Danske stemmer

Hendes datter bad lægerne om hjælp til at redde sit eget liv, men døde til sidst på en psykiatrisk afdeling

Mens politikerne kæmper om vælgernes gunst, kæmper Gunhild Pohl med tabet af sin datter. Hun håber, at hendes fortælling kan skabe forandring.

I hjørnet af Sydsjællands-husets stue står et sort klaver.

På det plejede Clara Pohl Nkunkununu at optræde foran sin familie med sangen 'Forår, nu er det forår', ofte med sin lillesøster.

Men nu er det sang fra fugle i baghaven, der fylder huset gennem en smal sprække i vinduet.

For i maj 2021 tog Clara sit eget liv på en lukket psykiatrisk afdeling efter en længere periode som svingdørspatient. Bare 14 dage før sagde hun til sin mor, Gunhild Pohl, at hun havde brug for at blive indlagt for at holde sig i live.

- Det kan godt være, at Clara er død, men kampen er ikke slut endnu. Der er masser af Clara’er derude. De skal hjælpes. Vi skal hjælpe dem, siger Gunhild Pohl med lavmælt og til tider skælvende røst.

Selvom såret stadig er åbent, har Gunhild Pohl valgt at fortælle om tabet af sin datter, der begik selvmord kun en måned efter sin 20-års fødselsdag.

Du kan se et brækket ben. Du kan ikke se psykisk sygdom

Gunhild Pohl

Musik var en stor del af Claras liv. Da hun som 15-årig ringede til sin mor og sagde ”skynd dig hjem!” for at lave en opvisning i operasang, kunne moren mærke en livsglæde hos hende, der var usammenlignelig.

- Man kan se på folk, når de rammer ind der, hvor livsnerven sidder. Med alt hun havde, levede hun med operaen. Det var sådan noget, der egentlig bare kom ud af den blå luft, fortæller Gunhild Pohl.

Den samme inspiration fandt Clara i det lokale kirkekor og i sine farverige tegninger, som stadig pryder husets vægge – på begge etager.

Video: Anne Fuglsang Borg

Som lille var Clara en stille pige, der ikke talte meget, men med årene blomstrede hun op, fortæller Gunhild Pohl, der altid så sin datter som en pige, der var god til at håndtere svære situationer.

Når der opstod noget uventet, var Clara god til bare at sige "pyt" og komme videre, husker moren.

For en udefrakommende fremstår hendes liv ikke som et, der var tynget af selvskade og psykisk sygdom. Men det er netop det, der er pointen i fortællingen om Clara.

- Du kan se et brækket ben. Du kan ikke se psykisk sygdom, siger Gunhild Pohl, som har givet TV 2 indblik i hendes datters kaotiske forløb i psykiatrien og vist os hendes journaler.

Clara led af skizotypi, der beskrives som en lettere form for skizofreni. Diagnosen fik Clara dog først meget sent, da lægerne i årevis ikke kunne finde ud af, hvad hun fejlede. Ifølge Gunhild Pohl blev der givet for mange diagnoser, og som lægerne skiftede, gjorde diagnosen det også.

Journalerne tegner et billede af en ung pige, der uforstående blev udskrevet og afvist den hjælp, hun bad om, endte som svingdørspatient, og som til sidst sluttede livet med fire indlæggelser og tre udskrivelser på to uger.

_

En usynlig sygdom

Det hele begyndte i 2017 – fire år før Claras død. Familien fik et chok, da de for første gang oplevede hendes psykiske sygdom.

Hun var begyndt på efterskole i niende klasse, hvor hun gik nogle måneder, da Gunhild Pohl i december modtog et opkald fra skolen.

Clara havde selvskadet, sagde stemmen i røret, og hun blev hentet af sin mor, der tilbød hende at stoppe på skolen, hvis hun havde det dårligt. Hun tænkte over det et par timer og besluttede, at hun ville fortsætte på skolen.

Tilbage på skolen blev tingene bedre, og hun færdiggjorde sit efterskoleår, som Gunhild Pohl oplevede som godt. Clara begyndte bagefter på gymnasium, hvor lærerne kaldte hende for mønsterelev, og den uhyggelige episode virkede til at være et enkeltstående tilfælde, mente moren.

Jeg ville ønske, at man behandlede psykisk sygdom som somatikken

Gunhild Pohl

Men i november 2018 gjorde Clara igen skade på sig selv, og hun begyndte kort efter til psykolog.

Efter nogle måneder ringede psykologen til Gunhild Pohl, som fortalte hende, at Clara havde givet udtryk for, at hun ikke længere ønskede at leve, og at hun derfor skulle begynde i behandling i psykiatrien.

- Så sidder man der som forældre og tænker, hvor kom det lige fra. Fordi vi syntes egentlig, hun havde haft basis i orden i forhold til at kunne klare livet, siger hun.

