Han kaldes nettets farligste mand, men hvor farlig er han egentlig?

Andrew Tate er blevet forvist fra samtlige sociale medier, men er stadig overalt.

Andrew Tate poserer i skinnende Bugatti-biler iført solbriller og stramme t-shirts og ofte med en cigar i hånden.

Imens taler han om, at kvinder tilhører mænd, ikke skal køre bil, og at de holder op med at være attraktive, når de er fyldt 25 år.

Hans videoer har skaffet ham millioner af følgere på sociale medier, og hans budskaber er blevet set milliarder af gange. Men i august blev Tates kommentarer enden for ham, da Facebook, Instagram og Youtube lukkede hans konti.

Men hvem er manden, der er blevet døbt "kongen af toksisk maskulinitet", og hvor farlig er hans tilstedeværelse på de sociale medier?

Unge mænds beundring

35-årige Andrew Tate har især fået succes på sin kvindenedsættende retorik og sin fortælling om, at hvis bare man gør som ham, så kan man opnå rigdom, kvinder og magt.

Det fortæller Christian Mogensen, der er forsker ved Center for digital pædagogik og har fulgt Andrew Tate tæt.

- Han markedsfører en tanke om, at manden har en indbygget højere værdi end kvinden, og at det derfor er mandens opgave at styre kvinden og kontrollere hende. Både som partner, men også som borger i forhold til demokrati og arbejde, siger han.

Andrew Tate har blandt andet sammenlignet kvinder med hunde. Han har sagt, at de er lige så tomme som vaser, ingen selvstændige tanker har, og at han mener, at voldtægtsofre selv "bærer en del af ansvaret". Faktisk har Tate også selv tilkendegivet, at han er en "absolut misogyn".

Så er det frem med macheten, boom, lige i ansigtet på hende, tag fat om hendes hals. Hold kæft, kælling, sex

Andrew Tate forklarer, hvad man skal gøre, hvis en kvinde afviser sex

Blev smidt ud af 'Big Brother'

Andrew Tate har vundet flere verdensmesterskaber i kickboksning. Kendskabet til Tate uden for sportens verden tog dog for alvor fart, efter at han i 2016 deltog i realityprogrammet 'Big Brother'.

Men en video af kickbokseren, der slog en kvinde med et bælte, gjorde det til et kort ophold for Tate. Han blev smidt ud fra programmet efter få dage. Og hvor man måske skulle tro, at det var enden på hans karriere, så blev det langtfra tilfældet.

- Han har bare fået mere opmærksomhed og har brugt den historie til at blive fænomenet Andrew Tate, fortæller Christian Mogensen.

Andrew Tate er blevet kendt på at sige ting, som ingen andre har lyst til at sige, siger forskeren. Han er blandt andet flyttet fra England til Rumænien – efter eget udsagn fordi landet har en lempeligere voldtægtslovgivning.

En del af Andrew Tates fortælling er, at der ikke er nogen, der er tætte på ham

Christian Mogensen, forsker ved Center for digital pædagogik

Men bag facaden med store lystbåde, sportsvogne og dyre ure lever Tate også et ensomt liv, siger Mogensen. Udover sin egen bror, som han driver en webcamside med, har han – efter sigende – ingen nære relationer.

- En del af Andrew Tates fortælling er, at der ikke er nogen, der er tætte på ham, fordi en topgangster ikke har tid til relationer, fortæller Christian Mogensen.

Den livsstil er især anført af hans kurser i sin virksomhed Hustlers University, der er en abonnementsdreven onlineportal.

Her lærer han ifølge ham selv unge mænd at tjene penge, blandt andet på investeringer i kryptovaluta og såkaldt drop shipping – en praksis, hvor man via en webshop sælger billige varer videre til overpris. Derudover udbyder han en række kurser i alt fra at blive rig til selvforsvar.

Christian Mogensen har forsøgt at tage kurset, der skal gøre dig rig, og ifølge ham er det "rent pyramidespil". Når man sælger adgang til Hustlers University, får man et vist antal procent af de penge, som de nye medlemmer betaler, forklarer forskeren.

