Danmark og lære hans verden at kende.
For Luis Vad-Nielsen har det givet ro at finde et menneske, som han deler gener med og kan spejle sig i.
Han og søsteren blev fjernet af politiet
I november 1979 landede José Sørensen sammen med sin to år yngre søster, Veronica, og en gruppe andre chilenske børn i Kastrup Lufthavn.
Søskendeparret blev adopteret af et ægtepar i Dronninglund i Nordjylland. Her voksede de op på en stor svinefarm, hvor der også var både heste, køer og katte. En opvækst, José Sørensen husker som tryg og upåklagelig.
- Vi har haft de bedste forældre, der har givet os alt det, vi havde brug for. Så jeg har aldrig følt, at jeg savnede noget, siger han.
Måske fordi José Sørensen havde sin søster som selskab, følte han ikke noget egentligt behov for at opsøge sin chilenske familie.
Selvom han og søsteren var ret gamle, da de kom til Danmark – henholdsvis syv og fem år – er der ingen af dem, der kan huske noget fra Chile.
- Der er bare et sort hul i hukommelsen, siger José Sørensen.
De ved kun, at de tilbragte et års tid på børnehjemmet Casa Nacional del Niño, inden de forlod Chile. Og før det boede de formentlig i en periode hos en plejefamilie.
Jagten på svar
I 2001 blev José Sørensens søster, Veronica, gravid med sit første barn. Det gav hende et behov for at opsøge sine chilenske rødder.
Veronica kontaktede Røde Kors i Danmark, som har et godt netværk i Chile, og så gik de i gang med at søge efter pårørende.
Det viste sig, at José og Veronica havde tre ældre brødre, og at deres mor, Isabel, stadig levede. Mens deres far var død allerede i 1981.
Det lykkedes dem at få oprettet en videoforbindelse over nettet, så de alle kunne hilse på hinanden på én gang. Men da deres chilenske familiemedlemmer ikke kunne forstå engelsk, og de selv ikke kunne tale spansk, var det svært. Så kommunikationen blev meget overfladisk. Også efterfølgende på Facebook.
Først i foråret 2020, hvor det kom frem i de danske medier, at der var foregået illegale adoptioner fra Chile til Danmark, besluttede José Sørensen at undersøge omstændighederne ved sin og Veronicas adoption nærmere.
Den hollandske organisation Chilean Adoptees Worldwide (CAW) fandt frem til, at det danske søskendepar formentlig også var blevet adopteret på ulovlig vis. CAW stillede en tolk til rådighed, så de to kunne få en mere uddybende samtale med deres chilenske familie.
Under samtalen fortalte moren, at politiet en dag var kommet til hendes hus og havde taget de to yngste – José og Veronica – med sig.
I et brev på spansk skrev de chilenske brødre efterfølgende, at José og søsteren ikke måtte være vrede på deres mor. For hun kunne ikke gøre for, at de var blevet bortadopteret. Det hele var foregået under diktatoren Pinochets styre, og han ønskede at sende de fattige børn ud af Chile.
Den nye viden ændrede perspektivet helt for José Sørensen.
Helet?
I dag har José Sørensen, der nærmer sig de 50 år, fortsat sporadisk kontakt til sin chilenske familie over Facebook. Men der går stadig længere tid imellem. Der er også sket det triste, at to af brødrene er døde, den ene af lungebetændelse og den anden ved en arbejdsulykke. Så på det seneste har José skrevet lidt med en halvsøster, der har sendt nogle familiebilleder.
Han har det fint med at lade det blive ved det, og han føler ikke noget behov for at rejse til Chile for at se sit fødeland.
Til gengæld er han nu mere fokuseret på, at andre chilensk adopterede i Danmark får undersøgt deres sager og finder frem til deres biologiske familier.
- Der er så mange familier, der er blevet splittede. I vores Facebook-gruppe er der stadig en del, der ikke har fundet deres forældre. Jeg vil gerne hjælpe, men i virkeligheden burde det være myndighedernes opgave, siger José Sørensen og tilføjer.
- Personligt er jeg ked af, at vores sager er endt sådan her. At vi har levet på en løgn, som vi først opdager nu – så længe efter. Der må være nogen, der har vidst, hvad der foregik dengang. Og de bør stilles til ansvar.
José Sørensen understreger dog, at det bestemt ikke er alle adopterede, som har haft et dårligt liv. Mange klarer sig fint og har gode jobs.
Han er selv en af dem, der ikke har savnet noget gennem livet, og som føler sig langt mere dansk end chilensk, som han siger.
Se 'De stjålne børn' lige nu på TV 2 PLAY eller onsdag kl. 20.50 på TV 2. OBS: Afsnit 2 og 3 sendes begge onsdag den 23. november.