Selvmordstanker og indlæggelse

På grund af selvmordstankerne var Clara indlagt i fem måneder fra september 2019.

Værelsesdøren på første sal var ofte lukket til langt hen ad formiddagen, når Clara fik det dårligt. Hun isolerede sig og sov længe, mens hendes mor gik bekymret rundt i stueetagen.

Første møde med den psykiatriske akutmodtagelse gav indtryk af en afdeling, der var tynget af bureaukrati, og læger og sygeplejersker talte ofte henover hovedet på både Clara og hendes mor, oplevede Gunhild Pohl. Hun opfattede dog personalet som velmenende, husker hun.

Som årene gik, blev Clara udskrevet og indskrevet igen og igen, fordi hun aldrig rigtig fik det bedre. Det viste sig især ved, at Clara på den ene eller anden måde gjorde skade på sig selv.

Derfor kom med hver udskrivelse også frygten for, at Clara igen skulle føle sig efterladt af sundhedsvæsnet og gøre skade på sig selv. Alle Claras indlæggelser var frivillige, men det var for svært at overbevise lægerne om, at hun skulle have hjælp, fortæller hendes mor.

I det sekund, Clara trådte ud ad døren på de psykiatriske sygehuse, fik familien en følelse af, at hun stoppede med at eksistere i psykiatriens øjne, og når hun atter havde brug for hjælp, blev hun behandlet af nyt personale, der så hende som en ny patient.

- Jeg ville ønske, at når man først var i psykiatrien, så var man ligesom kendt. Der bliver nødt til at være en rød tråd. Så når Clara havde brug for at blive indlagt, ville det være nemmere. Hun burde være patient, selv når hun ikke var indlagt, siger hun.

Gunhild Pohl og hendes datter oplevede flere gange at blive afvist på de psykiatriske sygehuse og i stedet blive sendt hjem med beskeden om, at Clara skulle tage sine piller og forsøge at klare sig selv.

- Så tog hun hjem, selvskadede og kom på sygehuset, og så kunne jeg så hente hende i Nykøbing på skadestuen og køre hende til psykiatrien, hvor hun blev indlagt, lyder det nærmest opgivende fra Gunhild Pohl.

Clara skulle bruge hjælp fra psykiatrien, som hun ikke fik, mener moren. I dag føler hun, at deres familie blev efterladt med alt for meget ansvar. Det var pludselig moren, der skulle hjælpe sin datter fra at selvskade, men hverken Gunhild Pohl eller Clara vidste, hvad de skulle stille op.

- Jeg anede ikke, hvad jeg havde med at gøre. Jeg er ikke professionel i psykisk sygdom. Jeg er mor, siger Gunhild Pohl.

Hun fik indtrykket af en sundhedssektor, hvor der var for mange patienter og for få læger, hvilket i sidste ende gik ud over patienterne – i dette tilfælde hendes datter.

Den psykiatriske svingdør

Mellem klokken 21.45 og 22.00 på den første dag i maj 2021 tog Clara sit eget liv. Det skete på hendes værelse i det sengeafsnit, hun var indlagt på.

Forløbet op til var voldsomt for hele familien, og på dagen, hvor det skete, besøgte Gunhild Pohl hende på afdelingen og forlod den med en knude i maven, da Clara virkede totalt modløs og tømt for energi.

På de knap fire måneder siden årsskiftet var Clara indlagt otte gange: Tre gange i størstedelen af januar og februar og fem gange i marts og april.

I ugerne op til hendes død blev Clara indlagt lørdag 17. april, men bad selv om at blive udskrevet mandag 19. april, fordi hun var utilfreds med sin behandlingsplan. Samme aften skar hun i sit håndled med et barberblad og blev indlagt igen. Så blev hun udskrevet fredag 23. april, indlagt igen søndag 25. april og udskrevet igen mandag 26. april – og atter indlagt om aftenen.

Ved udskrivelserne i de hektiske dage fortalte hun lægerne, at hun ikke kunne abstrahere fra tanken om at tage sit liv og gik i detaljer om, hvordan hun ville gøre det, viser journalerne.

Hun havde presserende selvmordstanker, lyder det blandt andet i journalerne, hvor de skriver, at "Clara var bange for at dø".

Hun blev vurderet til at have øget selvmordsrisiko, men 27. april, fem dage før hendes død, frafalder den vurdering. Og torsdag 29. april forsøgte hun at begå selvmord – men kom stadig ikke under skærpet opsyn.

- Det er en svær vurdering, står der i en redegørelse over forløbet op til Claras selvmord, hvor de konkluderer, at man ikke "med overvejende sandsynlighed kunne have forhindret selvmordet".

Men ifølge Gunhild Pohl stressede de mange indlæggelser hendes datter over evne, fordi det hele gik så hurtigt og skete over kort tid. Samtidig ville Clara gerne have hjælp og var ifølge journalerne "uforstående" over for, hvorfor hun blev udskrevet så mange gange, når hun gerne "ville passes på".