Driver pyramidespil

Andrew Tate har luret, at den nemmeste måde at få flyttet potentielle kunder fra sociale medier og over på Hustlers University er ved at provokere og forarge mest muligt, siger Christian Mogensen.

Så det gør han.

Han har blandt andet delt en video, hvor han i detaljer beskriver, hvordan han ville angribe en kvinde i tilfælde af, at hun ikke ville have sex med ham.

- Så er det frem med macheten, boom, lige i ansigtet på hende, tag fat om hendes hals. Hold kæft, kælling, sex, lyder det fra Tate i en video, der gik viralt på Tiktok.

Da Andrew Tate blev bortmodereret fra de sociale medier i slutningen af august, havde han været i gang i over et år.

Ifølge Meta, der ejer Instagram og Facebook, blev hans konti suspenderet, fordi de brød deres retningslinjer, og ingen ved, hvad der gjorde udslaget. Men da han blev smidt ud, havde han ikke sagt noget, som han ikke allerede havde delt på mediet.

Det får Christian Mogensen til at spekulere i, om opmærksomheden på Andrew Tate simpelthen bare blev for dårlig presse for medierne.

- Der var ikke nogen konkret video, som gjorde udslaget. På det tidspunkt var han blevet så dårlig en forretning for techplatformene, at de ikke længere havde råd til eller turde være dem, der gav Andrew Tate et talerør, vurderer han.

Men det er kun Tates konti, der er slettet. Videoer med Tate på både Instagram og Tiktok bliver ved med at florere – og Tate har i stedet søgt ind på de censurfrie medier Rumble og Gettr.

Derfor er Christian Mogensen heller ikke sikker på, at det var fornuftigt at lukke ned for "kongen af toksisk maskulinitet".

- Jeg tror ikke, at det var det rigtige at smide Andrew Tate af alle sociale medier lige nu. Måske for halvandet år siden, og før han blev Andrew Tate-stor. Men nu, hvor han er blevet smidt ud, er han jo blevet martyr, siger han.

I et interview med den britiske tv-vært Piers Morgan sagde Andrew Tate for nylig, at han følte sig misforstået, fordi klippene, der var gået viralt, kun var en kort del af hans videoer.

Men han sagde også, at han stod ved meget af det, han har sagt.

De er blevet usikre på, hvad deres rolle som mand er

Christian Mogensen, forsker ved Center for digital pædagogik

Får mennesker til at føle sig forkerte

Hvor efterlader det manden, der er blevet kaldt internettets farligste mand? Andrew Tate taler til nogle af dem, der føler sig misforståede eller udelukkede af samfundet, og den historie har de kun fået bekræftet, siden han blev banned fra de sociale medier, vurderer Christian Mogensen.

- Andrew Tate i sig selv er ikke farlig. Men jeg er bekymret for, at han får rigtig mange mennesker til at føle sig forkerte, vurderer eksperten.

Mogensen ser Andrew Tates succes som et symptom på, at vi har glemt at tage en vigtig samtale om, at der er forskellige måder at identificere sig som mand på. Vi har glemt at tale om, hvad mænd kan være udover store og stærke "machomænd", mener han.

- Det betyder, at mange mænd føler, at de er blevet gjort til ofre eller objekter, passive tilskuere i debatten om ligestilling og feminisme, og derfor er blevet usikre på, hvad deres rolle som mand er.

Christian Mogensen ser også, at Tate er rykket ind i skolegården blandt børn, hvor unge drenge køber ind på fortællingen om, at "kvinden skal sættes på plads". Derfor mener han, at det er vigtigt, at vi – om vi kan lide hans holdninger eller ej – taler om Andrew Tate.

- Hvis vi lader ham være og bare lader ham forsvinde og blive ligegyldig, lader vi nogle af hans værdier, noget af ideologien, stå uimodsagt, og så tillader vi, at den bliver en del af måden, vi taler om køn på.

Se ‘Kernen’ på TV 2 NEWS eller allerede nu på TV 2 PLAY.