Samfund

Liverpool er vært for Europæisk Melodi Grand Prix i 2023

Liverpools nærmeste konkurrent ved lodtrækningen blandt kandidatbyerne var Glasgow.

Den nordengelske by Liverpool bliver vært for det 67. Europæiske Melodi Grand Prix i 2023, skriver nyhedsbureauet Reuters fredag.

Liverpool er værtsby på vegne af dette års vinder af musikkonkurrencen, Ukraine.

Liverpools nærmeste konkurrent ved lodtrækningen blandt kandidatbyerne var Glasgow. Lodtrækningen blev transmitteret direkte i tv af BBC.

I årtier har det været tradition, at vinderen af sangkonkurrencen afgør, hvor værtskabet skal være det følgende år.

Men sikkerhedshensyn betød, at Storbritannien, der blev nummer to med sangen "Space Man" af Sam Ryder, fik overdraget værtskabet.

Ukraine er automatisk kvalificeret

Den ukrainske hiphop-gruppe Kalush Orchestra vandt konkurrencen i maj i år med sangen "Stefania"

Finalen vil finde sted 13. maj i Liverpool næste år.

BBC har hidtil stået for otte Eurovision-udgaver. Senest i Birmingham i 1998.

Ukraine er som forsvarende vinder fortsat automatisk kvalificeret til finalen. Det samme er de såkaldte Big 5, der består af Frankrig, Italien, Spanien, Storbritannien og Tyskland. Det er de lande, der står for de største økonomiske bidrag til arrangementet.

En række britiske borgmestre og parlamentsmedlemmer havde ytret ønske om at få showet til deres by.

Det gjaldt ud over Liverpool og Glasgow blandt andre Aberdeen, Belfast, Birmingham, Cardiff, Edinburgh, Manchester, Leeds, London, Newcastle, Nottingham, Sheffield, Swindon og Wolverhampton.