Clara havde fortalt lægerne, at hendes selvmordstanker var i forværring, og at hun kom og bad om indlæggelse for "at redde sit eget liv", står der i journalerne. Hun havde sagt, at hun ikke ville dø, og at hendes selvmordsforsøg ikke var planlagte, men spontane.

- Det er hårdt at eksistere, når man ikke har det godt, bliver Clara citeret for i et resumé af hendes behandlingsforløb fra Region Sjælland.

Det har ikke været muligt at få et interview med Region Sjælland, som heller ikke svarer på TV 2s skriftlige spørgsmål. Men i en mail siger regionens lægefaglige vicedirektør i psykiatrien, Søren Bredkjær, at det er "dybt ulykkeligt", når "indlagte patienter" tager deres eget liv.

- På grund af reglerne om tavshedspligt vedrørende patientoplysninger kan vi ikke kommentere de enkelte sager. Men generelt kan vi oplyse, at vi ikke udskriver patienter, der viser tegn på at være selvmordstruede, siger han og fortsætter:

- Hver enkelt udskrivning foretages på en lægefaglig vurdering baseret på personalets observationer og på samtaler og aftaler med patienten. Når der foretages et lægefaglig skøn, så er der en risiko for at tage fejl i vurderingen af patienten.

Ræk ud efter hjælp

Hvis du går med selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201. 

Behov for bedre behandling

Clara er i dag begravet, og hendes familie kæmper nu med savnet af deres datter og søster:

Et tabt ungt liv, der blev del af en tragisk statistik, der viser, at omkring 264 psykiatriske patienter årligt begår selvmord. Det fremgår af et datasæt, som Sundhedsdatastyrelsen har lavet for TV 2. Det samlede antal selvmord i Danmark er cirka 600 personer om året.

Det er ifølge regionen svært at dokumentere, om det i Claras tilfælde havde gjort en forskel, at man gjorde mere for Clara. Men hendes mor er overbevist om, at hvis der var mere personale og mindre patientpres, og hun ikke endte som svingdørspatient i psykiatrien, kunne udfaldet have været anderledes.

- Men jeg bebrejder ikke de enkelte mennesker. Det er systemet, der ikke er godt nok. Der er ikke nogen, hverken ansatte eller patienter, der synes, at det her er godt. Hvis jeg arbejdede der, havde det givet mig søvnløse nætter, siger Gunhild Pohl.

Hun efterlyser derfor en højere prioritering af psykiatrien, hvor man blandt andet tilbyder patienter behandling på andre sygehuse, hvis der ikke er plads i ens egen region.

- Jeg savnede et samarbejde på tværs af hospitalerne og ensartethed i regionerne. Vi oplevede helt konkret, at hvis Clara boede i hovedstadsområdet, så havde hun fået et opus-forløb, men ikke når hun boede i Region Sjælland. Og hun kunne ikke overflyttes, siger hun.

Region Sjælland tilbyder opus-forløb til personer med psykose eller skizofreni, men ikke skizotypi. Det gør hovedstaden, selvom det fortsat kan være svært at få det bevilget. I et opus-forløb tilknyttes man en særlig kontaktperson, som både er behandler og kontaktstøtte under hele behandlingen – også under og efter indlæggelse.

Gunhild Pohl mener, at andre personer med psykisk sygdom i lignende situationer som hendes datters skal have tilknyttet et hold med psykiater, terapeut, læge og mentor, som holder tæt kontakt med dem.

- Det vil give tryghed ved, at det hele er velkendt og vil give dem en fornemmelse af, at der er nogen, der har styr på én, siger hun.

I regionens vurdering fremgår det blandt andet, at det var svært at læse Claras signaler, fordi hun svingede mellem at være glad og trist flere gange om dagen. Gunhild Pohl mener, at det netop derfor er vigtigt at have en fast kontaktperson tilknyttet, som kender patientens person og sygdomshistorik.

Gennem Claras fire år i psykiatrien oplevede Gunhild Pohl desuden, at hendes unge datter for ofte skulle sidde over for en fremmed læge og forklare dem, hvorfor hun ikke havde det godt og skulle indlægges, men blev afvist, fordi der eksempelvis ikke var plads.

Hun har derfor et klart budskab til politikerne på Christiansborg om at skabe forandring i den overordnede psykiatri:

- Jeg ville ønske, at man behandlede psykisk sygdom som somatikken (regulære sygehuse, red.). Overflyt patienter, hvis der er andre hospitaler, der kan hjælpe dem bedre, siger hun og fortsætter:

- Jeg har nogle gange sammenlignet Claras sygdom med kræft, der ikke kan helbredes. Det kan være, jeg tager fejl, men så har hun i hvert fald ikke fået den behandling, hun skulle have haft.

Se hvilke partier, der er enige med dig