Coronavirus

Voldsom børnedødsgraf skyldes Omikron, siger ekspert – her er den rigtige forklaring

Ifølge en dansk ekspert skyldes grafen det modsatte af overdødelighed blandt børn mellem 0 og 14 år.

En graf over hvor mange europæiske børn, der er døde i 2022, er de seneste uger blevet delt og omtalt voldsomt på det sociale medie Twitter.

Det gælder blandt andet den amerikanske ekspert Eric Feigl-Ding, der flittigt bliver brugt som coronaekspert i de amerikanske medier. Ifølge ham er grafen udtryk for, at coronavarianten Omikron rammer børn hårdere.

Andre på Twitter skriver, at grafen er udtryk for antallet af børn, der er døde efter at have fået coronavaccinen. En helt tredje gruppe argumenterer for det omvendte: at der er sket flere dødsfald blandt børn, fordi de ikke er blevet vaccineret nok.

Der er tale om en graf, der viser overdødelighed blandt de 0- til 14-årige i år sammenlignet med de seneste to år med coronavirus.

Og det ser grangiveligt alvorligt ud, når man kigger på grafen. For den viser en skarp stigning i overdødelighed blandt børn - altså at flere børn end normalt er døde - fra midten af maj i år. Og i en sådan grad, at stigningen langt overstiger dødeligheden i de to foregående år.

Samtidig er grafen ikke lavet af hvem som helst. Der er tale om en graf fra Euromomo, der er en europæisk database. Tallene bliver indberettet fra 28 europæiske lande og bliver styret af Statens Serum Institut (SSI) i Danmark.

En dansk ekspert har dog en helt anden forklaring end mange af dem, der bliver nævnt på Twitter.

Graf skyldes det modsatte af overdødelighed

Da TV 2 første gang kontaktede Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, om grafen, blev han også overrasket.

Men han kommer frem til, at der i virkeligheden er tale om en helt anden forklaring end overdødelighed - nemlig underdødelighed. I både 2019 og 2020 er der nemlig en markant underdødelighed blandt de 0- til 14-årige.

En af årsagerne til dét kan blandt andet forklares med de massive coronanedlukninger i mange europæiske lande i 2020. For det kan have betydet færre dødsfald i eksempelvis trafikken.

En anden årsag kan også være bedre behandling

Udover nedlukninger på grund af corona som årsag til underdødeligheden blandt børn i aldersgruppen 0-14 år, fremhæver Viggo Andreasen også en anden mulig årsag. 

Ifølge lektoren finder langt de fleste dødsfald i aldersgruppen 0-14 år sted i det første leveår på grund af eksempelvis for tidlig fødsel eller medfødte sygdomme. 

Faldet i dødeligheden hos børn kan derfor ifølge Viggo Andreasen også skyldes små ændringer i behandlingen af børn, der eksempelvis er født meget tidligt. Sådan som TV 2 i øvrigt tidligere har beskrevet

- Når faldet i dødeligheden ikke fortsætter i 2021-2022 kan det skyldes, at der ikke er opnået yderligere forbedringer i behandlingen, siger han. 

Dermed kan årsagen til den markante underdødelighed i 2020 også være en helt anden end corona. 

Eller som Viggo Andreasen siger:

- Vi er ret sikre på, at forklaringen er, at det forventede antal dødsfald i 2022 simpelthen er sat for lavt.

Han peger i den forbindelse på selve modellen.

Lille fejl er blevet skubbet frem måned for måned

Der er nemlig i grafen uge for uge en lille smule flere dødsfald, end man ville regne med ifølge beregningerne.

- Der er ingen pludselige udsving, så det har ikke noget med en epidemi eller en hedebølge at gøre.

Årsagen er ifølge Viggo Andreasen, at metoden for fremskrivning ikke har taget højde for den massive nedlukning af samfundet i 2020 og andre langsigtede ændringer i børnedødeligheden.

