58.647 danskere fik skattefri million ved boligsalg – eller mere
Titusindvis af danskere har de seneste tre år har fået en skattefri gevinst på over en million kroner ved at sælge deres hus.
”Tænk, hvis du vandt i Lotto!”
Sådan lyder det slogan, som de fleste danskere kan genkende og forbinder med skattefri millioner og drinks på en øde ø.
Sidste år var 146 danskere så heldige, at de vandt over en million kroner i Lotto og dermed fik muligheden for at realisere deres millionærdrømme.
Men det tal blegner sammenlignet med, hvor mange danskere, der er blevet millionærer på boligmarkedet.
Siden 2019 har mindst 58.647 danske boligejere kunnet notere sig mere end en million kroner i skattefri gevinst, når de solgte deres bolig.
Alene i 2021 blev der udklækket 27.249 skattefri millionærer gennem boligsalg. Det viser en gennemgang af de sidste tre års ejendomshandler foretaget af analysefirmaet Kaas & Mulvad for TV 2.
Forklaringen er de senere års store stigninger i boligpriserne.
Mange husejere har oplevet så store værdistigninger siden 2007, at de fortsat vil kunne realisere milliongevinster ved et salg, selv om Nationalbanken forventer et fald i huspriserne på op til 6 procent næste år.
En anden del af forklaringen er ”parcelhusreglen”.
Egentlig skal man betale skat af gevinster ved boligsalg, men ”parcelhusreglen” er en undtagelse i skattelovgivningen, der lader sælgeren slippe for at betale skat.
Kravene er simple. Sælger skal selv have boet på adressen i en periode og grunden må ikke være større end en rummelig parcelhushave, hvilket defineres som 1.400 m2.
Jytte fik 19,9 mio. skattefrit
Den regel har titusindvis af danskere nydt godt de senere år.
En af dem er 76-årige Jytte Svensson. Hun valgte i sommeren 2019 at sælge sit hus på A N Hansens Alle 26 i et eftertragtet område i Hellerup nord for København. Hun havde boet der siden 1975 sammen med sin mand, men efter han faldt bort, valgte hun at sælge huset og flytte i en nybygget lejlighed ikke langt derfra.
Tilbage i 1975 gav Jytte Svensson og hendes mand godt 600.000 kroner for huset. Det blev solgt for 20,5 millioner kroner i 2019.
Det gav Jytte Svensson en skattefri boliggevinst på 19,9 millioner kroner. Hver dag siden hun flyttede ind i 1975 har Jytte Svensson således tjent 1.248 kroner på at bo i huset.
- Jeg har scoret gevinsten, kan man sige. Og jeg synes absolut, det ville være rimeligt at beskatte det. Selvfølgelig på et personligt plan har jeg ikke noget imod alle de mange penge, men der er noget urimeligt i det, siger Jytte Svensson.
En af årsagerne til at Jytte Svensson valgte at sælge var boligskatterne. Der skal hvert år betales ejendomsværdiskat til staten og grundskyld til kommunen og det løber op. Ifølge boligsitet Boliga ligger de samlede boligskatter på huset A N Hansens Alle 26 på omtrent 115.000 kroner årligt.
Jytte Svensson mener, at man burde afskaffe de løbende boligskatter og i stedet beskatte en eventuel gevinst ved salg af ens bolig.
- Jeg synes, at det ville være et meget mere retfærdigt system. Så bliver man beskattet, når man flytter fra huset, hvis det er blevet mere værd, end det har været, siger hun.
Gevinster driver priserne opad
Boligøkonom Mikkel Høegh fra Jyske Bank er ikke overrasket over, at mere end 58.000 danskere har tjent en million kroner eller derover skattefrit de sidste tre år på boligsalg.
- Vi har haft nogle år, hvor der har været drøn på boligmarkedet. Så det er klart, at der vil være nogle, der har høstet ganske betydelige gevinster, siger Mikkel Høegh, der er afdelingsdirektør i Jyske Bank.
Han ser dog flere problemer i prisudviklingen.
- Det er ikke kun godt, selv om det er meget dejligt for nogle af disse mennesker at score gevinsten, siger Mikkel Høegh.
Hans vurdering er, at de store gevinster har skabt en regulær prisspiral.
- Det spreder sig jo lidt som ringe i vandet. De der realiserer disse gevinster skal typisk ud og finde en ny bolig. Og de har mange penge med. Så i sig selv kan det være med til at presse priserne op, siger Mikkel Høegh.
Tilfældige formuer
De store gevinster og de høje priser giver flere udfordringer - de bliver for eksempel en barriere for førstegangskøberne.
- Du har det her problem, at det kan være vanskeligt for unge mennesker at komme ind på boligmarkedet. Det gør det også sværere at flytte efter et job eller i det hele taget sværere at komme videre i livet, siger Mikkel Høegh.
Han håber, at den planlagte justering af boligskatterne fra 2024 kan løse nogle af udfordringerne med den nuværende beskatningsmodel.
Men han mener, at man godt kunne gå længere.
- I Sverige beskatter man jo faktisk de her gevinster som i dag er skattefri herhjemme.
Kunne det være en mulighed?
- Det kunne bestemt være en mulighed.
Mikkel Høegh mener, at en beskatning af de store gevinster ville bidrage til en mere stabil udvikling på boligmarkedet.
- Og så får du ikke de der store skattefri formuer som lidt tilfældigt kommer i spil i samfundet.
Du har penge med dig
Mira Lie Nielsen, der er boligøkonom hos Nykredit er enig i, at de store skattefri gevinster er med at presse boligpriserne ekstra i vejret – ganske enkelt fordi det giver flere penge i posen til næste boligkøb.
- Det er en ekstra udbetaling, man har med sig og som gør, at det skubber ekstra til boligpriserne i et område, siger chefanalytiker Mira Lie Nielsen fra Nykredit.
De store gevinster presser også priserne op på anden vis, fortæller Mira Lie Nielsen.
- Når du har penge med dig, kan du få fat i nogle af de billigere lån, fordi du ikke er fuldt belånt. Det øger også prisniveauet i en periode, siger Mira Lie Nielsen.
Hun fremhæver, at de helt store boliggevinster er indløst i kommuner som Gentofte, København og Frederiksberg.
- Det er meget centreret enkelte steder og det er fordelingsmæssigt svært at forklare, siger Mira Lie Nielsen med henvisning til, at nogle borgere således får en væsentlig større bid af samfundskagen end andre.
Hun er dog ikke overbevist om, at en beskatning af de skattefrie boliggevinster i millionklassen er vejen frem.
- Det vil være med til at bremse prisvæksten, men også bremse handlerne og få folk til at blive længere i boligerne, siger Mira Lie Nielsen.
Og hun kan ikke se for sig, at man erstatter den eksisterende grundskyld og ejendomsværdiskat med en beskatning af gevinster.
Hvis der skal være en beskatning af gevinsterne, skal det være en tilføjelse til de eksisterende skatter.
- Man kan jo godt vælge at gøre det på et tidspunkt.