Efter de råbte op, modtog skraldemænd en masse kærlighed, men siden er det kun blevet værre
Vi kunne alle sammen få en bedre dag med et simpelt tiltag. Det er i store træk budskabet fra en direktør, der har 500 medarbejdere.
Når skraldemændene og -kvinderne hos City Container er på job, har de kun én mission – at skynde sig hurtigt videre.
Det ender nemlig ofte med hårde ord, dyt, trusler, aggressiv kørsel og fuckfingre.
Det fortæller Nikolaj Meyland-Smith, der er direktør for City Container, i ‘Go' morgen Danmark’.
De tømmer omkring ti millioner private skraldespande i Danmark om året.
- Medarbejderne fortæller først og fremmest om trusler, og at folk går på to sekunder fra at være ligeglade eller overbærende til at være ekstremt sure og vise meget udadvendt vrede, lyder det fra Nikolaj Meyland-Smith.
- Som regel er det, fordi bilerne holder i vejen i kort tid. Det kan få folk til at være ekstremt ubehagelige, tilføjer han.
Med tiden er det kun blevet mere hyppigt, og medarbejderne i City Container har sågar oplevet, at reaktionerne har været fysiske – dog sker det heldigvis sjældent, lyder det fra direktøren.
Det er blevet værre
Det er langtfra første gang, at Nikolaj Meyland-Smith fortæller om de problemer, som medarbejderne hos City Container oplever.
Sidste år opfordrede han til at sige godmorgen til dem, der henter ens skrald, i Berlingske.
I september i år gentog han budskabet i samme avis og skrev, at det ikke må accepteres som “en del af jobbet”. I den forbindelse gæstede han også Aftenshowet på DR sammen med sin kollega Pierre Madsen, som er skraldemand.
Alle gangene har de modtaget opbakning og søde beskeder, men på gaderne er problemerne blevet værre og værre, siger direktøren:
- Der bliver talt hårdere og hårdere.
Det kan han se på de såkaldte indmeldinger, som medarbejderne udfylder, når dagen er omme.
Her kan de skrive, hvis de for eksempel har haft ubehagelige oplevelser på turen.
Virksomheden bruger det for eksempel til at kigge på, i hvilke områder der er gentagne problemer med plads og trafik, som kan få folk op i det røde felt.
På den måde kan de planlægge turene anderledes.
Bægeret flyder over
Pierre Madsen, der har været i branchen i otte år, er en af de medarbejdere hos City Container, der har oplevet at blive svinet til, imens han er på arbejde.
- Det er dyt, tilråb og nogle gange også fuckfingre, som folk gestikulerer med. Folk, der råber, at vi skal rykke os, fordi de har travlt – men vi passer bare vores arbejde, lyder det.
Han har efterhånden vænnet sig til det, og han og hans makker ryster på hovedet, når nogen for eksempel kører hidsigt forbi dem, efter de har rykket skraldebilen igen.
Der kan også være skraldemænd, som råber tilbage. Ser I også indad?
- Det gør vi. Og man kan da også nogle gange gå hjem og tænke, om man var med til at eskalere en situation. Men nogle gange er det dråben, der får bægeret til at flyde over. Vi er alle mennesker, siger Pierre Madsen.
Trods de hårde ord indimellem elsker han at være skraldemand. Hans dag bliver rigtigt god, når nogen siger "godmorgen" eller endda “tak”, siger han.
Det er netop den kultur, Nikolaj Meyland-Smith håber bliver udbredt.
Vi laver ikke reglerne
Efter at han nu har været i ‘Go’ morgen Danmark’ med Pierre Madsen, håber Nikolaj Meyland-Smith, at de har slået de slag, de skal slå.
Men han kommer til at tale om det, så længe det er et problem, at folk ikke taler ordentligt, og han fastholder, at løsningen på problemet er, at folk ændrer adfærd.
- Jeg ved godt, det er et stort ønske. Men jeg tror ikke, jeg kommer til at stoppe med at synes, at man skal behandle mine kolleger og folk generelt ordentligt, siger Nikolaj Meyland-Smith.
Rent praktisk kunne man måske undgå at møde de mennesker, der gør det, hvis man henter skrald på andre tidspunkter af døgnet?
- Det er vi meget åbne for, og vi gør alt, hvad vi kan. Vi er meget fleksible over for nye løsninger, men vi laver ikke reglerne – det gør kommunerne, lyder det fra direktøren.
- Det er også en dialog, der allerede foregår i virkeligheden. Men for eksempel synes folk i byerne ikke, at en skraldespand over brosten er sjovt om natten, slutter Nikolaj Meyland-Smith.
Se hele interviewet om skraldemændenes hverdag i 'Go' morgen Danmark' på TV 2 PLAY