Modellen regner altså med, at udviklingen med et lavere antal dødsfald, som man kan se på grafen i blandt andet 2021, fortsætter i 2022. Og det betyder, at modellen forudsætter, at dødeligheden falder jævnt i hele perioden.

- Det vil sige, at der hver uge har været en margin på to til tre procents fejl, som er blevet skubbet frem, forklarer Viggo Andreasen.

Eller sagt på en anden måde:

- I 2020 og 2021 faldt antallet af dødsfald blandt de mindste børn. Det fald fortsatte ikke i 2022, men det tror vores modeller, at det gjorde. Så derfor forventer vi et lavere antal dødsfald, end det vi rent faktisk ser, når vi spørger modellen, forklarer Viggo Andreasen.

Altså: Modellen har sat den lavere dødelighed i 2020 og 2021 som udgangspunkt - baseline - for 2022. Uden at det passer med virkeligheden. Eller for at gentage Viggo Andreasen: Det forventede antal dødsfald for børnene i 2022 er simpelthen sat for lavt.

TV 2 har i 13 dage forgæves forsøgt at få at vide, om der er fejl i den europæiske database, der varetages af SSI. Hverken SSI eller Tyra Grove Krause, der er faglig direktør i SSI og projektleder for Euromomo, er vendt tilbage på TV 2s mange henvendelser.

Den amerikanske ekspert har før taget fejl

Det er i øvrigt ikke første gang, at den amerikanske ekspert Eric Feigl-Ding – der også har delt grafen på Twitter – har fejlfortolket tal.

I februar i år skrev han, at det ikke så godt ud med de danske dødstal, efter Danmark som et af de første lande genåbnede samfundet.

Helt konkret lød det:

- Min gud. Danske politikere har fuldstændig mistet deres forstand ved at ophæve alle covid-19 restriktioner. Dette er eksponentielle stigninger i dødsfald og ikke tilfælde. Det er, hvad der sker, når et lands ledere lyver for og manipulerer deres egne borgere.

Flere andre prominente eksperter var også på banen, og SSI fik travlt med at oplyse, at der var tale om misinformation på grund af den danske opgørelse over ”død med” og ”død af.” En metode, som SSI i øvrigt planlægger at ændre, når det gælder indlæggelser.

Nogle korrigerede efterfølgende deres tweet, men Eric Feigl-Ding holdt fast, og kaldte retorikken for farlig.

- SSI giver skødesløst ammunition til højreorienterede, der negligerer covid og benægter den, lød beskeden fra Eric Feigl-Ding til TV 2.

Overdødeligheden overstiger både 2020 og 2021

Mens der altså ifølge Viggo Andreasen ikke er overdødelighed blandt børnene, har der generelt set været en overdødelighed i 26 europæiske lande de seneste uger. Og en overdødelighed, der har været højere i 2022 end i de to foregående år, viser tal fra Euromomo også.

Årets samlede overdødelighed har ellers ligget under både 2021 og 2020, men i uge 28 krydsede den linjen for 2021 og i uge 31 for 2020. Først i uge 38 er overdødeligheden igen på niveau med 2021.

Ifølge Viggo Andreasen er årsagen sommerens voldsomme hedebølge i flere europæiske lande – herunder Frankrig, England og Italien.

I Danmark har der denne sommer også været overdødelighed blandt de ældste. Danmark har imidlertid ikke været ramt af en hedebølge, så her er forklaringen ifølge Viggo Andreasen formentlig sommerens bølge med Omikronvarianten B.5.

Statens Serum Institut meldte i august ud, at de coronarelaterede dødsfald blandt de ældre mellem 75 og 84 år lå over det forventede niveau for sommer.

- Denne sommer har vi hverken haft hedebølge eller andre større epidemier. Vi har derfor ikke andre oplagte forklaringer end covid-19, oplyste SSI til TV 2.

I flere lande har der denne sommer været stigende smitte på grund af Omikronvarianten BA.5. I modsætning til mange andre lande fik de ældre i Danmark i løbet af foråret og sommeren ikke en boostervaccine mod coronavirus.